Skip to main content

PLO: Nej tak til meningsløse attester til børn og unge

Vi vil ikke sætte nogle krydser på et stykke papir bare for at tjene mere, lyder det fra PLO-formand Jørgen Skadborg. De praktiserende læger bliver stressede af meningsløse opgaver som negative prøvesvar og lægeerklæringer til store børn og unge, der skal fritages for test for COVID-19.
Pressefoto: Region Nordjylland
Pressefoto: Region Nordjylland

Bodil Jessen boj@dadl.dk

4. mar. 2021
4 min.

Artiklen er 5. marts 2021 klokken 9.30 opdateret med oplysninger fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Flere store børn og unge skal til lægen og have en lægeerklæring – en »friattest« – hvis de skal fritages for kravet om test for COVID-19 to gange om ugen for at kunne møde på de uddannelser, som bliver genåbnet.

De praktiserende læger skal nok udfylde attesterne, forsikrer PLO-formand Jørgen Skadborg. I samme åndedrag understreger han dog, at det er en arbejdsopgave, som lægerne helst er fri for.

»De praktiserende læger vil gerne bidrage med en relevant lægefaglig indsats under coronaepidemien – det kan for eksempel være med vaccination af sårbare patienter. Vi ved også godt, at man ikke kan gøre alt perfekt, når systemet er under pres. Men i øjeblikket oplever vi desværre, at vores arbejdskraft bliver brugt på en meget uhensigtsmæssig måde. Det skaber en helt unødig friktion og stor utilfredshed blandt vores medlemmer«, siger han.

Meningsløs opgave

Da regeringen i sidste uge præsenterede sin genåbningsaftale, fremgik det, at afgangselever i grundskoler og på en række øvrige uddannelser som for eksempel ungdomsuddannelser kan vende tilbage i Nord- og Vestjylland, mens genåbningen på Bornholm ikke blot gælder afgangselever i grundskolen, men alle grundskoleelever. En forudsætning er dog, at de testes for cornavirus to gange om ugen. I nogle tilfælde er det et krav, i grundskolen dog kun en kraftig anbefaling. 

Nogle elever har imidlertid »sundhedsmæssige udfordringer«, som gør, at de kan fritages for test, og Børne- og Undervisningsministeriet har nu bedt PLO om at videreformidle en »friattest«, som de praktiserende læger skal bruge til de elever, der skal fritages. Der er også kommet en vejledning i de tilstande, der kan berettige en fritagelse – det kan for eksempel være misdannelser i næsen eller psykiske tilstande som angst, PTSD eller lignende.

»Når børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theill (S) siger, at elever skal have en lægeerklæring for at blive fritaget for test, så pålægger hun os en helt unødvendig opgave. Vi har ikke brug for meningsløse administrative opgaver som denne »friattest«. Det sætter os på overarbejde, og det stresser de praktiserende læger«, siger Jørgen Skadborg.

Hvorfor kan I ikke være ligeglade, udfylde sedlerne og stikke pengene i lommen?

»Nej tak. For os handler det ikke om at tjene flere penge, bare fordi der skal sættes nogle krydser på et stykke papir. Hvis vi skal lave mere arbejde, skal det give mening, og det gør det her ikke«.

Det er op til hver enkelt læge selv at fastsætte prisen for ydelsen, men PLO gør opmærksom på, at prissætningen skal stå mål med tidsforbruget for lægen.

Børne- og Undervisningsministeriet oplyser, at lægeattester er én måde, at blive fritaget for test af COVID-19. Der kan være tilfælde, hvor en skole er bekendt med en elevs udfordringer i forvejen, hvorfor skolen ikke behøver at bede eleven om at fremskaffe en lægeattest for at fritage eleven for kravet om test. Fritagelse for test af COVID-19 er i sidste ende den enkelte skoles vurdering, og det er skolen, der afgør, om fritagelse for test kræver lægeattest.  

Går ud over patientsikkerheden

Lægeerklæringer til børn og unge er ikke det eneste, der i øjeblikket får himmelvendte øjne og dybe suk til at brede sig i almen praksis. I lægernes indbakke hober negative testsvar for COVID-19 sig op imellem vigtige prøvesvar om celleskrab, blodprøver og skanninger.

»Vi – eller vores sekretærer – bruger ufatteligt meget tid på at sidde og klikke os igennem listen og slette alle de negative testsvar. Det er tidskrævende, og det går ud over patientsikkerheden, for midt i de mange irrelevante svar, kan man nemt komme til at slette et vigtigt svar«, siger Jørgen Skadborg.

De praktiserende læger har ikke noget at bruge patienternes COVID-19-testsvar til. Når svarene alligevel havner i lægernes indbakke, skyldes det, at de praktiserende læger med deres autorisationsnummer i april formelt set kom til at stå som rekvirent af patienternes test for COVID-19.

I første omgang var det en formalitet, som Sundhedsministeriet beklagede, men efterhånden som testningen er blevet stærkt intensiveret, har formaliteten udviklet sig til en daglig belastning.

PLO har flere gange protesteret over ordningen, men ifølge Jørgen Skadborg har Sundhedsministeriet ikke taget lægernes protester alvorligt. Nu ser det dog ud til, at der sker noget.

»Det har kørt absurd længe, men nu accelererer man antallet af test voldsomt op, så nu skal der findes en løsning. Sundhedsministeriet har dog nu givet mundtligt tilsagn om, at de vil sørge for, at systemleverandører går ind og faciliterer, at vores systemer bliver programmeret om, så negative prøvesvar går direkte i patientens journal og ikke dukker op i vores indbakke. Men det må meget gerne ske snart!«, siger Jørgen Skadborg.

I hans egen praksis i Billund, hvor de er to læger, ligger der som regel 100 negative prøvesvar hver dag.