Skip to main content

PLO: Massivt flertal vil aflevere deres ydernummer

Klaus Larsen kll@dadl.dk

17. maj 2013
2 min.

På et stormøde i Fredericia onsdag stemte 95,7 pct. af 577 fremmødte praktiserende læger i Region Syddanmark for at aflevere deres ydernummer, hvis regeringens forslag til et lovindgreb ikke ændres. 1,9 pct. stemte nej, og 2,4 pct. ”ved ikke”.

Det var tredje dag i træk, at PLO’s medlemmer viste massiv støtte til bestyrelsen. Langt over halvdelen af landets praktiserende læger har hermed bekræftet, at de er parat til at aflevere det ydernummer, som er deres kontrakt med det offentlige sundhedsvæsen.

Dagen forinden var det Lægerne i Region Sjælland, som ved et stormøde i Køge sagde ja med 96,1 pct. flertal mod 0,7 pct. nejstemmer og 3,1 pct. ”ved ikke”. I Køge var 386 læger mødt frem.

Mandag stemte 90,6 pct. af 790 fremmødte læger i Region Hovedstaden for at aflevere ydernummeret.

Tendensen til massiv opbakning til PLOs bestyrelse ventes ikke at se meget anderledes ud ved de to næste stormøder i henholdsvis Silkeborg og Aalborg, som holdes i aften og på tirsdag for henholdsvis de midtjyske og de nordjyske læger.

Nødberedskab under stormøde 28. maj

Tirsdag den 28. maj holder de fleste af landets læger lukket for at tage til stormøde i Odense, for manges vedkommende med deltagelse af klinikpersonalet.

De kommunale PLO-organisationer, de såkaldte ’lægelaug’, vil sørge for et nødberedskab, som dog ifølge PLO-formand Henrik Dibbern højst vil blive varetaget af hver 20. eller hver 25. læge.

”De patienter, der har brug for lægehjælp den dag, vil have en læge at komme til. Men vi dimensionerer nødberedskabet efter, at det kun skal være de akutte opgaver, der varetages - svarende til den opgave, lægevagten kan løse i vagttiden”, siger han til Ugeskriftet.

Hvis alle - bortset fra nødberedskabet - møder op i Odense Kongrescenter, vil forsamlingen være på op mod 6.000 personer, anslår Henrik Dibbern.

Hans umiddelbare gæt lyder dog på, at fremmødet vil blive mellem 3.000 og 5.000 – klinikpersonalet indbefattet.

Til DR Nyheder siger Henrik Dibbern, at lægerne er klar til at oprette en nat- og weekendåben vagtlægeordning, når konflikten træder i kraft til september, og regionernes lægevagter lukkes. Men da regionerne har opsagt deres aftale med lægerne, skal folk selv betale for at komme til lægen, understreger han.

De seneste uger har flere end 110.000 danskere har skrevet under på, at de støtter de praktiserende læger i konflikten med regionerne og regeringen. Underskrifterne er samlet ind af PLO.