Private dråber idet store sundhedshav

Hver gang en dansker går til sin egen læge, skæpper det på samme læges bankkonto.

Lægen er en sundhedskøbmand, der lever af at sælge behandling. Og han har mange varer på hylden som f.eks. recepter, vaccinationer, lægeerklæringer, forebyggende helbredssamtaler etc.

Jamen, det er jo bare familielægen, dr. Hansen, som man har haft fra barnsben, og som nu kigger ens egne børn i ørerne, tænker man. Det er nærmest gået i danskernes glemmebog, at alle landets praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende, der tjener penge på at udskrive recepter og behandle patienter.

At være praktiserende læge er et liberalt erhverv, og praktiserende læger har pæne årsindkomster, siger sundhedsøkonomen, professor ved Syddansk Universitet, SDU, Kjeld Møller Pedersen.

Han undrer sig over den megen fokus på den private sundhedssektor. Bevågenheden er nærmest omvendt proportional med de private aktørers markedsandel, siger Kjeld Møller Pedersen og påpeger, at der i 2006 maks. blev omsat for 1,5 mia. kr. på privathospitaler/klinikker. Til sammenligning koster det hvert år ca. 60 mia. kr. at drive de offentlige sygehuse.

»Herhjemme er privatisering gjort identisk med kommercielle privathospitaler og kommercielle privatklinikker. Men den private sundhedssektor starter helt ude i første led hos den praktiserende læge, hos tandlægen, hos fysioterapeuten, hos kiropraktoren m.fl. Hver gang en dansker kører i ambulance, er det et privat firma, typisk Falck, der står for transporten. Hver gang man køber piller og plaster på apoteket, er der en privatmand, der tjener penge, nemlig apotekeren,« fortæller sundhedsøkonomen, der tror, at det hele handler mere om ideologi end om tørre tal.

Også ifølge seniorprojektleder i Dansk Sundhedsinstitut, Jakob Kjellberg, er den megen fokuseren på den private sundhedssektor en smule ude af proportion. Udgiften til at lade syge danskere behandle på de private, kommercielle hospitaler og klinikker udgør således højst et par pct. af de samlede sundhedsudgifter på ca. 100 mia. kr. fortæller Jakob Kjellberg.

Uanset om skeptikerne har noget at have deres frygt i, så vedbliver den private sundhedssektor med at vokse og patienterne med at myldre ind. På det offentliges regning.

I 2003 blev 18.000-19.000 danskere behandlet på privathospitaler for offentlige penge. I 2006 var tallet steget til 39.000.

»Grundlaget for, at det er rentabelt at drive kommercielle privathospitaler/klinikker er alle garanti-patienterne, som får behandlingen betalt af det offentlige,« fortæller Kjeld Møller Pedersen.

Skatteyderne er med til at finansiere ventetidsgarantien

Det første danske privathospital Mermaid i Ebeltoft, åbnede i 1990, men lukkede med et brag i 1994. Bortset fra Mølholmklinikken i Vejle, som altid er løbet rundt, så satte branchen under ét penge til før 2002. De private sundhedsudbydere bliver ikke rigtigt rentable, før den borgerlige regering stadfæster det udvidede, frie sygehusvalg. I første omgang med indførelsen af 2-månedersreglen i 2002, siden yderligere bestyrket med 1-månedsgarantien pr. 1. oktober 2007.

Garantien giver ret til behandling på en række privatsygehuse herhjemme og i udlandet, hvis man skal vente mere end én måned på behandling i det offentlige.

Disse garantier er med til at skabe det økonomiske fundament for en mere levedygtig kommerciel sektor på sygehusområdet. Det offentlige har spændt sit sikkerhedsnet ud under privathospitalerne, som hvert år indkasserer ca. 460 mio. kr. fra statskassen.

Offentligt støttede patienter udgør i dag 25-40 pct. af privathospitalernes omsætning.

Resten af finansieringen klares dels af forsikringskunder dels af selvbetalere.

Selvom 460 mio. kr. måske lyder af meget, så er det kun en brøkdel af det offentlige sygehusbudget til planlagte behandlinger, forundersøgelser og kontroller, som i 2006 lå i omegnen af 30 mia. kr., hvilket svarer til ca. halvdelen af alle kontakter på sygehusene. Halvdelen af alle kontakter er ikke-akutte henvendelser.

Frem til udgangen af 2006 var 118.000 danskere blevet behandlet på privathospitaler for offentlige penge. Alene i 2007 fik 45.000 danskere offentlige penge med til privat hospitalsbehandling.

Skeptikerne ser, ifølge Kjeld Møller Pedersen, de kommercielle hospitaler og lægeklinikker som et symptom på, at vi er på vej ned ad slidsken. Det her er bare begyndelsen på det skatteyderfinansierede sundhedsvæsens endeligt.

»Som jeg ser det, har regeringen alene lagt vægt på patienternes rettigheder. Man har kunnet udnytte det faktum, at vi herhjemme også har en privat sundhedssektor. Det betyder, at 153.000 patienter er blevet behandlet. Og det er 153.000 patienter, der ellers skulle have været behandlet i det offentlige.

Trods den megen snak om privatisering og amerikanske tilstande, er det stadig sjældent danskerne må hive penge op af lommen for at betale for sundhedsydelser.

Ingen dansk politiker taler i fuldt alvor om at afskaffe det skatteyderfinansierede sundhedsvæsen og erstatte det med et obligatorisk forsikringsfinansieret som alternativ til skattefinansiering. De forsikringer, vi kender i dag, de ca. 2 mio. i danmark og ca. 700.000 arbejdergiverbetalte er frivillige og supplerende,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Ventetidsgarantien er tværtimod ved at udhule fordelene ved de private sundhedsforsikringer ad bagvejen.

»Handler det om at springe ventelisten over, er sundhedsforsikringerne stort set værdiløse i dag. Du skal kun vente en måned i det offentlige system, før du har ret til behandling på et privathospital. Og hvorfor efterhånden vente i køen hos speciallægen? Presset på speciallægerne er efterhånden så stort, at det kan være en fordel at få sin egen læge til at henvise en direkte til sygehuset, hvor man er omfattet af ventetidsgarantien på en måned. Så går det hurtigere,« fortæller sundhedsøkonomen.

Antallet af senge på privathospitalerne udgør foreløbig kun to pct. af sengekapaciteten på de offentlige sygehuse.

Så længe privathospitalerne ikke tager sig af akutpatienter, er de ikke nogen trussel mod de offentlige sygehuse, siger sundhedsøkonomen. Han tror, der vil gå lang tid, før vi ser et privat akut-sygehus i Danmark. »Et privat akut-sygehus med 24 timers modtagelse året rundt, vil kræve helt anderledes investeringer og bemanding end den, vi kender fra de eksisterende kommercielle hospitaler. Privathospitalerne har hidtil valgt en helt anden strategi. De konkurrerer ikke med de offentlige sygehuse, men har satset på de patientgrupper, der var lettest at behandle,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Han frygter heller ikke den store folkevandring fra offentlige lægestillinger til lukrative job i den private hospitalssektor.

»Der er i øjeblikket omkring 80 fuldtidsansatte speciallæger på privathospitalerne. Det er specielt kirurger, narkoselæger og røntgenlæger. Derudover er der et stort antal freelancere, som supplerer deres i ndtægt fra det offentlige med bijob i det private.

Det her handler om udbud og efterspørgsel. Det kan jeg ikke have ondt af, siger Kjeld Møller Pedersen, som tror, der er en del misundelse med i billedet.

»Mange synes, det er for galt, at offentligt ansatte læger kan tjene store penge i deres fritid. Men hvorfor egentlig?

Hvis man virkelig ville lægers bijobberi til livs, burde man give dem en løn, der var så stor, at de ikke lod sig friste til at arbejde ekstra.

Man kunne også lade det være en del af lønaftalen, at offentligt ansatte læger ikke måtte arbejde for andre arbejdsgivere. Der er jo ikke ret mange brancher, hvor man tillader medarbejderne at arbejde for konkurrenten i fritiden,« siger Kjeld Møller Pedersen. Han synes, det kan være godt med lidt konkurrence. »Det kan være ganske sundt, at de læger, der er utilfredse med arbejdsforholdene i det offentlige, får lov at prøve kræfter med det private sundhedsvæsen, hvor man også bliver nødt til at knokle.

Sandheden er, at de private aktører er med til at nedbringe ventetiden i det offentlige sygehusvæsen. Gør det så en forskel, hvem der ejer sygehuset, hvis bare vi får en behandling af god kvalitet? Hvis et privat hospital leverer ydelser, der er billigere og af samme kvalitet, betyder det så noget for patienten, hvem der ejer sygehuset?« spørger Kjeld Møller Pedersen.

Hvor går grænsen mellem privat og offentligt

Ifølge seniorprojektleder i Dansk Sundhedsinstitut Jakob Kjellberg kan det diskuteres, hvorvidt den private sektor nu også er så privat igen, når den for en stor del lukrerer på offentlig finansiering. Dels via ventetidsgarantien, der leder offentlige patienter i hobetal ind på privathospitalerne og betaler for deres behandling og evt. ophold der med offentlige midler. Dels via de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som lønmodtagerne ikke bliver beskattet af, og som de danske skatteydere derfor kollektivt er med til at finansiere, siger Jakob Kjellberg.

»Vi bør have en folkelig diskussion af, om det er rimeligt at statssubsidiere de sundhedsforsikringer, som private firmaer giver deres medarbejdere som personalegoder. Sundhedsforsikringer er efterhånden lige så almindelige som firmabetalte bredbåndsforbindelser etc. Og den slags frynsegoder er skatteteknisk friholdt fra den almindelige beskatning. Det er klart, at det begunstiger den erhvervsaktive del af befolkningen frem for dem, der ikke længere er på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er, om vi på længere sigt ønsker et parallelt, privat sundhedssystem i Danmark. Det er det, vi skal diskutere,« siger Jakob Kjellberg.

»Det er et politisk prioriteringsspørgsmål, hvor i samfundet man vil placere skattekronerne. Nu har den borgerlige regering så valgt at bruge penge på at behandle skatteyderne i privat regi. Men selvom pengene nu følger patienterne ud til de private klinikker, er det ikke ensbetydende med, at pengene mangler i det offentlige sundhedsvæsen. Det er klart, at pengene kunne være brugt i det offentlige system i stedet. Men hvem siger, de skulle have været brugt på de offentlige sygehuse? Man kunne med lige så god ret sige, at de penge var bedre brugt på skolesystemet. Generelt har den offentlige sundhedssektor haft en pæn vækst de seneste fem år,« siger Jakob Kjellberg, som ikke er i tvivl om, at vi bevæger os i en retning mod større privatisering frem for øget kollektivisme. »Alle pile peger mod et mere udbygget forsikringsdanmark, men derfra, til at tale om amerikanske tilstande, er dog et stykke vej.«

Fakta

I 2006 var udgifterne til offentlig sygehusbehandling på 57,6 mia. kr. (2006-priser) (kilde: Sundhedsstyrelsen, Sundhedssektoren i tal juni 2007).

De elektive patienter udgør ca. halvdelen af hele patientmassen (kilde: Landspatientregisteret).

Det offentlige betalte de private sygehuse 460 mio. kr. for sygehusbehandling i forbindelse med frit valg i 2006 (kilde: Danske Regioner).

I 2005 var udgifterne til offentlig sygehusbehandling på 55,3 mia. kr., mens de private sygehuse indkasserede 431 mio. kr. fra det offentlige.

Dvs. at de samlede sygehusudgifter er steget med ca. 4,5 pct., mens udgifterne til private sygehuse er steget med ca. 7,0 pct. Den private andel af alle sundhedsydelser er altså stigende.

Kilde: Danske Regioner

Fakta

Der bruges i dag mere end 16 mia. kr. ekstra i det danske sundhedsvæsen i forhold til i 2001 (jf. Regeringens Resultater 2007).

Regionernes udgifter til det udvidede frie sygehusvalg udgør knap mia.kr. i 2006, jf. rapport fra udvalget om den udvidede fritvalgsordning på sygehusområdet. Ca. 1/32 af de ressourcer, som er blevet tildelt sundhedsvæsenet, går således til denne ordning.

Kilde: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse