Content area

|

Professor i geriatri: »Vi skal have mere effektive træningsformer til de ældre«

De må ikke tabe sig. Et nyt knæ er overkill. Og træning bliver for hårdt. Hvad stiller man som læge op, når de meget gamle ikke passer ind i de kliniske retningslinjer for artrose? Man individualiserer behandlingen, mener geriater og professor Charlotte Suetta, der vil have mere effektive og individualiserede træningsformer for ældre.
Charlotte Suetta. Foto: Claus Peuckert
Forfatter(e)
Af Line Felholt kontaktlinef@gmail.com

Når patienten er 50 år eller 60+ år, er artrose i knæ eller hofter en uventet og uønsket tilstødelse til et aktivt liv. Men hvad så, når patienten er 85 år? Ja, da er slidgigt noget lidt andet.

»Når vi når plejehjemsalderen, har mange artrose i en eller anden grad. De fleste har ondt i ryggen, hofterne eller knæene. I den alder er smerter fra artrose ofte et livsvilkår«, lægger Charlotte Suetta ud.

Hun er professor i geriatri med fokus på muskel- og funktionstab hos ældre patienter ved Center for Klinisk Aldring, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet, og overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt Herlev og Gentofte Hospital.

Når man som læge har med de ældre patienter at gøre, kan de kliniske retningslinjer blive mindre relevante. For er patienten langt oppe i alderen, er det ikke nødvendigvis en god idé at tabe sig og måske heller ikke altid en god idé med et nyt knæ. Derfor bør man som læge altid tage udgangspunkt i den enkelte patient. Hvilket i særlig grad er vigtigt, når der er tale om patienter højt oppe i alderen, påpeger Charlotte Suetta. Jo ældre patienten er, jo flere faktorer spiller ind, når en beslutning om behandling af kroniske lidelser, som for eksempel artrose, skal tages.

»Det handler meget om patientens egne forventninger, som kan være meget forskellige for en 93-årig og en 70- eller 80-årig. Derfor skal man kigge mere på patienten end på generelle retningslinjer og tage restlevetiden i betragtning. Noget af forebyggelsesindsatsen og de råd, man giver befolkningen generelt, giver ikke mening, når man er 93 år«, siger hun.

Enorm spredning

Man hvad gør man som læge, hvis den ældre patient har artrose? Én ting kan man sagtens tage med sig fra de kliniske retningslinjer:

»Som udgangspunkt skal man også træne som ældre. Alle uanset alder kan træne i en eller anden form. Det er ikke anderledes for ældre med artrosesmerter end for yngre«, slår hun fast.

Med en baggrund i idrætsmedicin kalder hun sig selv »sportsgeriater«, og selvom der selvfølgelig kan være tilfælde, hvor man skal give smertestillende medicin til en 96-årig i stedet for at ordinere træning, er det hendes klare budskab, at patienter aldrig bliver for gamle til at træne.

Men ordet »træne« bliver brugt alt for bredt, lyder hendes vigtigste budskab. For skal træning være samme vidundermiddel mod smerter og funktionstab hos den 80-årige, som det er hos den 60-årige med artrose, så skal træningen differentieres.

»En 34-årig kan sagtens få noget godt ud af stort set alle træningsformer, men er man 86 år, har man mindre energi, og så er det ikke lige meget, hvad man laver. Dertil kommer, at der er en enorm spredning blandt de ældre patienter. Både i funktionsniveau, hvad de ønsker sig af resten af livet, og hvad de kan. Alt sammen noget, der har hobet sig op af at have levet et helt liv«, siger hun.

Styrketræning er ikke for alle

GLA:D-træning er den træningsform, som herhjemme anbefales ved artrose. Det er superviseret styrketræningshold med balanceøvelser indlagt. Men heller ikke den form for træning er individualiseret nok, mener Charlotte Suetta. Hun tror på, at forskere og derved læger kan blive langt mere skarpe på, hvordan specifik træning kan benyttes som behandling af en lang række sygdomme. Hun sammenligner det at sige til patienten: »Nu skal du gå hjem og træne«, med at sige: »Nu skal du gå hjem og tage en pille«.

»Med medicin fortæller vi patienterne, hvad det er for en pille, de skal tage, hvornår og hvor meget. Men det gør vi ikke i samme grad med fysisk træning. Og det er en stor fejl. Vi er nødt til at raffinere vores anbefaling af træning«, mener Charlotte Suetta, som forsker i, hvordan man bedst modvirker tab af muskelvæv hos både raske og syge ældre.

Ved artrose er et af problemerne, at jo flere ledsmerter patienten har, jo mindre bruges benet, hvilket fører til muskelatrofi og ledinstabilitet. Derfor er styrketræning som udgangspunkt godt, forklarer hun. Dog kan ledsmerterne være så udtalte, at det er vanskeligt at udføre styrketræning i praksis. Og hvad skal de patienter så gøre, lyder hendes pointe.

Afklemning øger effekten

Et godt eksempel på en specifik træningsform, som tager højde for, at nogle ældre (og yngre) patienter ikke kan holde til at løfte tunge vægte og dermed ikke får det optimale ud af styrketræning, er okklusionstræning. Også kaldet blood flow restriction (BFR)-træning eller det oprindelige navn »kaatsu«. En japansk træningsform, som betyder »øget tryk«. Ved at træne med en moderat grad af afklemning af blodtilførslen til muskulaturen (der medfører iskæmi) øges muskelopbygningen hurtigere og ved en lavere intensitet end ved almindelig styrketræning. I et samarbejde med kliniske fysiologer fra Bispebjerg Hospital og idrætsfysiologer fra Syddansk Universitet har forskere, heriblandt Charlotte Suetta, kunnet vise, at en af mekanismerne ved denne effekt er, at dannelsen af hypoksi og NO medfører en kraftig stimulering af de myogene stamceller, der er nødvendige for muskelhypertrofi.

»Ugeskrift for Læger bragte den 5. oktober i år en meget interessant case med en 73-årig patient med knæatrose, der havde god effekt af gangtræning med okklusion (Ugeskriftet.dk/videnskab/V02200108). Det er et rigtig godt eksempel på, at vi kan blive langt mere specifikke og individualiserede i vores anbefalinger til patienterne«, lyder det fra Charlotte Suetta.

Blood flow restriction-træning

Udviklet i Japan i 1960’erne under navnet kaatsu. Går i dag under flere navne, bl.a. okklusionstræning og blood flow restriction (BFR)-træning. Det er en træningsmetode, som delvist begrænser den arterielle tilstrømning og fuldstændig begrænser den venøse udstrømning i den arbejdende muskulatur under træning. BFR medfører en utilstrækkelig iltforsyning til vævet (hypoksi), hvorved metabolitter akkumuleres og foranlediger en række fysiologiske processor, bl.a. stimulering af anabolske væksthormoner og øget proteinsyntese. Derved opnås der en hypertrofisk effekt på skeletmuskulaturen ved en mindre træningsvolumen. Kan bruges, hvor konventionel træning ikke er mulig og kan være et supplement eller et kortvarigt alternativ til traditionel styrketræning, hvis konventionel tung styrketræning medfører en forværring af ledsmerter. Okklusionstræning er i den videnskabelige litteratur systematisk undersøgt hos patienter med bl.a. osteoartrose, brusk- og/eller meniskskade, patellafemorale smerter, reumatoid artritis, uspecifikke ledsmerter, ACL-rekonstruktion, alloplastiskoperation m.m. Overordnet viser den videnskabelige litteratur, at okklusionstræning øger den generelle muskelstyrke, forkorter genoptrænings- og rehabiliteringsperioden samt fremmer funktionsevnen ved kroniske tilstande.

Kilde: dansksportsmedicin.dk

Blad nummer: 

Right side

af Henning Bagger | 21/10
1 Kommentar
af Jens Meyer Svendsen | 21/10
2 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 16/10
1 Kommentar
af Jens Ole Mathiesen | 16/10
1 Kommentar
af Gunnar Lauge Nielsen | 13/10
1 Kommentar
af Morten Krogh Jensen | 13/10
11 kommentarer
af Frank Østergaard Hansen | 12/10
1 Kommentar