De sidder på hver sin side af forhandlingsbordet i disse måneder, PLO og Danske Regioner. Men før forhandlingerne krøb de om på samme side og formulerede en fælles vision for almen praksis. Væk er de knubbede ord og bitre angreb, der for ikke mange år siden syntes at true selve eksistensen af almen praksis, som vi kender den. Det satte spor, bl.a. som en utryghed, der kunne aflæses i lægers tilstrømning til faget.
I dag er det anderledes. Flere almenmedicinere er på vej, og specialet spås en central plads i det nære sundhedsvæsen. Og nu, med denne vision, bliver der lagt sigtelinjer ud, der rækker længere end overenskomstens treårsperiode. Det er godt for tiltrækningen, understreger Danske Regioners formand, Stephanie Lose
»At være praktiserende læge er ikke kun et specialevalg. Det er også en plan om på sigt at have sin egen klinik og være selvstændig erhvervsdrivende. Det er et stort skridt for mange, og hvis man skal turde tage det, skal man kunne se, hvad det er for en fremtid«, siger hun.
Usikkerheden om almen praksis er fejet af bordet, det borger enigheden i sig selv for, mener Christian Freitag, formand for PLO.
»For os har det haft stor positiv effekt at høre, at regionerne ser almen praksis ude i fremtiden. Også fordi vi får et bedre billede af den kortsigtede plan, der ligger i den treårige overenskomst«, siger han.
»Der står ting i vores vision, som, jeg mener, hjælper Danske Regioner med at satse på PLO som organisation. Vi ved godt, at der har været en fortid, hvor mange var usikre på, hvad vi ville f.eks. i forhold til sundhedsdata, ny teknologi osv. Det beskriver vi nu mere konkret. Derved kommer vi tættere på hinanden, og vi i PLO kommer længere væk fra vores bekymringer. Det kan der komme ud af det her. Der står faktisk ting, som vi kan holde hinanden op på«, siger han.
I visionen beskrives en praktiserende læge med nye funktioner, nye og anderledes opgaver og med flere ansatte, som i stigende omfang skal tage sig af patienterne. Er familielægen endelig ved at blive skiftet ud med en ny lægefigur?
Freitag: »Den praktiserende læge eller rettere, den praktiserende læges klinik vil naturligvis være noget andet i 2030, end den var i 2010. I og med at der kommer mere personale, handler det i højere grad om hele klinikken fremfor kun den praktiserende læge som person. Vi ved, at borgerne sætter meget stor pris på kontinuitet, altså at det er det samme ansigt, de ser. Men det kan i nogle tilfælde lige så godt være sygeplejersken, som f.eks. diabetespatienten har kontinuiteten med. Der har både PLO og DSAM nok udviklet sig. For 5-10 år siden mente vi i højere grad, at kontinuitet, det er lægearbejde. Men vi kan se, at patienterne naturligvis også knytter sig til sygeplejerskerne på de klinikker, der har dem«.
Lose: »Men lægen er der stadig, lægen er grundstammen i klinikken«.
En forudsætning i visionen er, at der bliver flere praktiserende læger. Det er der i 2030. Så mange, at det frie lægevalg skal genetableres.
»Konkurrence er sundt. Det betyder ikke noget for lægefagligheden, men det kan få indflydelse på servicen. Folk vil have noget forskelligt, nogle vil have en stor klinik, andre en lille helt tæt på, nogle vil have en kvindelig læge andre lægger vægt på akut tilgængelighed«, siger Freitag.
I det hele taget skal den praktiserende læge i de næste ti år udvikle en mere differentieret tilgang til patienterne. Og lægge sin tid hos dem, der trænger mest, de ressourcesvage.
Freitag: »Det er faktisk politisk modigt af begge parter, at vi siger, at ikke alle har krav på det samme. Nogle borgere skal hjælpes mere igennem end andre, de skal have nogle andre indgangsporte. Den praktiserende læge skal også være mere opsøgende over for nogle grupper og over for andre kunne forvente mere, f.eks. at patienten, der har aflyst en aftale, selv sørger for at få en ny. Det er ikke lægens ansvar«.
Lose: »Det betyder ikke, at vi lader de raske i stikken. De kan også blive syge. Men mange af de ressourcestærke patienter behøver ikke en tid hos lægen. De vil ofte være godt tilfredse med at blive hjulpet i klinikken, evt. i form af et videoopkald til sygeplejersken«.
Er det f.eks. en infektion, kan de få en tid i klinikken, evt i form af et videoopkald til sygeplejersken. Vi skal turde sige, at patienterne ikke vil protestere, de vil bare gerne have det gjort hurtigt«.
Lose: »Den praktiserende læge får i vores vision en rolle, der er ligeså vigtig som rollen som gatekeeper.Nemlig som tovholder for patienten. Det betyder, at lægen skal hjælpe patienten igennem forløb, der involverer besøg og undersøgelser andre steder«.
Er den praktiserende læge ikke allerede i dag tovholder?
Freitag: »Jo, men vi skal have bedre forudsætninger for at være det. Tanken er, at den praktiserende læge skal have et patientoverblik på tværs af sektorerne. Vi skal ved hjælp af teknologien kunne se, hvor patienten har været, hvilke undersøgelser og hvilke konklusioner der er. Det kan vi ikke altid i dag, vi har kun brudstykker«.
Lose: »Vi har allerede i dag, uden at loven skal laves om, gode muligheder for at få it på plads, så vi kan etablere et fælles patientoverblik, som kan se på tværs af sektorer. Men det skal fungere, det skal være til at have med at gøre«.
I de næste ti år bliver samarbejdet mellem praksis og sygehus udbygget, almen praksis skal have lettere adgang til rådgivning og visse undersøgelser, lover visionen.
Lose: »Vi vil gerne have, at den praktiserende læge kan få mere sparring, rådgivning og specialistrådgivning på hospitaler. Dermed kan lægen håndtere mere i sin praksis. Det skal også være muligt for lægen at få en subakut tid på sygehuset, eller rekvirere en undersøgelse og stadigvæk have ansvaret for patienten, der kommer tilbage til praksis, hvor lægen følger op på undersøgelserne. Det betyder, at dele af det resterende sundhedsvæsen må ændre sig, for at de praktiserende læger kan få større ansvar«.
Der skal sygehusene vel tages i ed?
Lose: »Ja, og det er vores ansvar. Ligesom vi i den seneste overenskomst med PLO har forpligtet os til at tage det i forbindelse med KOL og diabetes, som blev lagt ud i almen praksis. Her ligger der en opgave hos sygehusene med at få det organiseret«.
Freitag: »Vi skal finde en måde at skabe tilgængelighed til sygehusene på, som passer til almen praksis. Det er jo ikke nødvendigvis akut eller 24/7, at behovet er der. Vi arbejder også med at finde ud af, hvad det er hensigtsmæssigt, at praktiserende læger har direkte adgang til, og hvor det er bedst, at sygehusene overtager patienten«.
Får den praktiserende læge flere opgaver i det næste tiår?
Freitag: »Tempoet i dag er allerede for højt i mange klinikker, der er for kort tid til den enkelte patient. Noget bliver løst ved at vi bliver betydeligt flere praktiserende læger, men hvis regnskabet skal gå op, så skal der også afgives opgaver fra den enkelte læge. Så der bliver flere opgaver for lægens klinik, ikke for den enkelte praktiserende læge«.
På hvilken måde bliver visionen synlig i næste overenskomst?
Lose: »Hvad vi konkret taler om lige nu, holder vi inden for forhandlingsrummet. Vi kan ikke realisere det hele inden for en treårsperiode. Men det ville være mærkeligt, hvis vi kom ud med en overenskomst, der ikke passede ind i vores fælles vision. Og vi har gode grunde til at tro, at vi når det frem til 2030. Se bare, hvor meget sygehusene har udviklet sig på ti år«.
