Problemet med tilfældige fund på CT

Med forbedret billeddiagnostik har man ikke kun afsløret flere sygdomme, men også, at normalvariationen er stor. Ved en gennemgang af 1.192 helkropscomputertomografier (CT) uden kontraststof på en screeningsklinik rapporteredes der om mindst ét »abnormt fund« hos 86%. Det medførte supplerende undersøgelse hos næsten halvdelen af patienterne, hyppigst i form af CT med kontraststof [1]. Sandsynligheden for, at der skal anvendes flere billeddiagnostiske resurser på udredning af benigne normalvarianter end på behandlingskrævende sygdomme øges, når incidensen af sygdom falder i den CT-skannede del af befolkningen. Det gør den i disse år, hvor flere og flere patienter CT-skannes.

I dette nummer tager Holmsted et al problematikken op [2]. Hos 47% af de patienter, der får foretaget præoperativ staging -CT med kontraststof af abdomen, og som har kolorektal cancer, gøres et uventet fund. Hos 8% skal der ske umiddelbar eller hurtig behandling. Fund af behandlingskrævende forandringer er fordelagtigt for den enkelte patient, men det er resursekrævende at udrede de mange processer, som kan være maligne, men som i langt de fleste tilfælde er ganske fredelige.

Her har ordvalget i den radiologiske beskrivelse betydning for det videre forløb. Berland et al [3] eksemplificerer problemet med den sandsynlige nyrecyste, der er set på en ikkekontraststofforstærket CT: Radiologen kan vælge at tolke fundet som en benign cyste ved at beskrive det som »nyrecyste« eller slet ikke rapportere fundet, som den normalvariant den er. Denne strategi giver færrest ekstraundersøgelser, men den kan være forkert i få procent af tilfældene.

Radiologen kan i stedet skrive: »En diagnostisk uafklaret udfyldning, som dog er uden maligne karakteristika". Det er nok den mest dækkende beskrivelse, men det er også den, der mest overlader beslutningerne til den henvisende læge og til patienten, og som medfører flest ekstra undersøgelser.

Man må i den forbindelse være klar over, at en CT, der ikke viser noget suspekt, ikke udelukker sygdom. For eksempel har mænd, der er behandlet for testiscancer, en øget risiko for sekundær cancer, hvorfor man anbefaler regelmæssig CT af abdomen hos disse patienter. Imidlertid fandt Buchler et al [4] kun 27% af recidiverne ved en rutinemæssig opfølgningsundersøgelse.

Når der ikke findes en universal CT, hvormed man kan undersøge for alle sygdomme, og når ledige tider til CT er begrænsede, hvem skal så kontrolskannes?

Heldigvis udkommer der i disse år nogle brugbare kliniske retningslinjer. I 2005 udgav The Fleischner Society en guideline for rapportering af lungenoduli, hvilket reducerede mængden af kontrolskanninger betydeligt. Nu anbefales der f.eks. kun opfølgning hos lavrisikopatienter, hvis nodulus er større end 4 mm [5]. Sidste år kom ACR Incidental Findings Committee med et white paper med henblik på opfølgning af tilfældige fund i nyrerne, leveren, binyrerne og pancreas [3].

Vi vil opfordre til, at man følger de udenlandske kliniske retningslinjer [3, 5], og at man bliver enige om, hvilke svar CT'erne kan og skal levere. Forhåbentlig vil dette reducere mængden af unødvendige kontroller.

KORRESPONDANCE: Henrik S. Thomsen, Institut for Diagnostiske Fag, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Blegdamsvej 3B, 2100 København Ø. E-mail: Hentho01@heh.regionh.dk

Interessekonflikter: ingen