Privatsygehuse i juridisk vakuum

Når danske læger behandler på private sygehuse og klinikker har de vide rammer, når det gælder valg af behandlingsmetode, og den måde klinikken tilrettelægger behandlingen på. Det viser blandt andet sagen om plastikkirurgen Jørn Ege, som stik mod det medicinske selskabs anbefalinger på højst fire liter pr. fedtsugning, har fjernet op til 16 kg blod, væv og væske uden kritik fra sundhedsmyndighederne.

Skulle en privatpraktiserende læge få lyst til at kaste sig over eksperimentel behandling, er der heller ingen lov som lægger hindringer i vejen. Blot lægen overholder lægelovens bud om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Og hvis en privatklinik vælger at trække udenlandske læger ind til at udføre arbejdet, er det helt i orden. Også selvom det efterfølgende kan give sprogforbistring, når journalerne skal tolkes i et eventuelt opfølgende forløb.

Efterlyser regler

Manglen på regler undrer formanden for Sammenslutningen af Privathospitaler i Danmark, ortopædkirurg Henrik Erichsen fra Erichsens Klinik i København. Han så gerne, at området blev bedre reguleret.

– Der er kontrol med bageren og slagteren, men ikke med os. Eksempelvis er der ikke nogen krav til, hvordan en operationsstue skal se ud, siger han.

Sammenslutningen af privathospitaler i Danmark repræsenterer syv sygehuse med hver mindst fem sengepladser.

Blandt andet som reaktion på samfundets manglende regulering af det private sygehusvæsen har sammenslutningen vedtaget en række kvalitetskrav og etiske krav, som medlemmerne skal opfylde. Eksempelvis forpligtiger de sig til at tegne en patientforsikring på vilkår svarende til det offentlige, og hvis et videnskabeligt selskab har opstillet anbefalinger for en behandling, skal foreningens medlemmer følge disse, ligesom medlemmerne forpligtiger sig til kun at anvende almindeligt anerkendte behandlingsmetoder.

Få regler – mange vejledninger

Først og fremmest er privathospitalernes virksomhed reguleret af lægelovens bestemmelser, og det er den som myndighederne igen og igen vender tilbage til, når det gælder spørgsmål om kvaliteten af behandlingerne: »Lægerne skal jo handle fagligt forsvarligt ifølge lægeloven«, lyder standardsvaret.

Derudover bestemmer »Lov om virksomhedsansvarlige læger«, at et privathospital eller klinik skal have en virksomhedsansvarlig læge, der har det lægefaglige ansvar.

De offentlige sygehuse er reguleret af sygehusloven, men dens bestemmelser omfatter ikke de private sygehuse. Dog regulerer den til en vis grad det offentliges brug af private behandlingssteder.

Derudover er sygehusvæsenet reguleret af en række vejledninger. Eksempelvis kliniske vejledninger om bedste behandlingsmetoder samt Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning, der også kun har karakter af anbefalinger.

Dog kan Sundhedsministeriet beslutte, at visse specialer skal samles på bestemte sygehuse. Men denne § 13, stk. 5 i sygehusloven er aldrig blevet brugt.

Gælder hele sundhedsvæsenet

– Problemet med manglende lovgivning gælder faktisk hele sundhedsvæsenet, siger lektor i sundhedsret ved Københavns Universitet, Mette Hartlev, og tilføjer:

– Som borger synes jeg det er mærkeligt, at samfundet på et så vigtigt område som det her, ikke sikrer sig nogle bedre styringsmuligheder.

Eksempelvis undrer hun sig over, at Sundhedsstyrelsen på vitale områder ikke kan melde håndfast ud om, hvilke behandlingsmetoder der er bedst, og hvilke krav der stilles til organisering af behandlingen.

Sundhedsstyrelsen kan i praksis ikke gribe ind med eksempelvis påtale eller begrænsning i autorisationen før enten Patientklagenævnet eller en domstol har konstateret, at der er sket en fejl. Før da har styrelsens udmeldinger kun vejledende karakter.

– Spørgsmålet er, om ikke der er behov for at stramme op på styrelsens formelle kompetencer, siger Mette Hartlev.

Samtidig erkender hun, at der er en grænse for, hvor meget man kan og bør ensrette sundhedsvæsenet.

– Spørgsmålet er om regler vil kunne fungere i lægekulturen, men styrelsens kommende rolle er i hvert fald en seriøs diskussion værd, siger hun.

Reaktionstilsyn

Grundlæggende er Sundhedsstyrelsens tilsyn et reaktionstilsyn.

– Vores tilsyn bygger på forventningen om, at sundhedspersonalet opfører sig forsvarligt og på et vist professionelt niveau. Vi reagerer først, når der er tegn på, at nogen svigter den tillid, siger afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen, Jørgen Hansen.

Han forklarer i øvrigt, at Sundhedsstyrelsen kun fører tilsyn med enkeltpersoner. Ikke med institutioner, som de kun har vejledende kompetence over for.

– Men hvis man som amt eller offentligt sygehus vælger at gøre noget andet end Sundhedsstyrelsen anbefaler, så kræver det, at man argumenterer godt for sin sag, siger Jørgen Hansen og erkender at privathospitaler nok ikke helt føler samme forpligtigelse i forhold til styrelsens anbefalinger og vejledninger.

– Der er ingen tvivl om, at vi i de kommende år vil se en betydelig stigning i udbudet af behandlingsformer, der ligger på kanten af det anerkendte, og vi har blandt andet derfor nedsat en intern arbejdsgruppe, som ser på, hvordan vi skal tilpasse os den nye tid, fortæller han.

Svært samarbejde

Mette Hartlev fortæller, at de manglende regler blandt andet betyder, at hvis et privat eller offentligt sygehus skulle finde det interessant at tilbyde eksperimentel behandling, stiller loven ikke umiddelbart nogen hindringer i vejen for det. Kun hvis der bliver rejst kritik, vil myndighederne se på, om lægerne har overholdt lægelovens krav om omhu og samvittighedsfuldhed.

Hvis det drejer sig om behandlinger, der betragtes som eksperimentelle herhjemme, men er fuldt anerkendte i udlandet, vil lægen formentlig kunne argumentere for at have handlet forsvarligt.

Med regeringens ventelistegaranti fra i sommers, der giver patienter ret til behandling på et privathospital, hvis ventetiden i det offentlige overskrider to måneder, har det offentlige sygehusvæsen fået en del erfaringer fra samarbejdet med den private sektor eller udlandet.

De fleste er positive, men der har også været problemer med kvaliteten. Eksempelvis fortæller klinikchef i radioterapien på Rigshospitalets Finsenscenter, Svend Åge Engelholm, at de har haft lidt problemer med Privathospitalet Hamlet

– Vi har været uenige i noget af det, der er foregået. De har andre behandlingsregimer end på et offentligt sygehus, siger han og tilføjer:

– Hamlet er et lille sted, hvor folk kommer udefra. De har ikke den erfaring, som vi har på et større hospital, og de har ikke den samme mulighed for et tværfagligt samarbejde, som vi finder nyttigt i kræftbehandlingen, siger han.

Løse indikationer

Administrerende overlæge ved ortopædkirurgisk afdeling i Holstebro og Herning, Per Thomsen, har sendt omkring 300 patienter til forundersøgelse og/eller behandling hos firmaet Transmedica. Firmaet er ikke et stationært sygehus men fungerer ved at leje sig ind på offentlige sygehuses operationsstuer og ambulatorier med adgang til sygehusets plejepersonale og sekretærer, men med egne, ad hoc ansatte læger.

– Lægerne i Transmedica er dygtige mennesker. Men de er mest svenskere, og vores sekretærer har haft svært ved at forstå det svenske sprog. Dermed har vi fået nogle usikre journaler, hvor det kan være svært at se, hvad der egentlig er sket, siger Per Thomsen. Han mener måske det kunne være godt med nogle retningslinjer omkring sprogkvalitet, når nu det offentlige bevæger sig ud på det private marked.

Per Thomsen har også erfaret at de svenske og danske operationsindikationer er forskellige. De privatansatte læger har været hurtigere til at indstille til operation, fortæller han og siger:

– Det er et godt spørgsmål, om private kan være mere large til at indikere operationer. Når der kommer penge i systemet, er man måske ikke længere så stringent.

Per Thomsen har blandt andet oplevet, at en læge ansat på hans egen afdeling i første omgang vurderede, at en patient ikke skulle behandles. Senere da samme patient blev undersøgt, af samme læge, men nu på et privathospital, blev patienten indstillet til operation.

Få krav til overenskomster

Amtsrådsforeningen har i øjeblikket overenskomst med knap 90 privathospitaler og klinikker om behandling af patienter, som har ventet på behandling i mere end to måneder, og som derfor har ret til at blive behandlet på et privat eller udenlandsk sygehus.

Umiddelbart kunne man tro, at en overenskomst med det offentlige ville være en garanti for kvaliteten. Men de eneste krav Amtsrådsforeningen kan stille til dem, de indgår overenskomst med er, at de overholder lovgivningen, og at de skal kunne redegøre for, hvilket behandlingsudstyr de har, og hvilke kompetencer deres ansatte er i besiddelse af, fortæller vicekontorchef i Amtsrådsforeningen, Kirsten Jørgensen.

– Vi kan ikke kræve, at de skal overholde særlige kvalitetskrav, når det ikke er lovreguleret og i øvrigt heller ikke kræves af de offentlige sygehuse, for så ville vi kunne anklages for konkurrenceforvridning. Men når vi reviderer overenskomsterne her fra nytår, vil vi stille krav om, at privathospitalerne skal leve op til de referenceprogrammer, der findes, siger hun og tilføjer:

– Hvis privathospitalet siger, at de kan udføre en bestemt behandling, og at de overholder loven, kan vi ikke kræve andet. Vi er forpligtiget til at indgå aftaler, og samfundet har en forventning til, at vi bruger de muligheder der er for at få folk behandlet.