Skip to main content

Politikere vil ikke dødsdømme de små enkeltmandspraksis

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

7. mar. 2008
4 min.

Over hele landet er mønstret det samme: Tendensen går mod centralisering med større lægehuse, drevet af praktiserende læger i fællesskab. De unge praktiserende læger vil helst arbejde i fællesskaber, og lægemangelen gør denne udvikling nødvendig. Men hvor stærkt skal det gå? Og glemmes kvaliteterne i familielægens enkeltmandspraksis i de tyndt befolkede landområder, fordi problemer med rekruttering og høj gennemsnitsalder skaber panik og angst for kaos?

Der træffes i disse måneder beslutninger med vidtgående betydning, og der fremlægges praktikplaner, hvor den røde tråd er centralt beliggende lægehuse med assisterende fagligt personale. Et af stederne er i Region Syddanmark, og her har praktikplanen netop været i høring hos alle kommuner. Planen er generelt blevet godt modtaget af kommunalpolitikerne, der i deres høringssvar er enige i, at udviklingen er bekymrende, og at det er nødvendigt med en regulering, hvis alle borgere i fremtiden skal være tilmeldt hos en praktiserende læge.

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for »dødsdommen« over enkeltmandspraksis eller den måde, hvorpå planen så at sige vender tommelfingeren op eller ned for de enkelte praksis.

Langt til læge

Kolding Kommune slår således i sit svar et slag for den små praksis. Man er enig i, at kapaciteten skal øges, men i høringssvaret peger kommunen på, at en omstilling til flere læger i hver praksis vil være en proces over mange år. Kommunen har derfor svært ved at se, hvordan det kan løse problemet med rekruttering de næste fire år. Samtidig peger kommunen på, at der også er fordele ved de små praksis i yderområder:

»Antalsmæssigt dækker enkeltmandspraksis 53 procent i regionen. Fordelen ved enkeltmandspraksis er, at de giver en bedre dækning i tyndt befolkede områder. Kolding Kommune vil mene, at en enkeltmandspraksis lige så godt som flerlæge praksis kan opgraderes med personale og dermed øget kapacitet. Færre enkeltmandspraksis vil medføre, at borgerne i nogle landområder vil få langt til en praktiserende læge og have få læger at vælge imellem«, hedder det således i Kolding Kommunes høringssvar.

»Ufleksibel plan«

I Sønderborg Kommune foreslår planen de 49 praktiserende læger samlet i 13 lægehuse, og der nævnes ved navn enkeltmandspraksis, som der ikke er megen tiltro til kan eller bør overleve. Det bryder de sig ikke om i kommunens sundhedsudvalg, der blandt andet skriver således i høringssvaret:

»Det er vigtigt at fremhæve, at praksisplanen principielt skal give mulighed for videreførelse af ydernumre i landpraksis, såfremt prognoserne om manglende mulighed for overdragelse af disse praksis ikke holder. Af den årsag, samt af hensyn til de berørte praksis fremhæves, at enhver navngivelse af formodede lukningstruede praksis anbefales fjernet helt fra praksisplanen«.

Formand for udvalget, Helge Larsen (S), mener, at planen er for ufleksibel, fordi den fokuserer for meget på centralisering i lægehuse. Det kunne jo være, at nogle mindre landpraksis i virkelighedens verden alligevel godt kan overleve, siger han:

»Vi bryder os ikke om, at planen lukker flere døre, end den åbner. Vi er enige i analysen af, at noget skal gøres, og vi er enige i, at tendensen går mod fællesskaber i lægehuse. Men det generer da ikke nogen, at der samtidig fortsættes med mindre praksis i landområder. Det er tværtimod et fint supplement. Sådan arbejder vi også konkret her i Sønderborg: Netop nu planlægger vi et trænings- og sundhedscenter i midtbyen, hvor der bliver 500 kvadratmeter til praktiserende læger. Og samtidig støtter vi, at nogle gerne vil fortsætte med deres praksis på landet. Der er jo forskellige ønsker og behov«.

Helge Larsen er stor modstander af, at nogle praksis direkte nævnes som dem, der bør lukke.

»Ja, det kan vi slet ikke med. Når først det kommer ud i offentligheden, er det som om, de allerede er dødsdømte, og det er jo for nogle praksis vedkommende direkte i modstrid med virkeligheden. Så det kan vi slet ikke acceptere«.

Dupont: Vi skal ikke være ømskindede

Det er ikke kun Region Syddanmark, der i praksisplaner direkte peger på navngivne praksis, der enten bør lukkes eller flyttes til et fællesskab i en større by. Det sker over hele landet, og er det ikke at undergrave private forretninger og deres markedsværdi?

Formand for PLO, Michael Dupont, forstår følelserne, men han ser det ikke som det store problem, og han mener ikke, at det ligefrem påvirker markedet.

»Jeg forstår udmærket, at man kan føle sig pikeret over at se sin praksis i denne sammenhæng. Det ville jeg også personligt blive, det er jo en meget naturlig følelse. På den anden side skal vi heller ikke blive for ømskinnede, og det er jo ikke noget, politikerne kan tvinge igennem. Jeg tror nok, at der er andre faktorer, der spiller ind, og hvis en læge ser en god praksis, som er til salg og vurderer, at den har en fremtid, så vil han eller hun nu nok slå til, uanset hvad der står i en rapport eller plan, embedsmændene har udarbejdet. Så jeg synes ikke, man skal se det som det store problem, selv om man selvfølgelig godt kan sige, at de pågældende praksis bliver hængt ud«.