Skip to main content

Poliosygdommen og dens følger

Peter Skinhøj

2. nov. 2005
4 min.

Knap 50 år er forløbet siden den seneste store polioepidemi i Danmark, og i de seneste 45 år har vi haft en effektiv vaccinationsforebyggelse. Er der da mere at tale om eller ny viden at indhente? Svaret er ja, og kan læses i to artikler i dette nummer af Ugeskriftet. Begge påpeger, at poliosygdommen endnu ikke kan henvises til medicinalhistorien, men fortsat kræver danske lægers opmærksomhed.

For det første er den globale eradikation af poliovirus endnu ikke opnået, og WHO's mål herom har måttet udsættes til år 2005. Årsagerne hertil gennemgås af Agnete Munk Nielsen (1). I 30 lande findes der fortsat poliotilfælde, og vaccinationsniveauet i alle lande må holdes meget højt, da virus kan persistere gennem mange subkliniske tilfælde og kan spredes yderst let fra det ene kontinent til et andet. De seneste eksempler herpå er tre sygdomstilfælde i Bulgarien i foråret 2001, hvor virus var importeret fra Indien. Ved et udbrud på Cap Verde Øerne i år 2000 stammede virus fra det sydlige Afrika. Immuniseringen må ydermere i stigende grad baseres på den dyrere og mere besværlige, inaktive injektionsvaccine (IPV), da den levende, svækkede vaccine (OPV) har vist sig at kunne mutere tilbage til patogen form, ved spredning af vaccinevirus i befolkningsgrupper med insufficient immunitet (2). Også det danske vaccinationsprogram er af denne grund netop blevet ændret ved indførelse af en fjerde IPV-vaccination i femårsalderen til erstatning for de tre OPV-doser. Vi må kunne forklare børneforældrene det vigtige og nødvendige heri.

For det andet ramte de seneste store epidemier især børn og unge, hvorfor der stadig lever et par tusinde danskere med større eller mindre men efter sygdommen. For dem og deres pårørende er det vigtigt at vide, hvilke senfølger der kan påregnes. En række tidligere undersøgelser afdækkede de mange fysiurgiske, respiratoriske, sociale og psykologiske sequelae, som patienterne blev efterladt med (3). Imidlertid er også andre senfølger blevet identificeret. Det drejer sig først og fremmest om begrebet post polio-syndrom, der de seneste 20 år har været omdiskuteret, men er en realitet for mange patienter. Syndromet omfatter tiltagende muskelsvækkelse med nye funktionstab, træthed, smerter og eventuelt belastningsskader fra muskler og led. Disse fænomener må erkendes og modarbejdes således som beskrevet af Gunnar Grimby (4) og tidligere af Frank Lønnberg (5). Fysisk træning, som er afpasset efter pareseforholdene, varetages bedst i specialambulatorier. Behandlingen skal ofte kom-bineres med smertebehandling, ortopædkirurgisk intervention og hjælpemiddelinstruktion. Øget forekomst af andre sygdomme hos tidligere poliopatienter har også været debatterede emner. Agnete Munk Nielsen har i et ph.d.-projekt, på basis af alle patienter fra Blegdamshospitalet 1919-1954, undersøgt den efterfølgende kræftforekomst og fundet, at der er en lille, men sikker overhyppighed af bryst- og hudkræft hos kvindelige patienter, hvorimod der ikke påvistes nogen øget forekomst af tumorer i centralnervesystemet (6). Der kunne ikke gives nogen plausibel forklaring på forekomsten af de to kræfttyper. Også senere forekomst af andre neurologiske lidelser har været postuleret, og i samme patientkohorte, kunne det påvises, at forekomsten af dissemineret sklerose var større end forekomsten i baggrundsbefolkningen (7). Om end årsagen til disse sammenhænge endnu ikke er kendt, og det absolutte antal af disse sygdomme var beskedent, må vi kunne redegøre for disse forhold over for patienterne. Endelig må det ikke glemmes, at patienter med respiratoriske sequelae har en øget forekomst af pulmonale infektioner, ligesom forekomst af sten-dannelse i urinvejene og neurogene blæredysfunktioner med tilhørende komplikationer ses hos mange patienter.

Endnu i 10-15 år må vi påregne, at der er behov for vaccinationsprofylakse mod polio, og i samme periode må vi fortsat være opmærksomme på de tidligere patienters problemer. Relationen mellem infektionssygdom og sequela er som ved fx mæslinger, hepatitis, Chlamydia- og Helicobacter-infektioner endnu ikke fuldt belyst.


Referencer

  1. Nielsen AM. Poliomyelitis. Ugeskr Læger 2002; 164: 2743-5.
  2. Skinhøj P. Global udryddelse af polio - problemer på falderebet. Ugeskr Læger 2001; 163: 2641.
  3. Skinhøj E. Some problems of acute anterior poliomyelitis and its sequelae. København: Einar Munksgaard, 1949.
  4. Grimby G. Postpolio - symptomatologi och åtgärder. Ugeskr Læger 2002; 164: 2752-6.
  5. Lønnberg F. Følger efter polio - en oversigt. Ugeskr Læger 1998; 160: 3904-7.
  6. Nielsen NM, Wohlfahrt J, Aaby P, Hjalgrim H, Pedersen CB, Askgaard DS et al. Cancer risk in a cohort of polio patients. Int J Cancer 2001; 2: 605-8.
  7. Nielsen NM, Wohlfahrt J, Melbye M, Rasmussen S, Mølbak K, Askgaard DS et al. Multiple sclerosis and poliomyelitis. A Danish historical cohort study. Acta Neurol Scand 2000; 101: 384-7.