Profil af en kommende læge

I 1991 startede lektor Birgit Petersson, en forskergruppe, som ville undersøge, hvem der bliver læger, og hvordan de bliver det. Torsten Risør, som selv påbegyndte medicinstudiet i 1991, har været med fra starten og opsummerer de foreløbige resultater således:

»Den typiske medicinstuderende adskiller sig på flere måder fra sine jævnaldrende danskere. Hun er vokset op som det ældste barn i en traditionel kernefamilie med 2-3 børn. Forældrene er veluddannede og velhavende. Hver femte er lægebarn. Hun er topmotiveret for sit studie og har mange grunde til at vælge det. Vigtigst er ønsket om at vide alt om mennesket, på alle måder. Mange ser også lægefaget som et meningsfuldt arbejde med mulighed for personlig udvikling. Hun ser lægen som en alsidig faglighed, som både skal besidde en stor faglig og menneskelig viden, og som skal kunne optræde både med sikkerhed og indføling over for patienten. Hun har endelig en række ønsker til forandringer i sundhedsvæsenet, som vil komme patienterne til gode.«

I løbet af uddannelsen ændrer disse holdninger sig. Undersøgelsen viser, at motivationen flyttes i retning af den status, som ligger i at være læge, og at kunne mestre denne funktion. Især ønsket om viden om det hele menneske bliver mindre. Lægen anskues stadig som alsidig, men kvaliteter som nysgerrighed og kreativitet nævnes sjældnere. Og hvor ønskerne til sundhedsvæsenet tidligere handlede om patienter, er det nu forhold som bedre løn og arbejdsvilkår for lægerne, som nævnes. Det synes ikke længere så vigtigt at lytte til patientens bekymringer og inddrage patienten i behandlingen. Sygdom opfattes i stigende grad som adskilte enheder, hvor forskergruppen iagttager, at specielt sociale faktorers betydning for udvikling af sygdom nedtones.

Torsten Risør pointerer: »Det er langtfra alle medicinstuderende, som gennemgår denne forandring. Men forandringerne er signifikante og bekymrende. Det er uvist, om det er uddannelsens skyld, eller det er en udvikling, som hænger sammen med andre forhold som travlhed og stress i lægejobbet eller etablering af egen familie og at få den til at fungere.« Han konkluderer, »at der er grund til at undersøge nærmere, hvad det er, der sker. De studerende gennemgår ganske vist en personlig udvikling, men tilsyneladende ikke som de ønskede det. Og de lider under det. I turnus er det således hver sjette læge, som inden for det sidste år har opsøgt læge eller psykolog pga. psykiske problemer. Derudover har flere medicineret sig selv med SSRI-præparater.«

Efterhånden som forskergruppens resultater publiceres, vil der formentlig opstå mange gisninger om årsager og virkninger. Man fristes til at sammenfatte denne tendens til, at vi i vort lægejob ændres fra at værdsætte udtænkning af muligheder til at fremkomme med faktuelle facit. Der vil komme en diskussion af, om det er en naturlig ensretning gennem lægestudiet til at kunne varetage lægejobbet, eller om det er hjernevask. Erhvervslivets fokusering på, at velfærdssamfundene kun kan have fortsat vækst, hvis vægten flyttes over på innovativ forskning og kreative akademikere, ser i hvert fald ikke ud til at blive resultatet af at gennemføre et medicinstudium.

Spørgeskemaundersøgelse

I 1991 startede lektor Birgit Peters-son, Afd. for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, en forskergruppe, som ville undersøge, hvem der bliver læger og hvordan. Designet var en spørgeskemaundersøgelse, som inkluderede en årgang medicinstuderende i København, som påbegyndte studiet i 1992, med followup i 1994, 1997 og 2002. Kohorten følges op med et nyt spørgeskema i 2007, 15 år efter studiestart. Torsten Risør forfølger et af de spørgsmål, undersøgelsen rejste: »Hvilken betydning har vores holdninger for, hvad vi vælger at gøre med vores patienter, eller mere præcist: Hvordan lærer vi at træffe en klinisk beslutning?«

Publikationer fra undersøgelsen kan ses i dette nummer samt på www.ugeskriftet.dk