Skip to main content

Praktiserende læger kan ikke løse skadestuernes problem

Journalist Klaus Larsen
1. nov. 2005
04 min

- Mine gode formandskolleger beskriver et problem, siger P.L.O.s formand Jørgen Lassen om FAYL-formanden Erik Jyllings vidtgående forslag til at reformere akutberedskabet og FAS-formand Karsten Nielsens opfordring til P.L.O. om at præsentere deres bud på at formulere en ny akutpolitik for Lægeforeningen.

- Men de glemmer, at problemet ikke er P.L.O.s. Vi har faktisk en velfungerende vagtordning, og vi passer vores akutte patienter, også i dagtiden.

Vær nu lidt tålmodige

Også Jørgen Lassen ser det som et problem, at en del almenmedicinske patienter bruger skadestuerne forkert.

- Og det ansvar løber vi ikke fra. Vi foreslår en model, som vil forhindre, at den trafik fortsætter: En lægelig, telefonisk visitation, og i dagtiden henvendelse til egen læge - hvor vi faktisk løser mange tusinde akutte problemer. I de amter, hvor de har indført den telefonisk visiterede skadestue, er det også i dagtiden, at egen læge kontaktes. Og passanter - dvs. de få akutte patienter, som ikke kan kontakte egen læge, fordi de befinder sig et andet sted i landet - kan ringe til en lokal læge. Det kræver blot, at man får fat i en lokal telefonbog eller ringer til nummerkontoret. Det foregår ret problemfrit.

Det er rigtigt, at nogle, som er langt fra hjemmet, går på den stedlige skadestue. Men i de amter, som har indført visiteret skadestue, gør man patienterne opmærksom på, at de skal kontakte en af de lokale læger.

Langt de fleste akutte kontakter løses allerede i praksis, men der er store dele at de godt en mio. henvendelser til skadestuerne, som vi ikke er uddannet til at klare. Skadestuerne må selv løse den del af det akutte, som ikke har med almen medicin at gøre. Det virker lidt bagvendt, at vi skal komme med en løsning på det problem, siger Jørgen Lassen.

- Vi har løst vores forpligtelser: Vi har en velfungerende lægevagtsfunktion, som siden »revolutionen« på vores område i 1992 virker til amternes, patienternes og vores egen tilfredshed, og som vi til stadighed forbedrer.

Vores forpligtelse er de almenmedicinske patienter. Andre patienter må andre tage sig af, og det tror jeg også, der er stor forståelse for. Vores løsning, med telefonisk visitation, er fornuftig: Vi ved jo, at en stor del af patienterne kan nøjes med den telefoniske rådgivning, og vi får gelejdet patienterne ind de rigtige steder med de korteste ventetider og den bedste behandling, siger Jørgen Lassen.

Han henholder sig til, at dette »har været Lægeforeningens politik siden 1998«, og at udviklingen faktisk efterhånden går i den retning. Det handler blot om, at alle åbenbart ikke er lige tålmodige.

De fleste er helst fri

De amter, som Jørgen Lassen henviser til, som har indført visiterede skadestuer, er først og fremmest Ringkjøbing Amt, men også Viborg Amt har - på nær byen selv - lukket for den direkte adgang til skadestuerne. Århus Amt er også på vej.

- Og selv københavnerne er kommet med: Rigshospitalet har en skadestue, men den er telefonisk visiteret, siger Jørgen Lassen.

Men H:S-formanden Lars Engberg taler om en model, hvor det er sygeplejersker, som skal foretage visiteringen?

- Jo. Det gør man i mange amter. Og mit eget amt, Vestsjælland, har netop besluttet, at de nuværende åbne skadestuer fremover skal være skadeklinikker med behandlersygeplejersker i front. Faktisk skal kun to af skadestuerne bevares som egentlige skadestuer, men også med behandlersygeplejersker i front.

Og det er en god model?

- Det forholder jeg mig ikke til. Jeg ved bare, at det ikke er et problem, som vi vil ind og hjælpe med. Og det synes jeg heller ikke er rimeligt, for vi er ikke uddannet til at stå og modtage uvisiterede patienter i en skadestue.

Jørgen Lassen siger, at det »ikke skyldes uvilje«, men en forskellig faglighed inden for det akutte.

- Jeg fornemmer lidt på mine to formandskolleger, at de prøver at tørre et ulempeproblem af på os. Og det er vel meget naturligt, at man gerne vil skubbe andre ind som problemløsere. Det er vi bare ikke parat til.

Hvis amterne vil lave nye modeller for akutbetjeningen, er Jørgen Lassens råd at gøre dem attraktive for praktiserende læger at deltage i.- For afviger de fra den nuværende vagtlægemodel, er vi ikke længere kollektivt forpligtede. Og så bliver det på frivillig basis, understreger han.

Om så Jørgen Lassen af al kraft forsøgte at blæse til samling, tror han ikke et øjeblik på, at medlemmerne ville følge trop i »en heroisk redning af det danske akutberedskab«:

- Virkeligheden, som den fremgår af vagtenqueter, er at godt en tredjedel af de praktiserende læger ikke kører vagter. De er i dag helt ude af det akutte beredskab, bortset fra det vi klarer i dagtiden. Dertil kommer en tredjedel, som gerne vil være fri. Der er altså rigeligt arbejde til den sidste tredjedel, som er nødt til at køre vagt, bl.a. af økonomiske grunde.

Men situationen er altså, at to tredjedele af mine medlemmer ikke er specielt interessede i vagtarbejde; det er virkelighedens verden, som jeg er nødt til at forholde mig til, siger Jørgen Lassen.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen