Skip to main content

PLO: Vi er gamle

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

2. dec. 2011
2 min.

Syge danskere kan få et problem om ganske få år, hvis de skal tilses af en læge. Hver tredje praktiserende læge er fyldt 60 år, og mange står lige foran pensionering.

Der uddannes færre praktiserende læger, end der skal bruges, hvis blot efterspørgslen efter lægeydelser i de kommende år stiger - også om det så kun er med nogle få procent.

»De sidste ti år er der kommet flere nye lægestillinger på sygehusene, end vi er praktiserende læger i hele landet«, sagde formand for de Praktiserende Lægers Organisation Henrik Dibbern til repræsentantskabsmødet lørdag den 26. november.

Ganske vist viser en undersøgelse af lægedækningen, som regionerne har foretaget, at de praktiserende læger kan påtage sig flere patienter, selv dér, hvor lægemanglen er størst.

I Region Sjælland har lægerne ifølge undersøgelsen næsten plads til 10 pct. flere konsultationer. Det samme gælder i Region Nordjylland, hvor der ellers har været store problemer med lægemangel og rekruttering. Og i Region Hovedstaden kan de praktiserende læger passe 90.000 flere patienter, end de gør i øjeblikket.

Lægemangel ikke aflyst

De nye tal får dog ikke PLO til at aflyse lægemanglen i almen praksis. Skal kapaciteten udnyttes fuldt ud, kræver det et opgør med det frie lægevalg:

»Det er dejligt, når ens patient faktisk har valgt én som læge. Men hvis regionen vil sikre, at den ledige kapacitet bruges fuld ud, er det også deres ansvar at forklare patienterne, at den vil tage friheden fra dem«, siger Henrik Dibbern.

Kaj Bernth, praksisudvalgsformand i Region Nordjylland er enig og fastslår, at der i hans region lige nu er 46 ledige stillinger, og at der om kort tid vil være 100.

Ifølge PLO bør den nye undersøgelse bruges til at holde igen med at tildele ydernumre tæt på de større byer, hvor ekstrakapaciteten viser sig at være størst. For uudnyttet kapacitet eller ej, så har almen praksis en aldersudfordring:

»Vi er nødt til at have en produktion af unge almenmedicinere, som er større end udbuddet af praksis, før vi kan være sikre på, at man i de kommende år kan få praktiserende læger på Lolland og i Nordjylland«, sagde Henrik Dibbern.