Populismens dårlige timing

I december måneds kulde skete der noget bemærkelsesværdigt: De politiske vinde slog i løbet af få uger om, og der var pludselig forståelse for, at tiden var løbet fra produktivitetskravets jerngreb med 2% effektivisering hvert år. Lægeforeningen havde gennem flere år fremhævet det åbenlyst uhensigtsmæssige krav som en af de største barrierer for det danske sundhedsvæsen – og overraskende kom samme melding nu fra Danske Regioner, anført af socialdemokraten Bent Hansen. Det gav genlyd i lægerækkerne, at man nu havde en stærk allieret i kampen mod de forhadte 2% – og så skete det mest forunderlige: Uventet lød der samme meldinger fra Christiansborg-politikerne over hele det politiske spektrum … sejren var inden for rækkevidde! Man fornemmede en vis populisme i den pludselige holdningsændring, men hvad gør det, når bare man vinder?

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, udtalte den 29. december 2016 til TV2: »Vi er nået til et sted, hvor personalet simpelthen ikke kan løbe stærkere. Vi er også nået til et punkt, hvor man mange gange ikke gør det bedste for patienten, men i stedet gør det bedste for systemet. Sådan må det aldrig være« [1]. Nej, Flemming, sådan må det nemlig aldrig være. Men ak, det var jo i december måned. Pressen mistede interessen, efter at konflikten var væk – enighed har jo ingen nyhedsinteresse. Og så skete der det, der ikke måtte ske: Politikerne glemte deres sympati for de fortravlede læger, sygeplejersker, sosu-assistenter, jordemødre, portører, bioanalytikere og lægesekretærer – og vigtigst af alt, så glemte de patienten!

Enhedslisten fremførte kort tid senere et forslag om ikke at videreføre produktivitetskravet ved næste økonomiaftale med regionerne, men det blev ikke støttet af Socialdemokratiet, som i larmende tavshed havde skiftet holdning helt i Jens Otto Krags ånd.

I starten af juni måned blev den nye økonomiaftale så indgået mellem Danske Regioner og regeringen – og allerede på side 2 ser man, at produktivitetskravet på de 2% lever i bedste velgående …[2].

Hvad gik der galt? Ja, at politikerne over en bred kam er populister, kommer desværre ikke bag på os længere, men at dårlig timing i politikernes skiftende holdninger får så ødelæggende konsekvenser for det danske sundhedsvæsen, er alligevel et nyt trist lavniveau.