En fælles professionsetik skal blandt andet hjælpe udbrændte læger med at finde tilbage til det væsentlige i deres fag i en hverdag, der let drukner i alt for mange opgaver og udefrakommende krav.
Fakta
De har lægeløftet. De har Lægeforeningens etiske principper. Og de har de syv grundlæggende pejlemærker for almenmedicinere fra Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).
Umiddelbart virker det ikke, som om praktiserende læger ligefrem mangler etiske principper i deres arbejdsliv. Trods dette har DSAM nu udsendt et oplæg til en professionsetik til de praktiserende læger, der skal give dem »en større faglig selvforståelse og et stærkere kollegialt-professionelt fællesskab«, som der står i præsentationen af oplægget.
Ugeskrift for Læger har talt med Bolette Friderichsen, som er formand for DSAM, om hvad de praktiserende læger mangler i dag.
I har masser af etiske principper allerede. Hvorfor skal praktiserende læger nu have endnu et?
»Det handler om at have et sprog for det, vi er. Man kan sige, at en professionsetik er en slags hvidbog, hvor vi indkredser den praktiserende læges identitet. Vi er presset af tiden og af tidens tand, og derfor er det vigtigt, at vi formulerer en professionsetik, så vi kan tale med hinanden om, hvem vi er, og hvad vores mission er. Og så vi kan tale om, hvad et meningsfuldt lægeliv er – udover at vi skal tjene til dagen og vejen«, svarer Bolette Friderichsen.
Hun uddyber:
»Vi har brug for et fælles sprog, som kan styrke os og give retning for vores faglige udvikling. Noget, som kan trække os op, hvis vi kører sur i det hele og risikerer at blive udbrændte. For det kan være tegn på, at man har behov for at genbesøge sin professionsetik og se, om man bruger kræfterne på det, der i sin tid gjorde, at man valgte dette fag – eller om man har mistet retningssansen«.
Med den ny professionsetik vil DSAM sætte ord på et fælles etisk ståsted for de cirka 3.300 praktiserende læger i Danmark. I oplægget fremhæves den personcentrerede tilgang som det etiske grundlag for praktiserende læger, ligesom der lægges vægt på ønsket om at tilgå patienten som et medmenneske frem for en diagnose.
Fokusset på et personligt og kontinuerligt læge-patient-forhold har på det seneste fået forskningsmæssig medvind, blandt andet i form af et stort norsk registerstudie, der sidste efterår viste, at patienter, der har haft samme praktiserende læge i mere end 15 år, har lavere risiko for at blive indlagt akut og har lavere dødelighed, ligesom de trækker mindre på lægevagten.
»Vores formål er den enkelte, og derfor bygger professionsetikken på mødet mellem den enkelte patient og lægen. Det er ikke kun rart og hyggeligt for lægen at have en god og stabil relation til sine patienter, nu kan vi med blandt andet den norske undersøgelse også dokumentere, at den kontinuitet, the doctor drug, kan aflæses på bundlinjen i form af færre akutte indlæggelser, mindre træk på vagtlægen og lavere dødelighed«, siger Bolette Friderichsen.
Den kontinuerlige læge-patient-relation har dog været under pres i de senere år og vil være det i nogle år endnu. Det skyldes, at der ikke er blevet uddannet nok speciallæger i almen medicin til at kompensere for de mange ældre læger, der går på pension, og det skyldes nye opgaver som følge af en aldrende befolkning samt de mange nye forventninger fra samfundet om udredning og opfølgning på sygdomme og tilstande.
Det pres kan aflæses sort på hvidt i de arbejdsmiljørapporter fra Forskningsenheden for Almen Medicin i Aarhus, som i både 2016 og 2019 har vist, at knap fire ud af ti praktiserende læger er udbrændte i moderat eller alvorlig grad.
Hvilken forskel kan professionsetikken gøre i forhold til udbrændthed? I bestemmer vel ikke helt selv, om I vil have travlt?
»Der er en masse udefrakommende strukturer, som presser os, og derfor skal vi heller ikke gå rundt med hver vores lille personlige etik inde i vores hoved. Det er noget, vi skal have i fællesskab med andre, og det er også der, løsningen på udbrændtheden ligger. At vi sammen reflekterer over, hvad der er værd at bruge kræfter på, og hvad vi skal bruge færre kræfter på. Vi skal hjælpe hinanden med at prioritere, så vi ikke bruger tid på meningsløse opgaver, bare fordi de giver penge«, siger Bolette Friderichsen.
Overskriften på oplægget er: »Hvem er vi? Hvad er vores opgave?« Men ved I ikke det?
»Jo, men vi har brug for at formulere det over for hinanden – indadtil for at styrke vores fællesskab, og udadtil for at forklare omverdenen, hvad vi kan, og hvad der er det helt særlige ved den praktiserende læge«.
Det med omverdenen er nok så vigtigt. For det trækker tråde tilbage til den uforsonlige konflikt i 2013-2014 mellem PLO på den ene side og Danske Regioner og den daværende Helle Thorning-Schmidt-regering på den anden side. En konflikt, hvor de praktiserende læger blot var en my fra at aflevere deres ydernumre.
Bolette Friderichsen fortæller, at de praktiserende læger slet ikke kunne kende sig selv i det menneskesyn, der blev tegnet af dem dengang; de blev fremstillet som læger, der udelukkende ønsker at nytteoptimere sig selv, præstere mindst muligt for størst muligt honorar – og at alle snyder, hvis der ikke er tæt kontrol.
I de følgende år måtte de praktiserende læger slikke sårene, se indad og genopfinde sig selv. Det arbejde foregik blandt andet i den almenmedicinske tænketank, Præstøgruppen, et selvbestaltet fællesskab af praktiserende læger, som blandt andet har udført det indledende arbejde med at formulere en personcentreret professionsetik. Bolette Friderichsen har selv været en del af gruppen, og hun forklarer her, hvad baggrunden var:
»Dengang blev vi og andre mødt af et politisk administrativt niveau, der påstod, at kun det, der kan dokumenteres, har fundet sted. Vi mødte en mur af krav om dokumentation og målinger og påstande om, at det kan være lige meget, hvem man bliver behandlet af, bare man får sin pille. En læge er en læge, og en ydelse er en ydelse, og det er lige meget, hvem der har leveret, sagde de. Det var et wakeupcall for mange af os, som gik lige i maven. For det var jo helt tydeligt, at vi dengang ikke havde en modfortælling til Corydon-tidens paroler om nytteoptimering, kontrol og dokumentation«.
Den modfortælling præsenteres nu i oplægget til en ny professionsetik. Eller ny og ny. Som Bolette Friderichsen siger, bygger den egentlig på gammelkendt stof. For da de praktiserende læger havde brug for at genopfinde sig selv, kan man sige, at de fandt tilbage til sig selv.
»Egentlig er der ikke noget her, som er nyt. Det, vi præsenterer i oplægget, er den måde, som vi kender os selv, og kan se os selv og hinanden i. Vi peger blandt andet på vores behov for fagligt meningsfulde fællesskaber frem for nytteoptimering«, som hun siger.
I oplægget til professionsetik trækkes der tråde tilbage til den samaritanske pligt i Det Nye Testamente, og de helt store filosofiske basuner i orkesteret spiller op med både Aristoteles, Kant, Kirkegaard og Løgstrups etiske fordring.
Er jeres professionsetik på et højere filosofisk niveau, hvor de syv pejlemærker for almen medicin måske mere kan ses som en god etisk tjekliste for arbejdet i det daglige?
»Joh, det kan man godt sige, og Camilla Rathcke har da også spurgt os, om ikke vi kan nøjes med Lægeforeningens etiske principper. De er også rigtig gode, men der er nogle ting i vores fag, som de etiske principper ikke dækker. Hvad betyder det for eksempel, at vi er selvstyrende«?, spørger Bolette Friderichsen.
Hun svarer selv på sit spørgsmål:
»Selvom vi ikke er helt selvstyrende, fordi vi er rammet ind af love og bekendtgørelser, så skal vi ikke rette ind efter en skabelon, som er lagt af en administrationschef. Vi har frihed under ansvar, som gør, at vi kan tage højde for alle de mærkværdigheder i et menneskeliv, som skyller op på vores strand. Vi bruger vores faglighed, de faglige vejledninger, vores kendskab til patienten og vores erfaringer, men vi skal ikke levere på kommando. Og sådan skal det være. Vi mener, at vores selvstændighed i et fagligt forpligtende fællesskab med andre praktiserende læger er den bedst mulige ramme om almen medicin, hvor patienterne kommer til os med mange forskellige slags helbredsproblemer og uden en etikette med diagnosen i panden. Vi kan individualisere, og vi kan se patienterne igen og igen, når situationen kræver det«.
Hvilke forandringer tror du, at en ny professionsetik vil føre til hos den enkelte praktiserende læge?
»Jeg håber, at den kan bidrage til gode diskussioner om, hvordan vi med etikken i behold kan løse de stadig flere opgaver, som er på vej til os i en tid, hvor vi er alt for få praktiserende læger til opgavemængden. Vi skal ikke dyrke en fortælling om et fag i forfald, selvom vi er pressede og har nogle aktuelle udfordringer«, siger Bolette Friderichsen og understreger:
»De nye i vores fag skal ikke møde gamle, sure læger, der har mistet retningen, men de skal møde dygtige, venlige og glade læger, som har noget at tilbyde i form af mening, fokus og fællesskab. Som har modet og evnen til at stå op for vores patienter, finde løsninger, og sige ,pyt’, når noget ikke er så væsentligt – uden at de skal frygte sanktioner«, siger Bolette Friderichsen.
Anne Louise Born Sylvest, 46 år, speciallæge i almen medicin 2019, er i solopraksis i Torup i Nordsjælland.
Nogle gange er det godt, når der kommer nogen, som hanker lidt op i én. Det er også sådan, jeg har det med oplægget til professionsetik. Det har fået mig til at tænke over nogle ting. Bare det at jeg har haft for vane at omtale min praksis her i Torup som »min butik«. Det gider jeg da ikke mere. For det er netop ikke en butik. Jeg sælger jo ikke dåseananas og har rækker af ens varer på hylderne. Det er noget helt andet, man får som patient i mit lægehus. Så nu er det slut med at sige »min butik«.
Jeg blev så glad, da jeg læste oplægget. Det, der gør mig allermest glad, er, at de lægger så stor vægt på vores faglige fællesskab. Det synes jeg, vi har forsømt og nedprioriteret. Vi har måske nok hver især defineret vores egne værdier i praksis, men vi er mange mindre enheder, og jeg synes, der er en tendens til, at enhederne lukker sig om sig selv.
Det har jeg selv mærket her i området. Jeg er for eksempel ikke med i en feriering, fordi der ikke er nogen af de større lægehuse heromkring, der synes, det er en fordel at være i feriering med en sololæge som mig. Det har ramt mig hårdt. Og det har da også fået mig til at tænke over, at vi måske ikke har det store fællesskab. At vi har glemt det.
Jeg kan også godt lide, at de i oplægget til professionsetik fremhæver stoltheden ved at være praktiserende læge og værdien i netop det, som praktiserende læger kan bedre end andre – den professionelle dømmekraft og relationsarbejdet.
I almen praksis har vi i mange år gået med følelsen af, at vi er skraldespanden i sundhedsvæsenet, fordi vi hele tiden får tilført så mange opgaver, som vi ikke har bedt om. Men det er vigtigt, at vi ikke kun definerer os i det negative. Det handler ikke om, at vi skal tage ja-hatten på og ukritisk lade opgaverne vælte ind over os. For det synes jeg slet ikke. Men det er vigtigt, at vi husker vores stolthed og vores værdi.
Da jeg fik oplægget tilsendt, var min umiddelbare tanke, at vi ikke har brug for en professionsetik: »Hvorfor skal nogen definere, hvad og hvem vi er? Det kan vi da godt selv finde ud af«, tænkte jeg.
Men jo mere jeg læste, des mere gik det op for mig, hvor meget vi mangler en professionsetik. Og at vi manglede den ved den skæbnesvangre konflikt i 2013. For dengang tog vi for givet, at alle vidste, hvad vi som praktiserende læger laver, og hvad vi står for. Men det vidste vi jo dårligt nok selv, og vi var ikke i stand til at fortælle vores patienter og omverdenen om det.
Professionsetikken er vigtig for vores identitet som praktiserende læger. Nu skal vi selv være med til at definere, hvad det er, kun vi kan. Det glæder jeg mig til.
Peder Ahnfeldt-Mollerup, 50 år, speciallæge i almen medicin 2008, ph.d. i ledelse og organisation i almen praksis, er praktiserende læge i samarbejdspraksis i Vejle.
Vi har lige set et smukt eksempel på praktiserende lægers professionsetik i forbindelse med hjælpen til de ukrainske flygtninge. Der opfordrede PLO sine medlemmer til at behandle ukrainerne uden honorering. Ikke alle var med, men der var meget stor opbakning. Stor cadeau til PLO for at påtage sig dette professionsetiske ansvar.
Jeg synes, det er en god idé, at vi nu skal have en fælles professionsetik, som der er konsensus om. Vi er som praktiserende læger en stor og vigtig del af sundhedsvæsenet, vi er det største lægevidenskabelige selskab, og det giver en vis magt. Men vi er samtidig meget forskellige, og jeg synes også, at vi er lidt skrøbelige, fordi den enkelte praksis ikke samarbejder så meget med andre praktiserende læger. Det kan true vores fællesskab, hvis vi ikke er opmærksomme på at finde fælles fodslag og stå fast på vores fælles værdier. Og det tror jeg, at en professionsetik kan hjælpe os til.
Der er tegn på, at vi mangler en fælles professionsetik i dag. Det ser vi for eksempel i forbindelse med den nuværende lægemangel, hvor kolleger, for eksempel på grund af sygdom, er nødt til at afhænde deres praksis. Jeg synes, der er en tendens til, at vi ikke opfatter det som vores problem at hjælpe kollegaen, men at vi kun ser det som regionens problem. Jeg synes, at vi har et ansvar som sektor og i højere grad burde gå ind og hjælpe med at skabe en løsning i de situationer. Også selv om det bliver midlertidige løsninger med ansatte læger i en periode.
Vi har etiske problemstillinger på flere niveauer; i forhold til den enkelte patient, i forhold til vores rolle som arbejdsgivere og i forhold til sundhedsvæsenet som sådan.
Over for den enkelte patient kan det handle om, hvor meget vi vil behandle, hvor meget vi vil afvige fra retningslinjer, og om det er en patient, vi prioriterer at se. Derudover har vi som klinikejere værdier, som fortæller, hvad vi synes er vigtigt. I min praksis har vi for eksempel fire prioriteter i nævnte rækkefølge: 1) arbejdsglæde og tillid, 2) faglighed, 3) god service – for eksempel tilgængelighed og til sidst 4) økonomi.
Men etikken betyder også noget i vores professions ageren som en vigtig spiller i sundhedsvæsenet. Det kræver, at vi ved, hvad vi selv vil, men også at vi sætter os ind i, hvad regionerne har brug for. Og så handler det også om vores forhold til de andre praktiserende læger. Vi skal turde at kritisere hinanden, hvis en kollega ikke gør det godt nok – gerne mand til mand. Vi skal selvfølgelig også kunne modtage kritik. Især det sidste er svært – det ved jeg fra mig selv. Men jeg er opmærksom på det. Og jeg øver mig.
Jeg vidste ikke, at jeg havde brug for en professionsetik
Susanne Surlykke, 58 år, speciallæge i almen medicin 1998, er praktiserende læge i Ølstykke i en kompagniskabspraksis med fire kompagnoner.
Jeg har aldrig nogensinde tænkt over, at vi som praktiserende læger har brug for en professionsetik. Men i aftes, da jeg sad og læste det oplæg, vi har fået tilsendt, tænkte jeg, at det her – det er da lige, hvad vi har brug for.
Det gik nemlig op for mig, hvor vigtig min egen professionsetik er i mit arbejde som praktiserende læge. For jeg bruger jo – ubevidst – min professionsetik i alt det, jeg gør, og i den måde, jeg vælger at være læge på. Men min personlige professionsetik er jo privat og ikke noget, som jeg har skrevet ned, noget som jeg taler om eller deler med andre. Og jeg tror, at der ligger en særlig værdi i, at vi som stand nu får en fælles professionsetik.
Det handler også om, at vi til hverdag er sådan nogle små satellitter, som suser rundt lidt hver for sig. Så er der selvfølgelig nogle andre praksis, som vi indgår i et tættere kredsløb med, og nu har vi heldigvis fået klyngerne, som gør, at vi er blevet bedre til at dele vores hverdag og erfaringer med hinanden. Men jeg tror godt, at vi nogle gange kan komme til at glemme, hvordan hele solsystemet ser ud. Hvordan helheden og det store fællesskab er. Og det fællesskab bliver styrket af professionsetikken.
I de senere år har vi haft det problem, at der ikke rigtig har været nogen, som har vidst, hvad vi laver. Praktiserende læger er blevet fremstillet som nogle læger, der laver det, der ikke er svært, og som nogle læger, der kigger på forstuvede ankler og snottede børn. Selv om det er blevet lidt bedre i de senere år, tror jeg, at en fælles professionsetik kan hjælpe os til at styrke fortællingen om praktiserende læger – både over for os selv og over for resten af samfundet.
Jeg synes, det er vigtigt, at der skelnes mellem praktiserende læger og ansatte almenmedicinere. For der er forskel. Det er ikke den samme slags læger. Det handler rigtig meget om betydningen af kontinuitet og om, hvor tit man skifter man job.
Hvor tit skifter jeg praksis? Det har jeg aldrig gjort. Og det gør altså en stor forskel, at vi har investeret i vores klinikker, og at vi ikke er ansatte, som kan skifte job, hvis vi kan få en fridag eller bedre forhold et andet sted.
Når det hele er let og går godt, tænker man måske ikke så dybt over sin professionsetik. Men når det bliver svært, og hverdagen kæntrer, så tror jeg, at den kan hjælpe os. Så kan man se, om professionsetikken stadig giver et retvisende billede af den læge, man gerne vil være.
