Skip to main content

Professor: 9 ud af 10 selvmord skyldes psykisk sygdom

Anne Steenberger, as@dadl.dk

26. sep. 2011
4 min.

Hvert år begår cirka 650 mennesker i Danmark selvmord. Man ved med sikkerhed, at cirka halvdelen af dem har været indlagt på grund af en psykisk lidelse. Men måske er langt flere af dem i virkeligheden psykiatriske patienter. Det fremgår af en videnskabelig statusartikel i Ugeskrift for Læger nr. 39. (se link)

Ifølge artiklens forfatter, psykiater Merete Nordentoft, kan op mod 90 procent af alle selvmord i Danmark være begået af mennesker med en psykiatrisk lidelse.

Det tyder såkaldte psykologiske autopsiundersøgelser på. Det er undersøgelser af selvmorderens baggrund ud fra flere kilder, såsom medicinske journaler, interview med pårørende og politirapporter. Ud fra dem er det muligt at stille en psykiatrisk diagnose.

Merete Nordentoft siger:

"Jeg tror, at det er rigtigt, at 90 procent har en psykisk lidelse. Den psykiatriske diagnose er så ikke nødvendigvis den eneste problemstilling. Der kan være andre faktorer, der spiller ind, særlige typisk livsbegivenheder typisk."

Der er meget lidt viden og dokumentation om selvmord i det hele taget i Danmark. Der er brug for mere viden, hvis man vil gøre en målrettet indsats for at forhindre selvmord:

"Prøv at sammenligne med dødsuheld i trafikken. I 2010 var der 272 der døde i trafikken i Danmark. Her har man Rådet for Sikker Trafik, der indsamler viden og dokumentation. På det grundlag kan man identificere "hotspots," hvor der har vist sig at være særlig stor risiko for uheld. Og der sætter man så ind med specielle foranstaltninger. Der dør årligt dobbelt så mange ved selvmord som i trafikken. Tænk hvis man havde et selvmordsråd, en overordnet myndighed, der samlede dokumentation og evidens, så ville man tilsvarende kunne identificere bestemte risikogrupper eller tidspunkter, som er særligt farlige og derved forhindre selvmord," siger Merete Nordentoft.

Færre selvmord

Antallet af selvmord generelt er faldet, fra 1600 i 1980 til 650 i 2004. Og det har ligget ret stabilt på de 650 siden.

Hvad angår selvmord blandt psykisk syge, ligger Danmark nogenlunde på linje med de øvrige nordiske lande, for lige at slå det fast.

Ligesom antallet af selvmord generelt er der sket tilsvarende fald i antallet af selvmord blandt psykiatriske patienter, viser undersøgelser.

Man har altså fjernet 65 procent af selvmordene siden 1980. Det skyldes en indsats på flere fronter.

En del foregår ud fra devisen: gør det besværligt at begå selvmord, forklarer Merete Nordentoft. Kulilten fra husholdningsgassen er således fjernet. Indholdet af kulilte i bilers udstødningsgas er efterhånden langt nede. Barbiturater fra sovepiller er fjernet og de farlige stoffer i de ældre antidepressivaer findes ikke i samme omfang SSRI-præparater.

"Mange selvmord sker i en akut tilstand af sorg eller smerte. Og vi ved, at tilstanden i nogle tilfælde kan være væk næste dag. Derfor nytter det at gøre det besværligt. Ligesom det nytter med de forskellige akutte telefonlinjer, der er oprettet. At man i det hele taget har mulighed for at få hurtig akut hjælp, fx via de selvmordsforebyggende centre, som alle regioner har oprettet. Det er også et vigtigt skridt," siger Merete Nordentoft.

Hun peger også på, at personalet i psykiatrien er blevet uddannet i at sætte fokus på området. Man er opmærksom på at patienterne skal selvmordsvurderes grundigt inden udskrivelse og man forsøger at bygge en form for tillidsbro til det ambulante tilbud, inden en patient udskrives - ved at patienten fx har mødt nogen fra den distriktspsykiatri, som udgør det næste skridt i behandlingen.

Mer dokumentation

Men hvis endnu flere selvmord skal undgås, er det nødvendigt med evidens, som indsatsen kan funderes på. Der er uacceptabel ringe dokumentation om selvmord blandt psykiatriske patienter i dag, mener Mere Nordentoft:

"Vi ved, at der fandt færre selvmord sted under indlæggelse frem til 2006. Men vi har haft en udvikling, hvor der er nedlagt senge og flere og flere behandles ambulant. Det har givet anledning til stor bekymring. Til trods for det er de seneste tal, vi har om selvmord efter udskrivning, hvor vi ved at risikoen er stor, helt tilbage fra 1997."

Der er dog ikke noget umiddelbart, der taler for at omorganisationen er årsag til flere selvmord, pointerer Merete Nordentoft:

"Hvad vi ved er, at der er sket et fald i antallet af selvmord, samtidig med at der er blevet færre sengepladser. Men samtidig kan vi se en tendens til at kort indlæggelsestid kan hænge sammen med selvmord. Men vi mangler mere detaljeret viden om flere ting, fx om, der er en sammenhæng mellem det organisatoriske og selvmord og om hvilke personer, der er i risiko og hvilke tidspunkter, der er særligt farlige."

FAKTA:

Selvmordsforebyggende foranstaltninger i dag:

Livslinjen - akut telefon

Fem regionale selvmordsforebyggende centre

Øget fokus på den fysiske indretning af psykiatriske afdelinger for at mindske muligheden for selvmord.

Til nytår åbner et akut modtageafsnit på Børne- og Ungdomspsykiatrisk center Glostrup for bl.a. unge med selvmordstanker.