1813-læger svækkede PLO
Undersøgelsen, som foretages af Lægeforeningens advokat, skal blandt andet kortlægge, hvordan det dobbelte medlemskab af både PLO og Lægeforeningen spiller ind på eventuelle sanktioner og i yderste konsekvens eksklusision. Desuden vil advokaten undersøge konsekvenserne af, at arbejdet er lovligt og dækket af overenskomster indgået med Yngre Læger og FAS.
I foråret forsøgte PLO forgæves at få en aftale med Region Hovedstaden om arbejdet i 1813, og det var under de forhandlinger, at PLO følte sig svækket af foreningens egne medlemmer, forklarer Flemming Skovsgaard.
”I disse forhandlinger blev vi svækket af, at adskillige PLO-medlemmer var ansat i 1813, i klar modstrid med PLO’s fælles og meget klare opfordring”, skriver Flemming Skovsgaard i sit svar til de 14 praktiserende læger.
Emnet var til debat på PLO-Hovedstadens bestyrelsesmøde den 14. september, og to dage senere sendte PLO et nyhedsbrev ud, hvori forslaget blev beskrevet på denne måde:
”PLO-Hovedstaden har stillet forslag om, at medlemmer af PLO, der på trods af PLO's klare anbefaling tager ansættelse i Region Hovedstadens akutordning, 1813/EVA, skal kunne udsættes for sanktioner fra PLO's side. Der kunne f.eks. være tale om trinvise sanktioner, startende med advarsel, derefter bod og i yderste fald måske eksklusion”.
Christian Freitag, formand for PLO, har båret forslaget fra PLO-Hovedstaden videre til Lægeforeningens bestyrelse. Også Christian Freitag skriver et svar til de kritiske læger:
”PLO’s bestyrelse har ikke taget stilling hverken for eller imod dette forslag. Men vi har ment, at det er vigtigt at få klarhed over, om sådanne sanktionsbestemmelser rent juridisk kan indføres inden for rammerne af Lægeforeningens vedtægter”, skriver han.
Seneste eksklusion for 70 år siden
Det er udelukkende Lægeforeningens bestyrelse, der kan indstille en eksklusion af et medlem til Voldgiftsretten, der så afgør, om medlemmet kan ekskluderes. Ifølge Lægeforeningen er der ikke siden årene lige efter Anden Verdenskrig ekskluderet et medlem. Formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, siger:
”Der er kommet en henvendelse fra PLO om muligheden for sanktioner af deres egne medlemmer, og det får vi nu undersøgt juridisk”, siger han.
Hverken formanden for Yngre Læger, Camilla Ratchke, eller formanden for FAS, Anja Mitchell, ønsker at kommentere sagen.
Emnet skal diskuteres på PLO's repræsentantskabsmøde den 28. november.
Læs debatindlægget fra de 14 praktiserende læger og svaret fra både Flemming Skovsgaard og Christian Freitag her: