»Pludselig går alarmen på stue 11 …«

6.30 Vi skal op, og vores tre børn skal af sted i skole. Heldigvis er de store nok til at klare det meste selv, så det bliver en rolig start, inden jeg cykler de tre km til arbejde. Inden morgenkonferencen mødes hele Anæstesiologisk Afdeling, der tæller 80 læger, inden vi går til konference på intensiv.

8.45 På stuegangen. Den første patient er en ung mand med bevidsthedspåvirkning og formodet autoimmun encefalitis. Under en længere samtale med hans mor forklarer jeg, at diagnosen er usikker, og at vi får nogle vigtige prøvesvar i morgen. Indtil da vil vi holde ham sovende og bedøvet.

9.40 En ældre herre er blevet kørt ned på sin scooter og har et alvorligt brud på bækkenet og ryggen. Jeg skal gøre ham klar til operationsgangen, hvor han skal have lavet en stabiliserende operation af bækkenet. Jeg fokuserer især på hans koagulationsproblemer, som jeg hjælper kirurgen og anæstesiologen med at løse. Patienten er delirøs, og jeg inkluderer ham derfor i et forskningsprojekt, vi har på afdelingen.

12.00 På middagskonference diskuterer vi patienterne og lægger planer for den videre behandling. Efter en hurtig frokost, går jeg tilbage til patienterne kl 13.00, hvor jeg får fulgt op på formiddagens stuegange.

14.30 Jeg overtager vagttelefonen og skal fra nu af visitere intensivpatienterne til vores afdeling – som i øvrigt er Nordens største med 27 pladser. Her er et stort turnover, og da jeg overtager telefonen, er der allerede tre patienter på vej ind på intensiv. To efter stor cancerkirurgi, og én patient med en voldsom gastrointestinal blødning, som man ikke har kunnet stoppe ved gastroskopi. Man har derfor måttet standse det blødende kar ved coiling. Patienten er ustabil og har brug for supplerende transfusioner.

17.30 Pludselig går alarmen på stue 11. En patient med morbus Bekhterev og fraktur af halshvirvlerne desaturerer (falder i iltmætning, red.) og har brug for akut intubation. Problemet er, at halsen stadig er ustabil, og derfor er intubationen en meget vanskelig procedure. Heldigvis får vi hurtigt samlet et hold af dem, som har de bedste kompetencer til proceduren, og patienten bliver intuberet uden større problemer.

20.30 Jeg bliver kaldt ned i skadestuen til en 85-årig kvinde, der kommer ind med septisk shock. Kvinden er udskrevet fra intensivafdeling for nogle uger siden, og har haft svært ved at klare den seneste tid, hvor hun har været på en aflastningsplads. I samråd med familien og lægerne i akutmodtagelsen bliver vi enige om, at hun ikke skal på intensiv, men lægges ind på en sengeafdeling, hvor man ved forværring vil overgå til lindrende behandling.

21.00 Et kald fra børnemodtagelsen, hvor en etårig dreng har problemer med at få luft pga. en infektion med RS-virus. Han er udtrættet og behøver hjælp til at trække vejret. Vi får ham over på intensiv, hvor vi stabiliserer ham på nasal CPAP – et apparat, der puster luft ind gennem næsen under tryk og dermed aflaster det respiratoriske arbejde. Kl. 22 kan jeg overlevere vagtkalderen og cykle hjemad i modvind.

22.20 Da jeg kommer hjem, er børnene gået i seng, og min kone er faldet i søvn på sofaen. Jeg vækker hende venligt, og vi får snakket dagen igennem, inden vi går til ro. —