For et par hundrede år siden havde hverken lægen eller apotekeren noget, der kunne dæmpe en hovedpine eller ondt i ryggen. Men patienten forventede at få noget for pengene, så lægen måtte finde på noget. Et urteafkog tilsat pulveriseret mumie og knuste perler, måske lidt opium og brændevin for effektens skyld og mystiske ingredienser med navne som dyvelsdræk og theriak. Måske blev der mumlet en bøn over den bitre medicin, før patienten slugte den. Ingen af ingredienserne havde nogen farmakologisk virkning – i det mindste ikke på hovedpine.
Og så skete det alligevel: Smerten fortog sig, måske forsvandt den helt.
I dag kender vi mekanismen. Den har også fået et navn – placeboeffekten: Patienten – og måske også lægen – tror fuldt og fast på midlets gode egenskaber. Og troen flytter som bekendt bjerge.
Placebo betyder på latin: »Jeg vil behage«. Placebo er det første ord i den gregorianske begravelsesmesse. Den begynder, »Placebo Domino in regione vivorum« (»Jeg vil behage Herren i de levendes land …«), og stammer fra »Davids Salmer« i Det Gamle Testamente.
I middelalderen var lægernes og munkenes behandling baseret på overtro og snørklede spekulationer om kropsvæskernes indbyrdes balance. Her har placeboeffekten været det eneste effektive middel i lægens arsenal, forstærket af patientens faste tro på den lærde doktors evner.
Troen på lægens evner var altså lægens stærkeste kort. Hvilket er paradoksalt – for tilliden til lægen var ubegrundet. Det vidste mange inderst inde, og i oplysningstiden blev lægen en populær skydeskive for giftig satire.
Den amerikanske præsident Thomas Jefferson skrev i 1700-tallet: »En af de mest succesfulde læger, jeg nogensinde har kendt, anvendte flere brødpiller og mere farvet vand og pulvere af træaske end alle andre lægemidler tilsammen«.
Selv om ordet endnu ikke havde fået sin nutidige betydning, havde den franske filosof Michel de Montaigne (1533-1592) et godt øje til placeboeffekten, da han beskrev de prøvelser, en patient med nyresten blev udsat for: »Der findes dem, på hvem det blotte syn af medicin er virksomt«, skrev han om patienten, som lægerne havde givet flere klysterer (udskylninger i endetarmen). Indsprøjtningen foregik under udfoldelse af et stort ceremoniel, og Montaigne fortsatte:
»Forestil Dem (patienten) liggende på maven, mens alle udfoldelserne finder sted – bortset fra at der ikke blev givet noget klyster! Da ceremoniellet var forbi, trak apotekeren sig tilbage … og virkningen var den samme, som havde han fået det«.
Virkningen var nok kortvarig, hvis patienten virkelig havde nyresten. Og naturligvis kan en virkningsløs kalktablet heller ikke kurere infektioner eller knoglebrud. Her måtte man vente på, at naturen gik sin gang. Og måske kunne placebo lindre ubehaget i ventetiden.
Første gang selve ordet »placebo« dukker op i en medicinsk sammenhæng, er i en medicinsk ordbog fra 1817, hvor det betegner »et lægemiddel, som mere bruges for at behage end for at gavne patienten«.
Helt frem til 1950’erne blev ordet brugt om at snyde folk med dyre, men virkningsløse behandlinger. Men så dæmrede en erkendelse af, at placebo kunne have en terapeutisk effekt.
Når en kalktablet eller anden placebo virker, er det, fordi patienten tror på, at den virker. Engang forklarede psykologer, behaviorister, sociologer og andre virkningen med patienternes forventning og evne til at lade sig suggerere plus lægens egen entusiasme og tro på placebomidlet. Neurobiologien har suppleret med teorier om bl.a. aktivering af neurotransmitteren dopamin og andet, som det vil føre for vidt at komme ind på her.
Uanset virkningsmekanisme er troen afgørende: Hvis patienten er fast overbevist om, at den lyseblå pille, som i virkeligheden er en kalktablet, er et effektivt sovemiddel, vil det sandsynligvis virke. Især når også lægen tror på pillens virkning.
I dag er det et krav, at alle nye behandlinger skal bevise deres virkning ved dobbeltblindede, randomiserede og placebokontrollerede forsøg. Randomiseret betyder, at patienten, som deltager i forsøget, ikke ved, om han får den sovemedicin, som skal afprøves, eller om han tilhører kontrolgruppen, som får den virkningsløse placebotablet. Dobbeltblindet betyder, at heller ikke lægen ved, om den medicin, han giver patienten i forsøget, er placebo eller den ægte vare.
En behandling, som patienten har store forventninger til, har større chancer for at virke, end hvis det modsatte er tilfældet. Hvilket bringer os til at tale om placebos onde fætter: nocebo (latin: »Jeg vil skade«).
Forventninger kan jo både være positive og negative. Ligesom placeboeffekten kan fremkalde en positiv virkning af en virkningsløs behandling, er noceboeffekten helt modsat: Hvis man har negative forventninger til en behandling eller et lægemiddel, kan man også opleve negative virkninger eller bivirkninger. Læser man på pilleæskens indlægsseddel, at en almindelig bivirkning er kvalme og hovedpine, øger det sandsynligheden for, at man oplever den, selv om den ikke skyldes selve lægemidlet. Den negative effekt kan endda sprede sig i en gruppe: Hvis én i gruppen fortæller om kvalme og hovedpine, kan andre pludselig mærke det samme ubehag.
Så måske skal lægen eller sygeplejersken, der vaccinerer mod influenza, holde lidt igen med at fortælle, at man altså godt kan få det lidt dårligt af vaccinen i løbet af det næste døgn? Lidt af et dilemma – for på den ene side skal man oplyse om bivirkninger og sideeffekter, og på den anden side risikerer oplysningen at fremkalde eller forstærke de ubehageligheder, folk kan opleve.
Da forskere undersøgte noceboeffekten, sammenlignede de to forskellige, lige virkningsløse placebobehandlinger på kroniske smertepatienter. Den første forsøgsgruppe fik en sukkerpille, mens den anden fik fup-akupunktur. Og miraklet skete: Akupunkturgruppen oplevede, at smerten blev mindre (placeboeffekt).
I den anden gruppe kunne flere rapportere, at (sukker)pillerne havde gjort dem så sløve, at de havde svært ved at komme ud af sengen. Og i (fup-)akupunkturgruppen rapporterede nogle om hævelser, rødmen og ekstreme smerter. I begge grupper svarede nocebovirkningen til, hvad forsøgspersonerne på forhånd havde fået at vide, at de kunne forvente.
Tilsvarende: Hvis lægen fortæller, at den sovetablet, han giver mig, er koffein, vil den med stor sandsynlighed holde mig lysvågen. I hvert fald vil den negative forventning med stor sandsynlighed reducere virkningen af et ellers virksomt lægemiddel.
Det kan med andre ord være en ret alvorlig sag, hvis en patient misforstår eller fejlinformeres om virkningen af den behandling, der gives.
