Skip to main content

PLO dropper Sentinel til dataindberetning

Bestyrelsen i PLO har onsdag besluttet helt at droppe datafangstmodulet Sentinel til fordel for en model med direkte indberetning af data til de forskellige kliniske kvalitetsdabataser.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

20. maj 2016
3 min.

PLO´s bestyrelse har onsdag besluttet, at den fremtidige indberetning af data fra almen praksis skal foregå ved en direkte dataoverførsel fra praktiserende lægers journalsystemer til kliniske kvalitetesdatabaser og myndigheder.

Det meddeler organisationen på læger.dk.

Beslutningen indebærer, at det omdiskuterede Sentinel datafangstmodul fremover kun kan bruges til de praktiserende lægers eget kvalitetsarbejde. Det er ikke længere i spil, når det handler om at få gang i praksissektorens aflevering af lovpligtige og overenskomstdækkede data, f.eks. indberetninger til Dansk Dansk Voksen Diabetes Database.

Afleveringen af de pågældende data har ligget brak, siden DAMD-databasen - og Sentinel - blev lukket ned i efteråret 2014.

PLOs beslutning er ikke ukontroversiel. Det har kostet i omegnen af 30 mio. kroner at udvikle Sentinel. Oprindeligt som et kvalitetsredskab for almen praksis, som så senere blev udvidet til at omfatte datafangst og -levering til diverse registre. En del af de penge er betalt af de praktiserende læger selv via overenskomsten.

PLOs formand Christian Freitag forklarer, at organisationen nu er i dialog med Danske Regioner om bl.a. økonomien. Samtidig er der forhandlinger med de ti systemhuse, der leverer it-løsninger til sektoren, for at få udviklet nye programmer.

"Vi kunne ikke udskyde indberetning af de lovpligtige og overenskomstpligtige data længere. Det var vigtigt for os at komme af med de data. At udskyde det endnu længere ville skade os endnu mere end den eventuelle økonomi, der ligger i det", siger Christian Freitag.

Han synes, den nye, kommende ordning giver større klarhed.

"Vi forsøger at skille tingene ad og forbeholder DAK-E (datafangstordningens hjemsted, red.) til det, som var dens egentlige formål, nemlig kvalitetsudvikling og patienttilfredshedsundersøgelser", siger han.

De lovpligtige data går fremover ad det separate spor, som nu skal udvikles.

Ingen enighed

To bestyrelsesmedlemmer var imod beslutningen om at droppe Sentinel, hvad angår dataindberetning.

Den ene var Anna Mette Nathan.

"Min begrundelse er, at vi skal koncentrere os om, hvad vi gør, frem for hvem der gør det. Jeg synes, det er ufornuftigt at binde os så stærkt til systemhusene. Jeg frygter for økonomien i det".

Hvem skulle ellers?

"Vi ved, at DAK-E er klar til at lave databehandleraftaler, og jeg synes, det er dumt ikke at bruge dem. Jeg accepterer og respekterer, at nogle ikke har tillid til DAK-E og til Sentinel, men jeg kan ikke forstå, hvorfor de praktiserende læger ikke selv kan få lov til at træffe den beslutning".

Altså at fortsætte med Sentinel til dataindberetning?

"Ja, hvis man er tryg ved det".

Hvad nu?

For de praktiserende læger betyder udmeldingen fra bestyrelsen dog ikke noget lige nu og her. De behøver f.eks. ikke fjerne Sentinel fra deres it-systemer.

"PLO skal have udviklet og prissat de systemer, som systemhusene skal udvikle. Der er nu en møderække med Danske Regioner, med systemhusene og med Sundhedsdatastyrelsen. Vi skal finde den rigtige ledning med det rigtige stik for enden til at modtage", siger chefkonsulent i PLO, advokat Michael Berner.

"Det kan gå meget stærkt. Og formen tager udgangspunkt i de dataprincipper, som PLOs repræsentantskabsmøde vedtog i efteråret. Det vil sige, at data skal afleveres så sent som muligt; at maksimal bearbejning sker inhouse; og at data leveres direkte til den legale modtager".

Når de programmer er udviklet, skal de praktiserende læger selvfølgelig have dem installeret via deres systemhuse. Og spørgsmålet om finansiering kan ventes at blive et emne for de kommende forhandlinger om den næste overenskomst.

PLO forventer, at de første indberetninger til de kliniske kvalitetsdatabaser bliver genoptaget i sommeren 2016.

Læs også: PLO: Dataprincipper vedtaget

Læs også: Patientdata hos lægerne er indsamlet ulovligt og bliver nu slettet