Popularisering … åh, nej

Folk ved ikke nok om forskning.

Hvorfor skulle de da også det?

Fordi folk stemmer på politikere, som giver penge til forskning.

Men formidling af forskning, popularisering af forskning har aldrig stået øverst på dagsordenen. Hverken hos forskerne eller myndighederne.

Det gjorde det imidlertid på en konference i TV-Byen i foregående måned afholdt af Videnskabsministeriet og Danmarks Radio i forbindelse med det just overståede EU-formandskab, og efter konferencen at tyde vil forskningsformidling blive et varmt emne fremover.

På vegne af en afbudsramt videnskabsminister beklagede departementschef i Videnskabsministeriet, Leo Bjørnskov, at den offentlige interesse for forskning ikke bevæger sig i samme hast som udviklingen inden for videnskaberne, og han fremhævede biotekbranchen og genforskningen. Han understregede, at det aktuelle og stigende rekrutteringsproblem, især inden for naturvidenskaberne, hænger sammen med befolkningens generelt lille interesse for området.

»Videnskabskommunikation er meget underprioriteret, men meget væsentlig, for offentligheden er nødt til at understøtte videnskaben«, udtalte Leo Bjørnskov.

I EU-landene er 52 procent af befolkningen ikke interesserede i videnskab og tallet er stigende ifølge den seneste statistik fra EU. Den manglende interesse, ligegyldighed eller ligefrem mistro i befolkningen til forskning og videnskab kan blive fatal for forskningen og samfundet.

Freddy Colson, leder af Videnskabs og Innovations Styrelsen i den flamske del af Belgien, repeterede den simple tankerække:

Når interessen blandt de unge er beskeden og endog vigende for at gøre karriere inden for videnskaberne, er det ikke muligt at få tilstrækkeligt med forskere, og når det er tilfældet, kan samfundet ikke gøre de nødvendige fremskridt inden for videnskab og teknologi, som gør det muligt at bevare og styrke EU-landenes konkurrenceevne.

Han nævnte det paradoks, at holdningen til forskning blandt politikere på tværs af Europa er blevet meget pro inden for de seneste år – ikke mindst eksemplificeret ved Lissabon-erklæringen, hvor EU-landene har som mål, at tre procent af BNP skal gå til forskning – samtidig med, at interessen for forskning i befolkningen er faldende.

»I det moderne samfund bygger vi ikke kun kløfter mellem dem, der har, og dem, der ikke har, men også mellem dem der ved, og dem, der ikke ved«, sagde Freddy Colson.

Folk falder i søvn

Han angav fem årsager til, at forskningen ikke fænger i befolkningerne:

1. Folk er bange for, at de ikke er kloge nok til at forstå, hvad der

    foregår i videnskabernes verden.

2. Den lange vej fra ide til marked.

3. Et begrænset antal mennesker er involveret i videnskab, og

    medierne interesserer sig fortrinsvis for emner, som mange

    er involveret i.

4. Dårlige kommunikationsfærdigheder hos forskerne. Mange

    videnskabsfolk orker ikke at popularisere deres forskning.

    Og når de forsøger, ender det ofte galt. Folk falder i søvn,

    fordi forskeren fordyber sig i detaljer, som koste hvad det

    vil skal med i fx en artikel eller et tv-program.

5. Folk bliver forvirrede og resignerede over for videnskabelige

    udmeldinger som straks modsvares af andre videnskabsmand.

    Hvem skal man tro?

Freddy Colson konkluderede, at forskningen har et alvorligt imageproblem, som bør løses ved kampagner og ikke mindst formulerede nationale politikker om formidling af videnskab gennem de statsejede tv-selskaber, fordi tv er det primære medium for befolkningen.

Han roste i øvrigt de mange, gode dokumentarudsendelser, som trods alt (stadig) findes i tv. Blot har de udsendelser én stor svaghed i forhold til popularisering af videnskab: det er fortrinsvis de allerede indviede, som ser programmerne.