PLO kræver politisk løsning: »Afviste patienter rider os som en mare«

Nu må politikerne på banen og løse det stigende problem med afviste henvisninger.

Jørgen Skadborg leverede et klart budskab til regionerne og til Folketinget på PLO’s repræsentantskabsmøde, der blev afholdt på Sørup Herregaard 25. april.

»Det skal stoppe, at man afviser patienter, og det rejser vi nu på allerhøjeste politiske niveau. Det kan ikke løses i aftalerummet. Det er en politisk sag, hvor politikerne må træde i karakter som dem, der varetager patienternes interesser. De folkevalgte skal fikse det, der ikke virker«, sagde Jørgen Skadborg fra talerstolen.

I den senere tid har flere undersøgelser, bl.a. medlemsundersøgelsen blandt PLO’s medlemmer, vist, at afviste henvisninger er et stigende problem for almen praksis. Dét i en sundhedsreformstid, hvor sygehusene ellers skal vende sig udad og i højere grad understøtte det primære sundhedsvæsen.

Flere repræsentanter og regionale PLO-formænd var på talerstolen med lignende frustrationer.

En kaldte afviste henvisninger for »udtryk for en dårlig kultur«, en anden kaldte dem »en evighedsrejse«, mens formanden for PLO-Sjælland Peter Wied sagde, at »afviste patienter rider os som en mare«.

»Afviste henvisninger er i virkeligheden udtryk for et dysfunktionelt samarbejde, og den uaftalte opgaveglidning er udtryk for disrespekt mellem os som kolleger. Det dur ikke. Det må vi have rettet op på«, sagde han.

Fra PLO-Hovedstaden kunne formand Peder Reistad supplere:

»Medlemsunderundersøgelsen viser, at det er en stor belastning for medlemmerne, og vi mærker det alle sammen næsten hver eneste dag. Sundhedsreformens intention er, at hospitalerne skal åbne sig mod det nære. Vi ser det modsatte ske. De åbner dog gerne telefonlinjerne, for de vil mægtig gerne have, at vi ringer og får et godt råd – men det er jo ikke nok«.

Næstformand i PLO, Niels Ulrich Holm, henledte forsamlingens opmærksomhed på det, han kaldte »elefanten i rummet«.

»Jeg mener, at overskridelserne i sygehusbyggerierne er den direkte årsag til kapacitetsproblemerne, som er den direkte årsag til, at læger kæmper mod læger – og regningen bliver sendt videre til patienterne. Vi bruger meget krudt på at slås læger mod læger i stedet for som lægeforening og som stand at sige fra. Vi må få strøget den gæld på en eller anden måde. Patienterne er ikke tjent med det, som det er«, sagde Niels Ulrich Holm.

Jørgen Skadborg advarede i sin opsummering imod, at afviste henvisninger – som han rettelig mener, bør omtales som afviste patienter – får læger i praksis og på sygehuse til at kæmpe mod hinanden.

»Afviste patienter må ikke blive til en kamp mellem os og vores gode kolleger på sygehusene. Det er ikke det, det handler om«.

Hvad får jeg ud af PLAndel?

På dagens program for de 44 fremmødte repræsentanter stod bl.a. en ny, opdateret strategi, status på udviklingen af andelsfællesskabet PLAndel, nye vedtægter samt input til forhandlingerne om Aftale27.

Det er en turbulent tid for almen praksis, og dagsordenen bød på »meget at være både enige og uenige om«, som Jørgen Skadborg sagde i sin mundtlige beretning.

Han opfordrede kraftigt til sammenhold.

»I dag skal vi drøfte og diskutere mangt og meget, som gør os stærkere, hvis vi kan stå sammen om det – og svagere, hvis vi går hver til sit«.

Et af de tiltag, der har som mål at styrke de praktiserende lægers sammenhold, er det ny andelsfælleskab PLAndel. Formanden for andelsfællesskabet, Henrik Idriss Kise, leverede en status på den trinvise opstart på de første tilbud til medlemmerne.

I løbet af maj måned går forhandlinger i gang med de 18, der er kommet med bud på AI-løsninger, som andelshaverne vil kunne tilkøbe. Vikarbureau og rekruttering »er vi godt i gang med«, sagde han, mens arbejdet med at udvikle en back office-del, som kan hjælpe de praktiserende læger i rollen som driftsherrer, opstartes til efteråret.

»Vi vil ikke starte alle projekter op på én gang. Det her skal være en succes, og derfor tager vi et skridt ad gangen, og vi går først videre, når vi er sikre på, at vi har fået styr på det«, forklarede han.

Henrik Idriss Kise fremhævede, at det ny andelsfællesskab skal robustgøre almen praksis og gøre hverdagen lettere for de praktiserende læger:

»Der er rigtig mange, der vil spørge: ,What´s in it for me?’ Ud over det med betydningen af det faglige fællesskab, kan der for den enkelte klinik være fordele i et mindre administrativt pres, effektivisering af økonomien og mere tid til patienterne. Vi kan virkelig hente meget i PLAndel«.

Netop det spørgsmål var udgangspunkt for nogle spørgere.

»Hvad kommer det til at koste, og er det virkelig en fordel for os?« spurgte en, mens en anden ville høre: »Hvor skal indtægterne komme fra?«

Henrik Idriss Kise sagde bl.a. i sit svar, der ikke er nogen tvivl om, at man har en meget stærkere position, hvis man forhandler på vegne af flere tusinde læger, end hvis man gør det alene.

Mere konkurrence

Den ny strategi, som repræsentanterne skulle tage stilling til, afspejler, at PLO’s rolle i det nære sundhedsvæsen er ændret markant med sundhedsreformen. Aftalerummet er blevet noget mindre, samtidig med at de praktiserende læger i stigende grad risikerer at blive udsat for konkurrence fra koncerndrevne klinikker og regionsklinikker med store støtteapparater i baghånden.

Det øger behovet for fælles forretningsudvikling, som Jørgen Skadborg kaldte »et af nøglepunkterne i strategien« i sin beretning.

»Sådan at vi ikke kun står sammen, når vi skal forhandle med vores aftagere, men også begynder at stå sammen, når vi forhandler med vores leverandører«, sagde han.

Fra talerstolen uddybede han:

»Vi skal kunne klare os i fri konkurrence i det såkaldte almenmedicinske tilbud, drevet af regioner og kapitalstærke koncerner. Vi kan erfaringsmæssigt ikke forlade os på, at det offentlige vil prioritere den praktiserende læges trivsel over økonomien. Tværtimod. Vi kan heller ikke tillade os at tro på, at aftaler med det offentlige sikrer udviklingen af vores fag. Det skal vi selv tage ansvar for. Med den erkendelse har vi valgt, at trivslen for den enkelte læge skal understøttes af en robustgørelse af branchen«.

Et enigt repræsentantskab gav tilslutning til, at »forretningsudvikling« supplerer den hidtidige strategi med fokus på trivsel, interessevaretagelse samt aftaler med det offentlige.

Behov for fornyelse

Forhandlingerne om Aftale27 er ikke for alvor kommet i gang på grund af folketingsvalget og de fortsatte regeringsforhandlinger. Jørgen Skadborg lagde ikke skjul på sin ærgrelse over, at der ikke er tid til at forhandle en ambitiøs aftale, som skal være forudsætningen for at få sundhedsreformen til at virke. Tidspresset kan let resultere i, at vi – endnu engang – lander en aftale med et mere beskedent ambitionsniveau, end ønsket, lød budskabet.

»Vi skal have en forventningsafstemning med vores modpart. Når vi har så kort tid, er vi nødt til at prioritere det væsentligste«, sagde han.

Repræsentanterne skulle gruppevis komme med input til Aftale27, herunder bl.a. forenklet honorarstruktur samt ansatte læger og vikarer.

Rundt omkring i grupperne blev der bl.a. diskuteret kronikerhonorar, telefonkonsultationer og ikke mindst det velkendte behov for en ydelse, der honorerer det tværsektorielle samarbejde. Og fra en gruppe lød det – med et glimt i øjet: »Ultralyd, ultralyd, ultralyd«.

Flere grupper drøftede dilemmaerne ved at løsne de stramme reguleringer for ansatte læger og vikarer. Behovet er der, for arbejdspresset er stort hos læger både i by og på landet, men lempeligere regler kan let få som konsekvens, at »lægerne i Aarhus får mere hjælp, mens der ikke er nogen, der vil til Vestjylland«, som der bl.a. blev sagt i en gruppe.

Flere påpegede også, at en øget tilgang af vikarer og ansatte læger kan risikere at skade de praktiserende lægers stærkeste »brand«: Kontinuiteten og den faste læge, der er til stede i egen klinik.

Det var i det hele taget et repræsentantskabsmøde med et righoldigt udvalg af såvel dilemmaer som diskussioner. Meget betegnede for det krydsfelt af forandringer, der sker i sektoren og i lægernes arbejdsliv i disse reformår.

Vi kommer ikke til at opleve mindre pres udefra, som Jørgen Skadborg sagde i sin mundtlige beretning. Tværtimod. Med sundhedsreformen kommer der flere opgaver og forventninger.

»I den situation er der én ting, der er vigtigere end alt andet: At vi holder sammen. Ikke fordi vi altid er enige. Men fordi vi er afhængige af hinanden. Ikke fordi det er nemt. Men fordi alternativet er langt værre. Ikke fordi vi altid vil lykkes. Men fordi den sikreste vej til fiasko er manglende evne til at forsøge at forny os i fællesskab«.