Praktiserende psykiatere er ofte alene med patienter: »Man skal ikke være en helt«

Det sker ikke så tit. Men det sker.

De fleste patienter er søde og rare. Men enkelte er ikke.

Han føler sig som regel tryg og veltilpas i sin speciallægepraksis. Men nogle gange mærker han angsten nede i maven.

Niels-Anton Rasmussen er speciallæge i psykiatri, og han driver sin egen praksis i Skanderborg. Han er en garvet, erfaren læge og bestemt ikke nervøst anlagt. Men han har været ude for nogle ubehagelige oplevelser, som har gjort, at han tager sine forholdsregler.

»Jeg skulle skrive en erklæring til kommunen om en patient, der skulle indstilles til pension. Jeg skrev erklæringen, hvor jeg anbefalede pension, for han var virkelig syg og kunne ikke klare sig selv«, fortæller Niels-Anton Rasmussen.

En dag blev han ringet op af mandens sagsbehandler fra kommunen. Sagsbehandleren fortalte, at manden havde læst erklæringen, og den var ikke faldet i god jord. Han var blevet så vred over Niels-Anton Rasmussens beskrivelse af ham, at han havde meddelt, at han ville slå psykiateren ihjel.

»Den erklæring, jeg havde skrevet, ødelagde hans selvbillede. Han fik vendt det hele til, at det var mig, der havde ødelagt hans liv. Sagsbehandleren tog truslen meget alvorligt, og det gjorde jeg faktisk også selv. Manden havde før truet andre, og han er ikke typen, der glemmer ting. Han gemmer det inde i sig selv, hvor det kan dukke op til overfladen, hvornår det skal være«.

Niels-Anton Rasmussen kontaktede efterfølgende politiet. Men det fik han ikke det store ud af.

»Der var ikke meget hjælp at hente. Hvis man ikke er blevet udsat for et direkte angreb, skal man vente på, at det sker. Det syntes jeg faktisk ikke var helt rimeligt«, fortæller han.

Som en konsekvens oprettede Niels-Anton Rasmussen hemmelig adresse. Han købte en peberspray til hjemmet, hvis manden skulle finde på at opsøge ham der. Og han fik dørtelefon med kamera op ved klinikken som en ekstra sikring.

»Jeg lukker ikke nogen ind, medmindre jeg kan se, hvem det er. Og der er bestemt nogle, som jeg ikke åbner for«, forklarer han.

Én er én for mange

På det seneste har Ugeskrift for Læger beskrevet den debat, der er opstået blandt mange læger efter drabet på læge Charlotte Asperud fra Nordsjællands Hospital i foråret. En af hendes tidligere patienter er sigtet for drabet, og det er kommet frem, at den sigtede havde understreget Charlotte Asperuds navn og navnene på fem andre læger i en udskrift af sin patientjournal.

Sagen efterforskes stadig, og det vides endnu ikke, om læge-patient-forholdet har betydning for sagen.

Men ikke desto mindre har drabet på Charlotte Asperud rejst en principiel debat, om læger bør kunne være anonyme over for deres patienter og for eksempel undlade at oplyse sit fulde navn i journalerne. Denne problemstilling bliver også behandlet i Sundheds- og Ældreministeriet.

Samtidig har diskussionen rettet søgelyset mod arbejdsforholdene i akutmodtagelser og i psykiatrien, hvor sundhedspersonalet er mest udsat for trusler.

I sagens natur giver det ikke meget mening for en praktiserende psykiater med egen klinik at være anonym. Alle Niels-Anton Rasmussens patienter ved, hvem han er. Men utrygheden kender han til, og trusler har han også oplevet.

»Det sker ikke så ofte, for de fleste kommer her frivilligt. Men jeg er indimellem blevet udsat for trusler. Jeg ser cirka 400 nye patienter om året, og det er nok omkring en håndfuld, der giver problemer. Men én er jo én for mange, og de få kan godt fylde i hovedet«, forklarer han.

Lytter til sin egen angst

Niels-Anton Rasmussen sidder oftest alene med patienterne i sin klinik eller sammen med en sygeplejerske. Han fortæller, at han bruger sine egne reaktioner til at mærke efter, om der er fare på færde. Han lytter til sin egen angst.

»Jeg har været i faget i 35 år, så jeg har en ret sikker mavefornemmelse. Man skal bruge sig selv som måleredskab. Det er livsnødvendigt. Normalt er jeg ikke et angst menneske, så jeg ved, det er alvor, hvis jeg mærker angst og utryghed«, siger han.

I Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) er trusler ikke noget, der fylder, har formanden, Kirsten Ilkjær, tidligere forklaret til Ugeskrift for Læger. Niels-Anton Rasmussen har da heller ikke oplyst FAPS om sine oplevelser.

Han drøfter det indimellem med kolleger, når de mødes. Men det er ligesom et vilkår i branchen.

»Man kan ret hurtigt fornemme, om en person er en tikkende bombe, hvor et enkelt forkert ord får vedkommende til at eksplodere. Når man hele tiden skal være forsigtig og vende og dreje sine ord for at undgå at vække personens vrede, så kan man ikke være en ordentlig behandler. Den faglige bedømmelse bliver hæmmet«.

Kan du ikke frasortere dem på forhånd?

»Jo, det er jeg også begyndt på. Men min politik er, at jeg tager folk ind til en vurdering, hvis det ikke direkte fremgår, at de er farlige for mig. Man kan bedre vurdere dem i en samtale end ved at læse et stykke papir«.

Niels-Anton Rasmussen forklarer, at psykiater og patient ofte kommer meget tæt på hinanden i samtalerne og tydeligt mærker hinandens følelser.

»Det er ikke sikkert, at man kan sætte ord på det, men kroppen reagerer, og det er den reaktion, man skal lytte efter. Man skal ikke være en helt, og man skal ikke tro, at man kan klare det hele. Hvis man bliver bange, skal man respektere sin egen angst«, siger han.

Hvad gør du så, hvis du bliver bange for en patient?

»Så siger jeg, at jeg ikke er dygtig nok til at hjælpe dem, og at jeg vil henvise dem til nogle, der er dygtigere end mig. Det bliver de fleste glade for. Man skal undgå at sige, at man er bange. Og man skal for alt i verden undgå at afvise dem. Mange af dem har oplevet rigtig mange afvisninger i deres liv, og de har ikke brug for flere«.

Læs mere på temaside om Asperudsagen.