»Kan man overhovedet tillade sig at få børn, når man ved, at man snart kommer til at dø fra dem?«
Jeg bliver konfronteret med spørgsmålet på vej mod Køge Sygehus, hvor jeg netop er startet på mit sidste år af hoveduddannelsen i anæstesi. Et år med udsigt til pendling og podcasts, men også et år, hvor jeg uvægerligt vil blive konfronteret med døden. Det synes derfor at være yderst relevant at starte mit nye pendlerliv med netop denne podcast.
Spørgsmålet bliver stillet i radiofortællingen »Kærlighed på lånt tid«, hvor vi følger børnelægen Morten Stabergs følelsesladede rejse fra at være single børnelæge med fuld fart på karrieren til at træde ind over en usynlig grænse for selv at blive patient diagnosticeret med en uhelbredelig hjernetumor. Historien drager paralleller til Paul Kalanithis »Før jeg forsvinder«, dog tillægges yderligere en dimension, da Morten, i forbindelse med sit livs dårligste foredrag, pludselig møder Jennie. De bliver kærester, senere gift og starter fertilitetsbehandling – alt sammen i en fuldstændig urimelig kamp mod tiden.
»Kærlighed på lånt tid« burde være obligatorisk lytning for læger og andre faggrupper i sundhedsvæsenet, som til daglig arbejder i et felt, hvor man skal forsøge at se ind bag tuberne, slangerne og ledningerne og ind til mennesket bag sygdommen og det hvide hospitalstøj.
Ud over at være en rørende kærlighedshistorie giver den indsigt i den udvikling, et menneske gennemgår i mødet med sundhedsvæsenet. Eksempelvis beskriver Morten, hvordan han efter en neurokirurgisk operation pludselig ikke kan skelne, om hans pårørende er mænd eller kvinder. Og rørende er det at følge ændringen i Mortens tale igennem podcasten. Han er vedvarende skarp og velformuleret, men talen bliver gradvis langsommere, og han må i tiltagende grad lede efter ordene: »Hvis jeg har noget klogt eller sjovt at sige, så skal jeg skynde mig« fulgt op af et tørt, konstaterende »… det er dødssygt«.
Midt i meningsløsheden er det livsbekræftende at følge Morten og Jennies insisteren på at fokusere på det positive og meningsfyldte i livet. Som da de efter en hård periode grinende snakker om, at de nu bare kunne tænke sig en god eftermiddag sammen. Mortens humoristiske sans er bevaret igennem hele fortællingen, som da han via talegenkendelsen på sin telefon har en »samtale« med den robotagtige Google-stemme om, hvad han skal gøre for sin kvalme.
I løbet af de fire podcastafsnit opstår der endnu et spørgsmål: Kan man overhovedet tillade sig at anmelde en fortælling om Morten Stabergs sidste tid? Måske ikke. Men historien om Morten og Jennie er også en unik indsigt i at være patient og pårørende, set fra en læges perspektiv. Derudover er historien fyldt med korte dialoger med onkologer, neurokirurger og jordemødre, som på dybt professionel og samtidig empatisk vis overleverer såvel gode som dårlige nyheder. Personligt har jeg taget et par af formuleringerne til mig.