Skip to main content

PLO: Få nu investeret i det nære sundhedsvæsen

Sammenhængen mellem sygehusene og det nære sundhedsvæsen skal styrkes – det kræver både flere praktiserende læger og investeringer i de kommunale sundhedstilbud, lød det fra PLO-formand Jørgen Skadborg på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum.

Det er afgørende, at der investerer i det nære sundhedsvæsen i bred forstand: flere praktiserende læger, tilstrækkeligt med SOSU-personale og ensartede kommunale sundhedstilbud med kvalitet, sagde PLO-formand Jørgen Skadborg på KL-konferencen om det nære sundhedsvæsen. Foto: Lars Horn/Baghuset
Det er afgørende, at der investerer i det nære sundhedsvæsen i bred forstand: flere praktiserende læger, tilstrækkeligt med SOSU-personale og ensartede kommunale sundhedstilbud med kvalitet, sagde PLO-formand Jørgen Skadborg på KL-konferencen om det nære sundhedsvæsen. Foto: Lars Horn/Baghuset

Af Jens Nielsen, jen@dadl.dk

17. maj 2024
5 min.

»Vi skal være dem, der er der. Man skal have sin egen læge. Men det kræver, at der sker noget. Så er det nu, der skal investeres i det nære sundhedsvæsen«.

Sådan lagde PLO-formand Jørgen Skadborg ud, da han deltog i en debat på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum i Aalborg, der afvikles under overskriften »Reformernes år – svarene findes i det nære« – og hvor det op til flere gange blev konstateret, at »sundhed er mere end blå blink«.

De øvrige debattører var Sisse Marie Welling, der er formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ansvar for sundhedsområdet, og Jesper Fisker, der var til stede som formand for Sundhedsstrukturkommissionen. De havde begge inden debatten holdt hvert deres oplæg.

Sisse Marie Welling konstaterede, at kommissionen var lagt fra land med klare udmeldinger om, at det nære sundhedsvæsen vil stå centralt i kommissionens arbejde.

Men, sagde hun, debatten siden har handlet om de få patienter og ikke sundhed for det store antal borgere, og om hvor det nære sundhedsvæsen så at sige skal bo. Og det har gjort hende og KL bekymret for, at den politiske proces, efter anbefalingerne fra kommissionen er landet, bliver »en centraliseringsøvelse«.

Hun fremhævede, at udgifterne til sygehusene siden strukturreformen i 2008 er steget med 24 mia. kr., mens det nære sundhedsvæsen kun er steget med 1,8 mia., og at der i samme periode er kommet 5.000 flere læger i sygehussektoren, mens der er kommet 42 flere praktiserende læger. Og det kalder på en anden balance mellem det nære og det centrale sundhedsvæsen, sagde Sisse Marie Welling.

Jesper Fisker afviste som det første at løfte sløret for, hvad det er, Sundhedsstrukturkommissionen kommer til at anbefale, når den offentliggør sine overvejelser om en lille måned. Men han skyndte sig også at forsikre den 1.200 mand store kommunale forsamling om, at en styrkelse af det nære sundhedsvæsen kommer til at være et omdrejningspunkt.

Det bliver ikke manglen på læger, der bliver det største problem, sagde Jesper Fisker, men derimod kan manglen på SOSU-personale blive »en enorm udfordring«.

Han pegede på, at to af de centrale udfordringer, som kommissionen ser det, er et for højt antal genindlæggelser og for meget behandling, der foregår på sygehusene og modsat for lidt, der foregår i primærsektoren.

Sundhedsvæsenet er derfor blevet for »sygehustungt«, konstaterede han og pegede på, at selvom der lokalt er mange gode eksempler på f.eks. at få løftet lægedækningen, så er det »frustrerende, at de gode løsninger ikke bliver bredere udbredt«.

Soleklar rolle

Det nikkede PLO-formand Jørgen Skadborg genkendende til, ligesom han kunne genkende karakteristikken, der var blevet givet af en patientpopulation, der med den demografiske udvikling bliver stadig ældre og præget af mulltisygdom.

»Men de patienter – eller borgere – vi møder i almen praksis er først og fremmest mennesker, der er bekymrede, men som vi i de fleste tilfælde kan hjælpe hos os. Det er kun ca. 10%, vi må henvise videre til sygehusene«, konstaterede han – og fastslog, at de praktiserende lægers rolle i det fremtidige sundhedsvæsen er soleklar, uanset hvordan det ender med at blive skruet sammen: De skal være dem, der er der for borgeren og patienten. Og de skal nok være der, hvis rammer og betingelser er i orden, lovede han.

Sisse Marie Welling sagde, at det er uholdbart, at det oftest er i de områder af landet, der har flest syge patienter, at lægedækningen er dårligst, og hun konstaterede, at regionerne har haft ansvaret for at sikre lægedækning, men ikke er lykkedes med opgaven.

Jesper Fisker pegede på, at det er fint, at 90% af alle patienter bliver afsluttet ude i almen praksis, men at det får alvorlige følger for belastningen af sygehusene, hvis det tal falder med den demografiske udvikling og et stigende antal af stadig »tungere« patienter.

At undgå det kræver en styrket sammenhæng mellem sektorerne, hvor sygehusene skal spille deres rolle, sagde han – og beroligede igen Sisse Marie Welling, der ellers synes, det lød som en ny centralisering af opgaveløsningen med sygehusene i centrum. Det bliver ikke en sygehusreform, sagde formanden for Sundhedsstrukturkommissionen.

Der skal investeres

Adspurgt, hvad den vigtigste brik for at nå i mål er, pegede Jørgen Skadborg på, at det er sandt, når flere henviste patienter vil belaste sygehusene voldsomt.

»Så derfor er det afgørende, at vi investerer i det nære sundhedsvæsen i bred forstand. Ja, vi skal være flere praktiserende læger, men vi skal også, som Jesper Fisker var inde på, sørge for tilstrækkeligt med SOSU-personale, og vi skal polstre de kommunale sundhedstilbud, så de kan håndtere patienterne med tilstrækkelig kvalitet.

Vi skal som praktiserende blive bedre til at navigere i og henvise til de kommunale tilbud, men det kræver også, at der skabes mere ensartede tilbud. En praktiserende læge kan godt have patienter fra fire forskellige kommuner, så vi og patienterne skal vide, hvad vi kan regne med at kunne få i de kommunale tilbud.

Og så skal vi finde ud af at sætte os sammen i de rigtige fora i kommunerne og tale sammen om, hvordan vi sammen laver de bedste tilbud til patienterne i det nære sundhedsvæsen«, sagde Jørgen Skadborg – og fik samstemmende nik fra de to øvrige debattører.