Det startede med en genopførelse, da Lægeforeningen Hovedstaden torsdag havde inviteret til valgmøde på Rigshospitalet. En genopførelse af det politiske teaterstykke, der havde urpremiere i slutningen af september lige efter indgåelsen af den – i hvert fald på papiret – brede psykiatriaftale:
Regeringens støttepartier forsvarede aftalen, men skyndte sig også at kalde den ’et første skridt’, mens blå bloks opposition anerkendte retningen i aftalen, men kaldte den uambitiøs og rasede over et lukket forhandlingsforløb og manglende finansiering længere en halvandet-to år frem. At aftalen blev landet alt for sent, var samtlige 12 tilstedeværende kandidater enige om – med afbud fra Socialdemokratiets kandidat var der ingen, der følte sig kaldet til at forsvare, at der skulle gå helt til en uge før udskrivelsen af folketingsvalget, før aftalen blev landet.
Krisen i psykiatrien var det første punkt på valgmødet, og ikke overraskende kom det til at fylde det meste, og mens ingen havde lyst til at forsvare tidsforløbet, argumenterede støttepartierne for værdien og berettigelsen af aftalen, fordi den forpligter forligskredsen på alle de 37 mål, der er opstillet i det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen. Ingen påstår, målet er nået, det er ingen endelig plan, det er – og her kom den så – kun et første skridt, og partierne har bundet sig til at forhandle igen snart, til at finde finansieringen og til at foretage de fremtidige initiativer på grundlag af faglige anbefalinger, hed det fra blandt andet SF’s Peter Westermann, Enhedslisten Peder Hvelplund og de radikales Stinus Lindgreen.
I den anden ende af det lange panelbord sagde Venstres Martin Geertsen, at der ,ikke er noget i vejen’ med planen som sådan, men at den nok var blevet ’noget mere konkret’, hvis der havde været mere tid til forhandlinger, og han gentog løftet, som en samlet blå blok har afgivet om at indkalde til nye forhandlinger, hvis magten skifter hænder. Målet er et ,nationalt kompromis’, der skal sikre en klar finansiering af hele planen, sagde han.
Midt i panelet – og i centrum for de kommende sværdslag om statsministerposten, hvis man skal tro meningsmålingerne – sad Moderaterne, repræsenteret af Monika Rubin. Partiet valgte som det eneste ikke at tiltræde aftalen, og det skyldtes den manglende finansiering, sagde hun.
’Vi skulle være blevet siddende ved bordet. Vi skal have en reel 10-årsplan i stedet for en, der er blevet jappet igennem’, sagde Monika Rubin.
Finansiering eller ej
Flere partier har på det seneste præsenteret udspil, hvor der er sat tal på finansieringen – med et vist sammenfald omkring de 4,5 milliarder om året, som Dansk Psykiatrisk Selskab pegede på i et overslag for et år siden. Men hvor skal pengene komme fra? Liberal Alliances Charlotte Nellemann sagde, at ’pengene skal findes internt i sundhedsvæsenet ved blandt andet at slå ned på de stærkt stigende udgifter til juridisk og administrativt personale. Hun henviste blandt til en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd, som viser, at landets sygeplejerske udfører unødvendige administrative opgaver i, hver der i timer svarer til 2.500 årsværk.
Nye Borgerliges Denise Rostgaard pegede ligeledes på, at ,der er masser af penge i det offentlige’, og at det handler om prioriteringer og om at droppe de instanser i samfundet, der ,gør folk syge’, sagde hun med direkte henvisning til jobcentrene, mens Kristendemokraternes Jesper Housgaard som en af de eneste kaldte psykiatriaftalen for decideret ,dårlig’. Han pegede på, at hans parti allerede i 2021 fremlagde en samlet og finansieret plan for psykiatri- og handicapområdet, som afsætter 6 milliarder om året.
Stinus Lindgreen fastholdt, at der – trods manglende langtidsfinansiering – er god mening med den indgåede aftale:
’Det handler om, hvorvidt man foretrækker en bred aftale, der holder uanset farven på regeringen, eller en smalt forhandlet aftale, der er lettere at forkaste efter et valg’, sagde han, mens Enhedslistens Peder Hvelplund pegede på, at psykiatrien også fremover vil være en politisk kampplads, men at kamppladsen har ændret sig, fordi stort set alle partier har bundet sig op på, at alle de 37 anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen skal være implementeret om ti år.
Men nej, indvendte Martin Geertsen, der er ikke brug for en årlig revolution om psykiatrien – så bliver det igen bare hop fra tue til tue, sagde han.
Kokken skal lave mad
Da der blev åbnet for spørgsmål fra salen, ville børne- og ungdomspsykiaternes formand, Nina Tejs Jørring, gerne vide, hvad partierne vil gøre for at stoppe afvandringen fra den regionale psykiatri over i det private. Hver uge forlader psykiatere den offentlige psykiatri, og hovedbegrundelsen er, at de ikke kan bruge tid på det, de er bedst til: at behandle. Kunne man forestille sig, at psykiatrien kunne blive målt på andet end overholdelse af udrednings- og behandlingsgarantien og i stedet på kvaliteten og resultaterne af behandlingen, spurgte hun.
Peder Hvelplund pegede på, at lægefaglige vurderinger skal ligge til grund for prioriteringerne, og Charlotte Nellemann var parat til at se på, hvad psykiatrien og det øvrige sundhedsvæsen bliver målt på:
’Det er klart, at kokken ikke bare skal stå for at købe kartofler – han skal også lave mad’, sagde hun.
De konservatives Christoffer Buster Reinhardt, der både er kommunal- og regionspolitiker, havde tidligere fremhævet, at det berører ham dybt, at man i Region Hovedstaden kunne lever op til udredningsgarantien i halvdelen af børne- og ungdomspsykiatri-sagerne, og han pegede på, at det er centralt at få kigget på, hvordan man kan aflaste klinikerne for administrative byrder.
Alle gode kræfter
Formanden for de praktiserende speciallæger i FAPS, Ann-Louise Reventlow-Mourier, ville derefter gerne vide, hvordan partierne ville sikre, at FAPS’ medlemmer kan være en del af løsningen i psykiatrien. Mange af de praktiserende speciallæger i psykiatri har måske nok forladt den regionale hospitalspsykiatri, men de vil gerne være en del af den offentlige psykiatri. Hvordan vil partierne sikre, at der er ydernumre nok?
Christoffer Buster Reinhardt understregede, at ,alle gode kræfter’ skal bringes i spil:
’Det er gøres bedst under ydernummer-systemet, men vi skal også sikre, at lægerne har frihed til at være der, hvor de gerne vil være’, sagde han.
Martin Geertsen var enig og sagde, at det for ham handler om at integrere alle måder at organisere behandlinger på i det samlede sundhedstilbud, men ligesom Stinus Lindgreen og Peder Hvelpund pegede han på, at det også handler om at finde en balance, så man også sikre geografisk dækning, når det gælder ydernumre.
Peter Westermann sagde, at han som regionspolitiker meget gerne vil skæve til den model, Region Syddanmark bruger for at skabe sammenhæng mellem den offentlige psykiatri og de praktiserende speciallæger – den såkaldte Fynsmodel – hvor de praktiserende læger står for en del af de udredninger, som fylder mere og mere i den offentlige psykiatri. Men, sagde han:
’Det handler om at aflaste – ikke om at affolke den offentlige psykiatri’.
Patienten skal stabiliseres
Susanne Wammen, Overlægeforeningens formand, henviste derefter til foreningens nylige undersøgelse, der viste, at så mange som 46 procent af de nuværende regionalt ansatte psykiatere inden for de seneste halve år, har overvejet at søge over i private regi. Hvis ikke den offentlige psykiatri skal gå helt til, hvad vil partierne så gøre for i det mindste at sikre ydernumre nok til at bevare et tilbud, der er tilgængeligt for alle uanset pengepung?
Venstre vil, sagde Martin Geertsen med henvisning til partiet sundhedsudspil, både sikre penge til oprettelsen af det nødvendige antal ydernumre og til at bedre forholdene i den offentlige psykiatri, så flere vil blive eller søge tilbage.
Charlotte Nellemann fra Liberal Alliance pegede på, at når 46 procent vil søge væk, siger det ’noget om systemets tilstand’, og at man derfor bør starte med at spørge de ansatte om, hvad der skal til for at blive.
Moderaternes Monika Rubin fremhævede den akuthjælpepakke, som partiet har foreslået for sundhedsvæsenet.
’Vi må gøre, ligesom når vi har en patient på traumelejet. Det handler om at få patienten stabiliseret, før vi kan flytte ham videre til operation. Og sundhedsvæsenet er lige nu i en tilstand, hvor det handler om at stabilisere – vi kan ikke operere på det nu’, sagde hun.
Prioriteringer og garanti
Et af Moderaternes forslag til et akut indgreb er en et år lang, midlertidig ophævelse af behandlingsgarantien, og de tanker fik en del år med på vejen i valgmødets anden del, der efter en kort kagepause og et par afsluttende psykiatri-indlæg havde fokus på kapacitet, prioriteringer og lighed i sundhed. For hvordan kan man politisk understøtte de nødvendige prioriteringer, der uomgængeligt venter forude?
Martin Geertsen sagde, at man fra Venstre ,ikke tror på, at det hjælper at afskaffe det frie sygehusvalg’, men Monika Rubin understregede, at Moderaterne vil have et sundhedsvæsen med behandlingsgaranti, og at det netop kun var tale om en midlertidig ophævelse.
Hun pegede desuden på, at der er behov en meget bredere tilgang til en egentlig sundhedsreform, hvor man ser på hele organiseringen af væsenet – med helt andre basale greb end dem, der ligger i den sundhedsaftale, der blev indgået i forsommeren. Og der blev smågrinet ned langs panelet af en bemærkning om, om der mon er andre end de på mødet fraværende socialdemokrater, der fortsat betegner aftalen som en sundhedsreform?
Mens Nye Borgerlige vil have et hurtigt arbejdende råd – med streg under hurtigt – til at se på afbureaukratisering af sundhedsvæsenet, pegede Martin Geertsen om, at der i hans øjne ikke er nogen vej uden om at flytte opgave væk fra sygehusene.
’Vi bliver nødt til at skubbe flere opgaver over på kommunerne og det nære sundhedsvæsen, og det kræver, at vi giver det et løft – for eksempel på det socialpsykiatriske område’, sagde han.
Det kræver, fortsatte han, at der laves nationale kvalitetsstandarder for de kommunale indsatser, og så kræver det, at de faglige organisationer i forlængelse af Robusthedskommissionens arbejde viser ,vilje til at bøje sig mod hinanden’, sagde han og kom med en hilsen til Lægeforeningens modstand mod at give sygeplejerskerne selvstændigt virksomhedsområde.
SF’s Peter Westermann var enig, at det handler om at ,gøre det klogere’ i arbejdsfordelingen og at bevæge sig fra akutte prioriteringer til langsigtede, kloge prioriteringer.
Mens Enhedslistens Peder Hvelplund efter et spørgsmål fra salen om det samlede antal sengepladser i sundhedsvæsenet pegede på, at der både på de medicinske afdelinger og inden for psykiatrien er nærmest permanent overbelægning, og at færre sengepladser her slet ikke giver mening, var der bred enighed om den meget politiske formulering om ,det rigtige antal sengepladser’. Til gengæld luftede Monika Rubin ideen om at arbejde mere fleksibelt med antallet af sengepladser, så det bliver afstemt med de ofte årstidsbestemte udsving i behov.
Lægeforeningen har afholdt valgmøder i Region Nord og Region Sjælland.
I den kommende uge, er der lignende valgmøder i Region Midt og Syd. Hvis du vil deltage, kan du melde dig til via din lokale forening på laeger.dk
