Politikerne er nødt til at prioritere psykiatrien

Psykiatrien har i mange år levet som sundhedsvæsenets tålte, men ofte negligerede og forsømte familiemedlem. Derfor er der store forventninger til den rapport, som regeringens psykiatriudvalg har arbejdet intenst med i 15 måneder.

Sundhedsministeren har netop løftet sløret for, at hun er klar til at tage nogle vigtige kampe: at bryde med den tabuisering, som stadig omgiver mange psykiske sygdomme, og at insistere på, at behandling af psykisk sygdom skal ske på grundlag af forskning og lægefaglig evidens.

Lægeforeningen ser frem til rapporten. Det er positivt at komme i dybden med behovene i psykiatrien, og vi har en klar forventning om, at rapporten indeholder gode konkrete anbefalinger, der kan løfte behandlingen, eksempelvis flere nationale kliniske retningslinjer for psykiatrien og mere forskning.

Men det er lige så klart, at selv de bedste forslag i hele verden ikke flytter meget, hvis ikke man i den efterfølgende politiske proces tager fat i behovet for en større kapacitet i psykiatrien.

Der mangler 1.200 fuldtidsstillinger bare til behandling af voksne med skizofreni, angst og depression. Sengepladserne bliver stadig færre, der er mangel på udgående team, og ventelisterne til de praktiserende psykiatere er alt for lange.

Knap en fjerdedel af voksne med en psykisk sygdom venter mere end to måneder på at komme i behandling. Det har voldsomme konsekvenser for en stor gruppe, som ikke er i stand til at gøre opmærksom på det. Det er i sig selv rystende, at to tredjedele af de mennesker, der havner på en førtidspension på grund af psykisk sygdom, faktisk har en lidelse, som det er muligt at behandle, så de kunne leve et anderledes aktivt liv.

At der er behov for at investere i psykiatrien bredt, kommer tydeligt frem i debatten om tvang. Her nytter det altså ikke at formane personalet om, at de ikke skal bruge tvang. Jeg kender ingen sundhedsprofessionelle, som ønsker at bæltefiksere og tvangsmedicinere. I stedet er der brug for særlige kompetencer til at behandle denne patientgruppe, brug for flere udgående team, som tidligt kan sætte ind med behandling, og for gode fysiske rammer, som giver patienterne ro og mulighed for at udfolde sig fysisk.

Regeringens psykiatriudvalg er sammensat af fagfolk og interesseorganisationer, hvis primære opgave er at bidrage med viden. At sikre den nødvendige kapacitet kræver politisk handling, og det bør regeringen forholde sig til, når den – på skuldrene af udvalgets anbefalinger – vil lancere en psykiatriplan.

Der er brug for, at politikerne tager det ansvar på sig at prioritere psykiatrien, når pengene skal fordeles. Kræft- og hjertesygdomme har været genstand for flere målrettede planer gennem de seneste år. Det har været nødvendigt, og derfor har brede flertal i Folketinget bundet millioner af kroner i enden af planerne. Politikerne bør på samme måde koble ambitiøse langsigtede mål med den nødvendige finansiering i psykiatriplanen. Ellers fortsætter diskriminationen.