Portrætinterview: »Jeg har det meget godt med at have trådt på bremsen«

Han kan ikke huske, hvor han læste ordene, hvem der havde skrevet sætningen, eller hvornår han læste den. Men han glemmer aldrig ordene. Det var nemlig den perfekte beskrivelse af hans lægeliv.

A happy mixture of intellect and skills.

71-årige Anders Nyboe Andersens øjne lyser lyseblåt og lykkeligt. For bedre kan det ikke siges. Det er jo det, der er hans fascination. Intellekt og håndværk. Den kombination. Han holder hænderne frem foran sig.

»Jeg synes, den beskrivelse rammer så fint og rummer det, der har været vigtigt i mit liv som læge. Fordi der også er lidt håndværk i det. Man skal stikke efter æggene, ramme præcist, lade være med at fumle, når man fører æggene op på plads og den slags. Det er lige mig«.

Ingen tvivl. Den tidligere klinikchef på Rigshospitalets fertilitetsklinik, nu professor emeritus, har kloge hænder. Men det vender vi tilbage til.

Ugeskrift for Læger har sat Anders Nyboe Andersen stævne, efter at han officielt blev pensioneret den 1. juli. Til en samtale om en årelang karriere i et fagligt felt, hvor lægerne har skullet håndtere den vanskelige balancegang mellem det teknisk mulige på den ene side og det politisk og samfundsmæssigt ønskelige på den anden side.

Men det er også en samtale om den svære kunst at trække sig tilbage fra sit arbejdsliv på det rette tidspunkt.

Anders Nyboe Andersen er speciallæge i gynækologi og obstetrik, og da han i 1976 af professor Jørgen Falck Larsen blev ansat på det nyåbnede Herlev Hospitals afdeling for gynækologi og obstetrik, fattede han hurtigt interesse for fertilitetsbehandlingen.

Et nyt stof – ergokryptin (CB 154) – gjorde det muligt at behandle kvinder, som ikke menstruerede på grund af et forhøjet niveau af prolaktin, og som lægerne ikke hidtil havde kunnet hverken diagnosticere eller behandle.

»Jeg blev fanget med det samme. Vi havde en patient, der ikke havde haft blødninger i syv år; så fik hun de tabletter, og otte uger efter var hun gravid. Jeg tænkte: This is magic. Jeg så, hvor ufatteligt vigtigt og vidunderligt det var for disse mennesker. Og siden har jeg ikke kunnet slippe det«.

Wild West-behandling

I 1986 kom Anders Nyboe Andersen til Rigshospitalet, støttet af overlæge Jørgen Starup. Det var tre år efter, at det første danske IVF-barn, Troels, var kommet til verden samme sted.

Verden var bekymret dengang. Først for misdannelser, dernæst for de mange flerfoldsgraviditeter, der kom ud af IVF-behandlingen. Frygten for misdannelser blev forholdsvis hurtigt tilbagevist, men fertilitetsbehandlingerne blev i årevis ved med at resultere i alt for mange tvillinger og trillinger.

»Det var jeg også selv skyld i, for erfaringen var, at vi fik flere graviditeter, des flere æg vi lagde op. Så det gjorde vi. Og så er jeg jo også selv tvilling ... så jeg blev ikke pioneren i reduktionen af tvillingegraviditeter. Fagligt er det selvfølgelig uacceptabelt, fordi det indebærer for stor risiko for mor og børn«.

I dag har bedre udvælgelse af æg og bedre fryseteknikker betydet, at der kun er marginalt flere tvillinger ved IVF-behandling.

Fertilitetsbehandling er et område, der potentielt rummer de helt store etiske dramaer og dilemmaer. Tiltrækker det dig?

»For mig har det altid været patienterne, der har været det bærende. Når det er sagt, så har tidsånden været med os. Jeg tror, det skyldes, at faget har fået lov til at udvikle sig inden for en fornuftig regulering og lovgivningsramme. Udviklingen har været mere fodslæbende, end hvad der var teknisk muligt, men den stilfærdige tilgang har gjort, at vi i Danmark hele tiden har haft befolkningens og politikernes opbakning. Vi har haft medvind på cykelstien«.

I har undladt at være for vilde?

»Ja. Hvis vi havde kørt Wild West-behandling og lavet trillinger på 63-årige kvinder, så havde vi mistet befolkningens accept«.

Når man står i laboratoriet og udvælger æg, så afgør man jo, hvilke der er egnet til livet, og hvilke der ikke er. Er den udvælgelse noget, du har reflekteret over?

»Selvfølgelig har jeg det. Man kan stå med et æg, som ikke er særlig pænt, men som alligevel får sin lille chance, og så kommer der jordens nydeligste barn ud af det. De teoretiske overvejelser er der da, men i mit liv har det vigtigste været at kunne hjælpe flest mulige barnløse. Så har de teoretiske overvejelser måttet vige«.

Et enkelt problem udestår, og det drejer sig om de cirka 200 kvinder om året, der bliver syge i graviditetens første dage på grund af overstimulation af æggelederne. Men også det ser nu ud til at blive løst, fortæller Anders Nyboe Andersen, blandt andet takket være et stort internationalt forskningsprojekt, hvor hans efterfølger som lægelig chef, Anja Pinborg – »du kan godt skrive hendes navn ned« – har været en af de bærende kræfter.

Gruppearbejde

Når man taler med Anders Nyboe Andersen om hans lægeliv, nævner han ofte andre læger i både ind- og udland, som bør nævnes i den portrætartikel, som egentlig handler om ham. Men det er der en grund til. For hans arbejdsliv har været ét stort gruppearbejde, hvor forskellige faggrupper står side om side i laboratoriet og i klinikken, og hvor man som læge konstant står på skuldrene af andres arbejde.

I dag kommer Anders Nyboe Andersen ind på Rigshospitalet en dag eller to om ugen. Han er fortsat vejleder for nogle ph.d.-studerende, og han er stadig med i enkelte forskningsprojekter.

Men først og fremmest er han i fertilitetsrådgivningen, som han selv startede op i 2011, for at rådgive og vejlede borgere om deres fertilitet. Det er blevet en enorm succes med lang venteliste, og Anders Nyboe Andersen kalder rådgivningen for sit nuværende hjertebarn.

Hvorfor er den dit hjertebarn – du er læge, men du behandler jo ikke syge mennesker i rådgivningen?

»Jeg kan huske, at jeg tænkte: ,Vi behandler og behandler. Kan vi ikke supplere med noget andet’? Folk blev jo ældre og ældre, når de fik børn, og samtidig var både mine egne og mine søskendes børn ved at være i den alder. Tiden gik, og hvor længe kunne de vente? Det er noget, som unge mennesker spekulerer over, og de har brug for rådgivning og for at drøfte deres tanker med andre. For mig at se er det også lægearbejde«.

Samtalen og dialogen

Med samtalen og dialogen er vi nået til en kerneværdi for Anders Nyboe Andersen. Han er vokset op i et højskolemiljø med dannelse, højskolesange, historisk bevidsthed og samfundsmæssigt engagement.

Hans forældre var med i den lærerkreds, der etablerede Krogerup Højskole i Nordsjælland kort efter krigen, og Anders Nyboe Andersen tilbragte barndomsårene på Krogerup. Faderen, Poul Nyboe Andersen, var uddannet økonom og Venstre-politiker, blandt andet økonomiminister i 1970'erne, og moderen var uddannet lærer i biologi og husholdning. Familien talte også en storesøster, storebror og tvillingebror Bent.

»Jeg er en gammel højskoledreng, det kan du godt citere mig for. Min højskoleopvækst lærte mig at værdsætte dialogen og samtalen. Det brede folkelige står mit hjerte nært. Jeg fik tidligt indpodet en forståelse for, at vi er samfundsborgere, og at vi skal vise samfundssind. Det har været styrende i mit liv som læge: Hvordan hjælper vi flest mulige med de ressourcer, vi har til rådighed?«, siger Anders Nyboe Andersen.

Med den baggrund tænker jeg uvilkårligt, at en humanistisk eller samfundsvidenskabelig humanistisk uddannelse lå lige for, men det blev naturvidenskaben og lægefaget. Hvorfor?

»Jeg tror, det var min mor, der inspirerede mig. Hun var biologilærer og talte allerede i 1960'erne om klimaforandringer og CO₂-udledning. Hun ville selv gerne have været læge, men hun kom fra et fattigt hjem, så det var ikke muligt dengang. Men jeg blev meget interesseret i biologi i gymnasiet, og da Bent og jeg var blevet studenter, søgte vi begge ind på medicinstudiet«.

Dengang kom alle ind. Men i slutningen af første år skulle man til en barsk stopprøve i første års pensum. Tvillingebrødrene læste som gale, for prøven var benhård og frasorterede 70 procent af de studerende. Barskt, men i og for sig mere rimeligt end i dag, synes Anders Nyboe Andersen.

»Det var faktisk et generøst system, for folk fik en chance«.

I studieårene boede de to brødre sammen på G. A. Hagemanns Kollegium på Østerbro, hvor de delte både tøj og økonomi. Da de blev færdige med lægestudiet på Københavns Universitet i 1975, delte de både tøj og penge – det sidste var hurtigt overstået.

Der sker noget med én

Vi sidder og taler sammen på et smalt, rektangulært kontor på Rigshospitalet. Tættest på døren står Anders Nyboe Andersens skrivebord, ved vinduet finder vi Anja Pinborgs bord, og i midten er et mødebord med fire stole kilet ind.

»Det er godt nok. Jeg er i en aftrapningsfase. Der er jo ikke længere så meget, jeg skal nå«, forklarer han.

Det er en kunst at finde det rigtige tidspunkt at trække sig på. Du er officielt gået på pension, men er stadig i gang. Hvor længe bliver du ved?

»Ja, det er hammersvært. Men når man runder 70 år, begynder man at mærke, at man ikke længere kan det samme. Mange yngre siger: Jamen, det er jo ,ingen alder'. Jo, det er det desværre i mange sammenhænge. Man har ikke den power, den drive og den initiativkraft, som man havde, da man var yngre. Der sker noget med én«.

Når Anders Nyboe Andersen fortæller om sit liv, sker det ofte, at engelske ord smyger sig ind mellem de danske. Et ganske vanligt forekommende karakteristikum ved mennesker, der har brugt en stor del af deres professionelle liv på internationalt arbejde. Og netop det internationale sus var noget af det, han på forhånd gruede for at skulle undvære.

»Det er the thrill ved at komme ud i verden og præsentere sit arbejde. Jeg har haft nogle nylige forespørgsler om at deltage, men har stort set takket nej. For noget af det mest triste er, når en af de der seniorer entrer talerstolen på en konference, og alle folk tænker: ,Åh nej, ikke ham igen’. Det har jeg ikke lyst til. Hvis du skal præsentere videnskabeligt arbejde internationalt, kræver det i den grad, at du fortsat har overskuddet til at vide, hvad der rører sig i miljøet, har fingeren på pulsen og er på forkant med litteraturen. Det synes jeg, at jeg har haft, og jeg har opnået 300 videnskabelige artikler, men jeg må bare sige, at den drive, som de yngre har til at sætte sig ind i de nye ting, den har jeg ikke længere«.

Er det et savn?

”Egentlig ikke. Jeg har det meget godt med at have trådt på bremsen, selv om jeg stadig kan drømme om at starte nye kliniske studier. Omvendt – jeg har jo været der. Jeg har været heldig at have haft verdens bedste job – det var godt, mens det stod på, men nu er det også nok«.

Vi vil redigere i vores gener

Men hvad så? Flere dage skal fyldes ud med andet end lægeliv. Og så er vi igen tilbage ved artiklens indledning om kombinationen af det gode intellekt og de kloge hænder.

Først hovedet. For tiden er det den israelsk/engelske forfatter Yuval Hararis trilogi: »Sapiens«, »Homo deus« og »21 ting du må vide om det 21 århundrede«, der nærer intellektet.

Med »Homo deus« strejfer Yuval Harari netop Anders Nyboe Andersens mangeårige faglige felt med sin pointe om, at det ikke bliver evolutionen, der kommer til at udvikle den næste art efter sapiens. Det klarer vi selv.

»Jeg er ikke i tvivl om, at han har ret i, at vi vil begynde at redigere i vores gener, når vi får muligheden. De bøger, det er nogle rigtige ,Anders-bøger’. Dem kan jeg lide«.

Så hænderne. De er godt skruet på, og fra barnsben har Anders Nyboe Andersen været bidt af en gal veteranbil. Han har selv to af slagsen stående i garagen ved sit rækkehus i Jægersborg, og de skal gudskelov pudses og passes og skilles og samles. Igen og igen.

Anders Nyboe Andersen kaster sig ud i en længere og ganske begejstret fortælling om den 50 år gamle Jaguars Twin Cam-motor, og for en kort stund taber han Ugeskrift for Lægers journalist, der ikke er tynget af stor sagkundskab inden for motorer.

»Den har den smukkeste motor«, siger han.

»Og så er der det magiske ved hobbyer. De er i sagens natur både tåbelige og nytteløse. Men det er der, man bliver bragt til et helt andet sted, man kobler af, og man glemmer fuldstændig verden. Dejligt og mentalt sundt«.