Hændelsen fik hende til at overveje, om hun overhovedet skulle fortsætte med at være læge.
»Jeg var helt ude af flippen og tænkte, om jeg skulle lave noget andet. Jeg synes, det var så rasende forkert, at jeg ikke havde kunnet finde ud af at passe på hende. Rationelt kunne jeg ikke have gjort andet, men jeg tænkte, at jeg da ikke kunne være velegnet til at passe på tusindvis af ufødte børn og deres fødsler, hvis ikke jeg kunne passe min egen familie.«
Vil gerne hjælpe med at forstå bedre
I dag har hun fået bearbejdet sorgen og har et konkret mål med at stå frem med historien.
»Det er ikke mig at fortælle om mig selv. Jeg er utrolig privat. Men blandt sundhedsprofessionelle er der uvidenhed om, hvor slemt det er, og jeg har fået en forståelse for, hvor slemt det er. Det vil jeg gerne bringe videre«, siger Charlotte Wilken-Jensen.
Hændelsen, der nu ligger over ni år tilbage, har for altid ændret Charlotte Wilken-Jensen og har gjort, at hun tænker anderledes som læge.
»Den ydmyghed, man har som læge, bliver ekstra udtalt, når man ser, hvilke konsekvenser det får, når det ikke går godt. Derfor må vi som læger aldrig tænkte, at en gang imellem går det galt. For det må ikke gå galt. Det indstilling skal vi huske. Og så kan andre læger bruge historien til at gøre sig endnu mere umage med at forstå, hvad der foregår inde i de patienter, de snakker med til dagligt. Vi skal aldrig glemme den empati, som vi alle har. Vi er i vores gerning så tætte på kernen i andre folks liv, og det skal vi have så meget respekt for«, fortæller Charlotte Wilken-Jensen i Ugeskriftes Podcast.