Skip to main content

Praktiserende lægers realindkomst falder

De praktiserende læger tjener mere, men inflationen har spist det hele – og lidt til – og på den måde er realindkomsten for lægerne faldet de seneste tre år, viser ny undersøgelse.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

2. dec. 2015
3 min.

De praktiserende læger havde i 2014 i gennemsnit en nettoindtægt fra praksis på 1,092 mio. kr., hvilket er en stigning på 2,5 pct. i forhold til 2011. Men i samme periode er inflationen steget med 3,4 pct., og dermed har de praktiserende læger på tre år oplevet en nedgang i deres realindkomst på 0,9 pct.

Fakta

Fakta

Det fremgår af en omkostningsundersøgelse om praktiserende lægers omkostninger og indtægter i 2014, som Deloitte i august og september i år har gennemført i samarbejde med PLO.

I forhold til andre grupper på arbejdsmarkedet, er de praktiserende læger i perioden er sakket bagud. Lønudviklingen for chefer i kommunerne har været på 5,3 pct., chefer i regionerne er steget med 3,7 pct., og overlæger og lægelige chefer er steget med 3,1 pct., mens kommunallæger har oplevet en lønfremgang på 6,2 pct.

Man skal ikke have ondt af de praktiserende læger. Vi har høj uddannelse, tilsvarende løn og et spændende arbejde. Christian Freitag, PLO-formand

PLO’s formand Christian Freitag siger om undersøgelsen:

"Man skal ikke have ondt af de praktiserende læger. Vi har høj uddannelse, tilsvarende løn og et spændende arbejde. Men tallene viser, at budgetloftet, som almen praksis er underlagt, virker. De offentlige myndigheder har en stor budgetsikkerhed. Til gengæld er der så heller ikke nogen vækst og udvikling i almen praksis, og spørgsmålet er, om det er det, man ønsker i en situation, hvor der politisk er fokus på at styrke det nære sundhedsvæsen”, siger Christian Freitag og fortsætter:

”Når realindkomsten i almen praksis falder, går det ud over vores udvikling. Så bliver der ikke ansat mere personale, behandlet flere patienter eller foretaget nye investeringer. Det påvirker også vores evne til at tiltrække nye kolleger til jobbet som praktiserende læge. Så hvis man ønsker at styrke det nære sundhedsvæsen, og hvis flere opgaver skal løses i almen praksis, er det nødvendigt, at vi taler om, hvordan vi kan vende udviklingen,” siger han i en pressemeddelse.