Portræt af en formandspost

Det vigtigste er, at lægeformanden har stor opbakning og dermed et stærkt mandat. Hvis altså man ønsker en stærk formand.

Sådan lyder det fra flere aktører i sundhedsvæsenet, som Ugeskrift for Læger har henvendt sig til for at få en vurdering af, hvad posten som lægeformand betyder, og hvilke begrænsninger og muligheder der ligger i den.

»På sin vis er det en utaknemmelig post, fordi den formelle magtstruktur omkring lægeformanden er uendeligt lille. Man har ikke egenhændig beslutningskraft i nogen sager, og når man melder ud, gør man det i kraft af opbakning til det fra baglandet«.

Sådan lyder vurderingen fra tidligere lægeformand Mads Koch Hansen. Men, der er et men.

»Det er en vægtig post at stå i spidsen for næsten 30.000 læger. Den er værdifuld, fordi man er formand for en standsforening og ikke en fagforening og derfor er relativt frit stillet sammenlignet med delforeningernes formænd, som har til opgave at forhandle løn og arbejdsforhold for lægerne og forholde sig til det.

Der har lægeformanden fri bane til at gå ind i den sundhedspolitiske diskussion i den store dagsorden – etiske forhold, patientforhold, samfundsforhold ud fra et sundhedspolitisk perspektiv. Det gør det fantastisk at have den position«, siger han.

Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi anser det først og fremmest som en meget synlig post at være formand for Lægeforeningen.

»Hvis man skal snakke med nogen fra Lægeforeningen, vil man i første omgang snakke med formanden. Det giver synlighed, og synlighed giver magt. Formanden for Lægeforeningen bliver bragt i spil i mange sammenhænge og om mange emner, og det skal man være klædt på til. Men det er delforeningerne, der tegner forretningen«, konstaterer Kjeld Møller Pedersen.

Som Mads Koch Hansen udtrykker det:

»Formanden er ikke stærkere end baglandet i Lægeforeningens bestyrelse, så hvis der er meget uro og uenighed der, er det det svært for formanden at agere«.

Han vurderer dog, at formanden har relativt meget frihed.

»Men man skal nok få det at vide, hvis man træder over nogens ømme tæer. Det har jeg da helt sikkert prøvet«.

Enormt respekteret post

Sidsel Vinge, projektchef på analyseinstituttet VIVE mener, at lægeformandsposten i befolkningens øjne er omgærdet af respekt.

»Der står en helt enorm respekt om den post. Jeg tror, mange ser det som noget andet end en fagforening som DJØF, HK eller FOA. Det er noget mere ophøjet, noget der er en særlig aura omkring for mange. Derfor er der også en særlig legitimitet omkring lægeformanden«.

Sidsel Vinge vurderer, at formandens samlende evner er meget vigtige. Ikke mindst nu.

»Det er afgørende, at der bliver ved med at være én Lægeforening, der kan samle lægerne. Ellers er jeg bange for, at den kan knække over på midten. Der er meget langt fra den måde, en praktiserende læge ser verden, til den måde en overlæge på et universitetshospital ser verden og udvikler deres fag. Det primære og sekundære sundhedsvæsen er kommet langt fra hinanden. Almen praksis havde tidligere internmedicinerne på sygehusene som en slags åndsfælle, men specialet findes ikke mere og der er kommet større afstand«.

Hun fortsætter:

»Der er sket en stor differentiering i lægefaget. Samtidig har vi problemer med at få patientforløbene til at hænge sammen i sundhedsvæsenet, hvor mange patienter er kronikere og multisyge, som ét speciale ikke kan spænde over. Sammenhængen i hele sundhedsvæsen er noget af det vigtigste, og derfor er det så vigtigt, at lægerne – trods perspektiv- og interesseforskelle - kan holde sammen i én forening med én stærk og samlende formand.”

»Jeg tror, at det er meget vigtigt for sundhedsvæsenet, at lægerne taler med én samlet stemme udad til. Og at lægerne indad til har et fælles lukket rum, hvor man får snakket om, hvad det er, der binder læger sammen, og i stigende grad hvad der skiller dem ad. Derfor mener jeg, at lægeformanden skal være en, der opfatter sig som en, der er der for hele sundhedsvæsenet«, siger Sidsel Vinge.

Ønsker fra arbejdsgiveren

Erik Jylling, er tidligere formand for Yngre Læger, nu sundhedsdirektør i Danske Regioner. Som repræsentant for de fleste lægers arbejdsgivere, møder han delforeningerne som part i overenskomstforhandlinger. Hvad drømmer han om i forhold til Lægeforeningen?

»Lægeforeningen møder vi som stand. Vores ønske er et se dem som samarbejdspartner i forhold til vores opgave med at drive og udvikle sundhedsvæsnet. Vi vil gerne møde en part, som er progressiv og visionær og som man kan spille bold med, når man skal udvikle sundhedsvæsenet, men også en part, som er talerør for sine medlemmer. Det ville være en ønskesituation«.

På opfordring spiller Erik Jylling en drillebold til den kommende nye formand:

»Egentlig er det et spørgsmål, om Lægeforeningen er interessevaretager på linje med alle mulige andre interessevaretagere, eller om Lægeforeningen vil tilføre sundhedsvæsenet en særlig indsigt, en særlig karisma og kraft. Det er Lægeforeningen selv, der definerer det. Banen er der, den venter på at blive taget. Det kan man gøre, hvis man er i stand til det, ellers bliver det rum fyldt ud af nogle andre«, siger Erik Jylling.

Usædvanlig stor interesse om formandsvalget

Henrik Dibbern, tidligere formand for PLO har som bestyrelsesmedlem gjort sig nogle iagttagelser om formandsposten.

»Som jeg har set det, er det et utroligt svært job. Den nye formand tænker nok, at det er post, hvor man kan trække de store linjer op. Men søjlerne og deres formænd er meget stærke og giver Lægeforeningens formand et relativt lille råderum. Det skal man være forberedt på«.

»Men det er også det, der gør det til en væsentlig post. For den handler meget om at være i stand til at flette de forskellige ønsker, som søjlerne kommer med, sammen. Det kræver meget diplomati. Men hvis man kan være med til at forene søjlerne om noget, som er i alle lægers interesse, så er det en kæmpe platform at tale fra. At man kan sige at man taler på næsten 30.000 menneskers vegne«.

Henrik Dibbern synes, der er usædvanlig meget interesse omkring formandsvalget i år.

»Der er ret mange kandidater, og det betyder, at der er en interesse for det, og at det betyder noget, hvem der bliver formand. I det hele taget er der en mere engageret diskussion om det, end vi er vant til. Det er positivt.