Skip to main content

PLO ikke længere eksklusiv

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

1. maj 2006
3 min.

Mange egentlige nyheder bød det seneste PLO-repræsentantskabsmøde i Svendborg ikke på.

Men kort før mødestart trådte en vaskeægte nyhed faktisk ind ad døren til salen: den kommende direktør, Peter Orebo Hansen, som her tyvstartede på sit nye job, der formelt starter den 15. maj.

Den nye direktør var også årsag til en af dagens andre nyheder - hele to nye bestyrelsesmedlemmer i stedet for kun et.

I forvejen lå det fast, at næstformand Yves Sales trak sig på grund af sit kandidatur til Hovedbestyrelsen i Lægeforeningen. Men der skulle også findes en efterfølger for Birgitte Alling Møller. Hun er nemlig gift med den nye direktør og ønskede at forlade bestyrelsen for at undgå eventuelle interessekonflikter i den sammenhæng.

Begge fik stor tak for indsatsen - samt blomster - og de to nye i bestyrelsen blev henholdsvis Peter Magnussen fra Roskilde Amt og Flemming Skovs-gaard fra Københavns Kommune. Helt uden kampvalg.

Regnskabet blev taget ad notam, og desuden blev der vedtaget en række ændringer i PLO's love - de fleste forårsaget af strukturreformen.

Kendte problemer

Ikke alt var dog ren ekspedition. For-mand Michael Duponts mundtlige beretning forårsagede f.eks. en del debat, om end flere af emnerne var gammelkendte:

Rekruttering og fastholdelse: Nu også et problem i storbyernes socialt belastede kvarterer. Forsøget på at få polske læger herop blev nævnt - af nogle som en dyr løsning - mens andre hæftede sig ved muligheden af at lokke nogle af de danske læger i resten af Norden tilbage.

Turnus: Stadig modstand mod mindre end de nuværende seks måneder.

Tvisten om forløbsydelsens fortsatte finansiering: Dens iværksættelse vakler, medmindre finansspørgsmålet afklares, forlød det fra salen. Kort sagt finansieres forløbsydelsen fra starten af delvist via den almindelige honorarregulering, og det udestående spørgsmål drejer sig om, hvad der skal ske efter den 1. april 2009.

Det er endnu uklart, om det lykkes at nå en forhandlet løsning - og i givet fald hvornår - eller om det bliver en opmandssag.

Spørgsmålet om organisering af det nye samarbejde med kommunerne, der jo får nye sundhedsopgaver som følge af strukturreformen, optog også en række indlægsholdere. Der var generel stemning på mødet for, at de praktiserende læger bør søge optimal indflydelse f.eks. i form af en ordning med praksiskonsulenter, som det kendes fra sygehusområdet. Der er også lokale lægelaug på vej i en del kommuner.

På mødet blev det dog kraftigt understreget, at aftalekompetencen ligger hos regionspraksisudvalget, som derfor må have god kontakt med såvel praksiskonsulenter som lægelaug i kommunerne.

På egen hånd

Den største debat var der dog om eksklusivitetsaftalens ophør. Snart vil praktiserende læger kunne tilslutte sig overenskomsten med Sygesikringen uden at være med i PLO, og det rejser en række spørgsmål.

Skal ikkemedlemmer f.eks. kunne købe sig til service i PLO's sekretariat og i givet fald på hvilket niveau? Og hvad med administrationsfonden, som bistår læger under sygdom og barsel?

Det altovervejende budskab fra mødet var, at ikkemedlemmer skulle klare sig selv.

Derimod var der ikke megen interesse for at debattere fremtidens struktur i Lægeforeningen.

Michael Dupont gjorde rede for resultatet fra de arbejdsgrupper, der har behandlet spørgsmålet, og understregede, at forhandlingskompetencen for de praktiserende læger også fremover uantastet vil ligge hos PLO, uanset hvad der ellers kommer til at ske. Men sagen engagerede ikke mange.

»Det går over«, lød et tilråb fra salen om emnet.

Signalet var klart: Det punkt er der andre søjler i Lægeforeningen, som er mere optaget af end de praktiserende læger.