Skip to main content

Praktiserende læger klar til konflikt over "bureaukratisk imperialisme"

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

7. dec. 2012
6 min.

Skal de praktiserende læger i konflikt pr. 1. april næste år? Formentlig. Hvordan skal det foregå? Det må tiden og situationen vise.

Nogenlunde sådan kan repræsentantskabsmødet i dag i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) opsummeres.

Ikke ret meget på mødet handlede om andet end de p.t. strandede forhandlinger med RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn) om en ny overenskomst. PLOs bestyrelse og forhandlingsdelegation har klart afvist flere af regionernes krav som uacceptable - det gælder først og fremmest kravet om ophævelse af pariteten i de samarbejdsudvalg, der bestemmer over almen praksis og dens udvikling, samt regionernes ønske om at lægge flere opgaver ud i praksissektoren men uden at tilføre yderligere økonomi.

Andre krav og ønsker er der en mere åben linje over for - f.eks. en større grad af myndighedsindsigt i lægernes afregninger og systematiseret efteruddannelse, som faktisk også står på lægernes kravliste.

Der var fuld opbakning til ledelsens linje fra repræsentantskabets side. Og fra medlemmernes, hvis man ser på den medlemsundersøgelse, som PLO er i gang med. Den ventes færdig i næste uge, men formand Henrik Dibbern nævnte i sin formandsberetning, at den foreløbig viser 96 pct. opbakning til ledelsens politik.

Marjus Dam fra Færøerne var nok den repræsentant, der mest præcist udtrykte den generelle holdning, da han sagde, at Danske Regioners krav i lægernes optik repræsenterer en "bureaukratisk imperalisme", som der blot er ét modsvar på: NEJ.

Konflikt - og hvad så?

Regionerne har inviteret PLO til et uformelt møde tirsdag, men forventningen er stadig, at regionerne formelt opsiger den nuværende overenskomst inden udgangen af i år med tre måneders varsel, således at de praktiserende læger står uden bl.a. honoraraftaler pr. 1. april 2013. Den dato udløber nemlig overenskomstens økonomiprotokollat, der lægger et loft over udgiftsudviklingen i almen praksis, og regionerne har allerede tilkendegivet, at det er uacceptabelt for dem at lade overenskomsten fortsætte uden et sådant loft.

Summa summarum: der kommer nok konflikt pr. 1. april 2013. Hvad så?

Der var mange spørgsmål fra repræsentanterne men ikke nogen entydige svar. Flere muligheder blev lagt frem og vendt i salen, men der var ingen reel pejling på, hvilke redskaber og fremgangsmåder, der foretrækkes, og der blev ikke truffet nogen beslutninger.

Som næstformand Peter Magnussen udtrykte det, så er hele dette område "ubetrådt græs"

"Det må vi tage stilling til, når vi kommer til det", sagde han.

Men selv om der er på nuværende tidspunkt er en vis usikkerhed om, hvad en konflikt med regionerne vil komme til at betyde, var der på repræsentantskabet meget ringe tvivl om, at den faktisk kommer. Nogle mente ligefrem, at den nærmest er ønskelig, fordi den har potentiale til at rense luften.

"Vi vil have et opgør med Danske Regioner, så vi ikke står i samme situation om to år", sagde Kaj Bernth, Region Nordjylland.

En klar situation vil også have betydning for ikke blot rekruttering til men også fastholdelse i almen praksis. Ikke mindst i Region Nordjylland.

"Vi oplever, at de ældre læger synes, at det kan være nok. Der er skabt en mistillid i vores region, som gør, at de ikke gider mere", sagde Kaj Bernth og nævnte, at hvor der normalt er to pensionsmøder for medlemmerne om året, har der i år været så stor efterspørgsel, at PLO Nordjylland har måttet organisere yderligere fem møder.

"Jeg tror, mange snart holder op i Nordjylland", sagde han.

Mediepolitikken - god eller dårlig?

Flere repræsentanter hæftede sig ved spinkrigen i medierne mellem PLO og regionerne og gav udtryk for, at både de selv og kolleger er stærkt pikerede over at blive mistænkeliggjort i medierne. Enkelte frygtede, at Danske Regioners kampagne kunne vise sig at virke.

Birgitte Alling Møller, Region Hovedstaden påpegede, at den ikke er sandfærdig.

"Jeg er frygteligt beskæmmet over RLTNs kampagne i pressen. De sendte f.eks. et nyhedsbrev ud, hvor der stod, at vi holder hånden over kolleger, som fusker. Ingen af deres eksempler var sande. Det var helt forkerte tal. F.eks. i paragraf 93 sager stod der, at ingen læger havde fået alvorlige påtaler. Selv om tre havde fået udstukket en højestegrænse og tre en advarsel om højestegrænse", sagde hun.

"Det må være en meget trængt modpart, som griber til usandheder i pressen".

Det var dog ikke kun Danske Regiones mediestrategi, der blev kritiseret. Det blev PLOs egen også. Flere havde set den lille Youtube video på "Bevar Familielægen" siden på Facebook, som PLO har åbnet, og som for øvrigt dd. har fået over 22.000 opadvendte tommelfingre.

"Jeg synes ikke, det er rimeligt. Selv vores modpart kan vi ikke tillade os at dæmonisere på den måde", sagde Johannes R. Christensen, Region Midtjylland.

I videoen er regionerne repræsenteret ved sortklædte, solbrillebærende Matrixmænd, der kontrollerer lægerne og rationerer deres patienters adgang.

"Helt ærligt, jeg synes, I skal tage den video af", sagde Johannes R. Christensen, som også var ked af den krigsterminologi, der til tider har præget mediekampagnerne på begge sider.

"Det er smagløst at analogisere til Anden Verdenskrig", som han sagde.

Fattet bekymring

Når alt det er sagt, står hovedindtrykket tilbage fra repræsentantskabsmødet, at nok forventer og forbereder PLO sig på en konflikt, men de fleste ønsker den ikke. Faktisk er de bekymrede for den.

Både af hensyn til patienterne, til dem selv og deres forretning samt de unge i almen praksis, der ikke har samme økonomiske ballast til at tage en konflikt som de ældre. Mange repræsentanter gav udtryk for, at de stadig håber på en forhandlet løsning.

"De fleste af os håber og tænker: mon ikke det går over. Det kunne da være, at der på tirsdag kom en åbning", sagde Bruno Melgaard Jensen, Region Midtjylland.

Det tror formand Henrik Dibbern dog ikke meget på.

"Vi går naturligvis til mødet med et åbent sind og forsigtig optimisme. Men jeg har svært ved at forestille mig, at Danske Regioner, siden de forlod forhandlingerne. skulle være blevet udstyret med et mandat, der kan give åbne forhandlinger", sagde han.

Konkret mundede repræsentantskabsmødet ud i en offentlig udtalelse, der udtrykker bekymring for en konflikt, redegør for forhandlingsforløbet og baggrunden for sammenbruddet samt kommer med en appel til regering og Folketing "om at medvirke til, at der kan komme reelle overenskomstforhandlinger i gang vedrørende almen praksis".

Til slut udskiftede PLO to bestyrelsesmedlemmer - Tove Holm og Flemming Skovgaard gik af - og nye medlemmer blev Lars A. Olsen fra Region Hovedstaden og Bruno Melgaard Jensen fra Region Midtjylland.

Og endelig vedtog repræsentantskabsmødet, at det skal være muligt for PLOs bestyrelse at udskrive et ekstraordinært kontingent på op til 5000 dkr i tilfælde af en konflikt.

FAKTA

Timeline:

4. december har Danske Regioner inviteret PLO til et uformelt møde for at sondere, om der er mulighed for at genoptage forhandlingerne om en ny overenskomst.

31. december senest ventes Danske Regioner at opsige den nuværende overenskomst til udløb med udgangen af marts 2013.

1. a pril ventes Sundhedsminister Astrid Krag (SF) at have en bekendtgørelse klar, der etablerer grundlaget for de praktiserende lægers virke i en situation, hvor de står uden overenskomst med regionerne.