Skip to main content

Professor i ensomhed: Læger er en af de mindst solidariske faggrupper, jeg kender

Alle de strukturer, læger arbejder under, inviterer til individualisme, og individualisme fører til ensomhed, stress og depression, siger professor. Lederne på hospitalerne skal blive bedre til at lytte til medarbejderne, lyder det.
Professor Allan Holmgren ved sit hjem i Snekkersten ud mod Øresund. Foto: Claus Boesen, oktober 2019
Professor Allan Holmgren ved sit hjem i Snekkersten ud mod Øresund. Foto: Claus Boesen, oktober 2019

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

16. okt. 2019
8 min.

»Arbejdspres og travlhed giver ikke stress. Man kan have rygende travlt, og man kan blive høj af det, hvis det man laver, giver mening. Hvis man ikke er alene med det«.

Ordene kom fra Allan Holmgren, professor i ensomhed, da han holdt oplæg om ensomhed ved Yngre Lægers konference om arbejdsmiljø den 10. september. Konferencen handlede om travlhed, ensomhed, afbrydelser, stress, supervision og ledelse.

Allan Holmgren er adjungeret professor og ekstern lektor ved CBS, psykolog og direktør i DISPUK, Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling og Konsultation.

Han gjorde i sit oplæg klart, at stress handler om ensomhed og om, at man føler, at man ikke bliver bakket op, ikke bliver set, at der ikke bliver draget omsorg for en, og at man er alene om det hele.

I en medlemsundersøgelse fra Yngre Læger svarer 35 procent, at de i nogen, høj eller meget høj grad oplever, at der er yngre læger på arbejdspladsen, som ikke er en del af det sociale fællesskab.

45 procent oplever, at arbejdstempoet er for højt på deres arbejdsplads.

Ugeskrift for Læger ringede Allan Holmgren op til et uddybende interview om, hvad der fører til ensomhed og stress blandt læger.

»Det vigtigste er at have sine værdier intakte. Men når man ikke kan det, brænder sikringerne over, og der sker en mental nedsmeltning. Et sammenbrud. Det er ikke personen, den er gal med. Personen lider under ubærlige arbejdsvilkår, og de arbejdsvilkår udstikkes af de store, gennemstrømmende linjer i vores kultur. Det skal gå hurtigere, være mere effektivt«, mener Allan Holmgren.

Stress og ensomhed

Ensomhed er det største problem for mennesker i vores tid, mener Allan Holmgren. Fællesskabet er smuldret, og det er særligt sket på hospitalerne.

Han baserer sine iagttagelser på sin 40-årige erfaring med at tale med stressramte og fra sin tid som konsulent på sygehusene.

Han bliver brugt som konsulent på afdelingerne, når samarbejdet er brudt sammen, og de har brug for hjælp udefra.

»Derudover har jeg haft mange samtaler med de reservelæger og overlæger, som går ned med stress. Lægerne fortæller mig, hvor hårdt det er, og hvor skamfuldt det er, at de ikke føler, at de slår til. Deres beretninger skal ud i det åbne, så det ikke bliver en understrøm på afdelingen, hvor de begynder at vrisse ad hinanden. Jeg har også oplevet, at overlæger har truet hinanden. Det bliver et rædselsklima for alle at være i«.

Det er min erfaring, at mange overlæger er steget i graderne, fordi de er dygtige fagspecialister, men samtidig er de elendige til at forholde sig til andre mennesker. De er blevet nørder, de er ikke blevet opdraget til at tage sig af andre. Og når man så kommer ind i et job, hvor man er overladt til sig selv, og folk tror, at man bare kan klare det, så oplever man lynhurtigt ensomhed.

Læger er i høj grad udsatte

Ifølge Allan Holmgren hænger stress og ensomhed nøje sammen.

»Når man bliver ensom, tør man ikke bede om hjælp. Når man er ensom og skal klare det hele selv, går man imod det, der er vores menneskelige natur. Vores menneskelige natur er at føle os trygge i fællesskaber. Når vi ikke føler os trygge, bliver vi bange, vi ligger vågne, får åndedrætsbesvær. Vi kan ikke huske, hvor vores nøgler er. Vi er bange for, om vi er gode nok, om vi er accepteret og en del af fællesskabet«, siger Allan Holmgren.

Ensomhed afføder stressreaktioner. Og stress er et udtryk for sammenbrud eller udbrændthed. Når man kommer for langt fra sine værdier, er det ligesom at miste sine tæer. Man kan ikke holde balancen, og så falder man, siger han.

Læger oplever i høj grad ensomhed, når der ikke er nogen ledere, der følger en, siger Allan Holmgren. Han mener ikke, at der er plads i lægeverdenen til, at nogen drager omsorg for de nyansatte læger.

»Det er min erfaring, at mange overlæger er steget i graderne, fordi de er dygtige fagspecialister, men samtidig er de elendige til at forholde sig til andre mennesker. De er blevet nørder, de er ikke blevet opdraget til at tage sig af andre. Og når man så kommer ind i et job, hvor man er overladt til sig selv, og folk tror, at man bare kan klare det, så oplever man lynhurtigt ensomhed«.

Især læger går ned med flaget. De skal optræde, som om de er eksperter og har styr på alt.

Ensomhed og stress kan især være et problem på psykiatriske afdelinger, fordi de ser så meget menneskelig lidelse. På mange onkologiske afdelinger er arbejdsmiljøet dårligt, og på kirurgiske afdelinger kan det med Allan Holmgrens ord også være helt ad helvede til, fordi der er et stort pres på, hvor mange operationer de skal igennem.

Lægegerningen bliver ligesom at arbejde på et samlebånd, siger han.

»Et hospital bliver omdannet til en industrivirksomhed. Og det er ikke derfor, at man har taget en lang uddannelse, der går ud på at hjælpe andre. De er bundet af lægeløftet, men i praksis kan de ikke have øjenkontakt med patienterne, fordi de sidder med ryggen til med hovedet ind i skærmen. Det er frygteligt over for både patienten og lægen«.

Organisatorisk ansvar

Allan Holmgren ser en tendens til en individualisering af problemerne. Det er lægernes egen skyld, at de går ned med stress. De skal bare tage sig sammen.

»Det er aldrig et individuelt ansvar. Det er et ledelsesmæssigt ansvar hele vejen igennem. Men jo højere, man kommer i hierarkiet, jo mere angst er der. Jo mere skamfuldt og arrogant optræder mange administrerende overlæger og oversygeplejersker«.

Ledelsernes tankegang er inficeret af en industrikultur, og de har politikerne, der blæser dem i ryggen, og administratorer og økonomer, der udtænker alle mulige forandringer, der ikke giver mening for medarbejderen på gulvet, siger Allan Holmgren.

Frygter kritik

Blandt lederne er der en udpræget frygt for kritik, mener han. Lederne er med til at lukke øjnene for, hvor forfærdelige arbejdsforholdene er. Og når der så er nogle medarbejdere, der sætter foden ned, kan lederne ikke holde ud at høre på det, fordi de selv skammer sig over at være en del af det. Så slår de det hen.

»Medarbejderne fortæller, at de ikke har nok tid, og lederne kan ikke holde ud at høre på det. De tager det personligt. Det er den store fejl. Lederne bliver nødt til at høre kritik som et udtryk for, at der er noget, der er vigtigt for medarbejderne. Men lederne skammer sig over, at de er med til at administrere nogle lorteforhold for medarbejderne. Hvis de så bare kunne stå ved det og sige, at de har fuld forståelse for frustrationerne. Alle er ramt af ofte meningsløse sparekrav og effektivitetskrav«.

Hvad skal lederne gøre?

»De skal gøre oprør. Der er brug for et oprør. Mange ledende overlæger har sagt deres stillinger op, fordi de ikke længere kan stå inde for det, der foregår. Det er op til politikerne og administratorerne at forstå, at lægerne ikke forsøger at tage røven på dem og bare vil have mere i løn. De skal have ordentlige vilkår. Især de yngre læger. Lederne er nødt til at gå opad i systemet. De bliver nødt til at skrive debatindlæg og invitere politikerne ind på afdelingerne«.

»Det er absurd, at vi i verdens rigeste land ikke har råd til ordentlige vilkår for personalet i sundhedsvæsenet, fordi der er en ideologi om, at skatten skal ned. Hele ideologien om det forbrugende menneske skal der gøres op med. Der er brug for en revolution i vores tankegang. Vi er ikke forbrugere, vi er borgere med ansvar for hinanden«.

Læger blandt de mindst solidariske faggrupper

Allan Holmgren peger på, at solidaritet er et udtryk for sammenhold, og når sammenholdet glipper, bliver folk ensomme.

»Solidaritet er der, hvor man har et fællesskab og er omsorgsfulde over for hinanden. Men når man bliver målt og vejet individuelt, bryder man også solidariteten. Når individualismen er gået over gevind, resulterer det i voldsomt stigende forekomster af stress, depressioner og angst, som hænger sammen med ensomhed«.

Er læger ikke solidariske?

»Nej, de vil gerne være det, men alle de strukturer, de arbejder i, inviterer til individualisme, og de konkurrerer indbyrdes. Reservelægerne konkurrerer om 1. reservelægestillingerne, 1. reservelægerne konkurrerer om overlægestillingerne. Det kan godt være, at de er venskabelige, men det er ikke en ægte solidaritet. Som overlæger passer de også på deres eget lille fyrstendømme. Læger er en af de mindst solidariske faggrupper, jeg kender«.

Hvilke konsekvenser har konkurrencen?

»Den skaber ensomheden, hvor det er mig imod de andre. Og konkurrence skaber altid ensomhed, medmindre vi er solidariske omkring det. Men hvis vi ikke har følelsen af at være et team, der står sammen, skaber det ensomhed. Jeg har intet imod konkurrence, men det skal være båret af et fællesskab«.

Er det ikke lettere sagt end gjort?

»Jo, og det er derfor, at der skal være en moden overlæge, der passer på de yngre. Overlægen skal ikke primært tage sig af patienter, men af sit personale. De skal ikke være overladt til sig selv. Lederne er blevet væk, lederne er blevet til administratorer. Men de skal være personaleledere. De skal være der til at lede, være sammen med og følge deres medarbejderne. Men de har så travlt, at de ikke kan være der«.

Hvad skal man gøre, hvis man som læge ikke føler sig hørt?

»Så skal man finde en anden leder. Man skal vælge sine ledere og sine forældre med omhu. Man skal væk fra de relationer, der gør en syg«.

Men hvis det er drømmestillingen?

»Så skal man alligevel væk, for drømmestillingen er en romantisk illusion. Hvis man har en chef, som er idiot, er det ligegyldigt. Man bliver syg af det«.

Mange ledere tænker måske også, at det ikke handler om dem?

»Ja, det er alle dem, der er fulde af selvbedrag. Det her handler om de fleste ledere i hospitalsverdenen. De er alle sammen bange. De gør sig hårde, så de kan overleve«.

Så du mener ikke, at de er onde?

»Nej. Ingen er onde med vilje. Men systemet er ondt«.