Content area

|

Psykiater i det private: »Der er mange onde spiraler i den offentlige psykiatri«

Mens partierne i Folketinget forhandler om en tiårsplan for psykiatrien, mærker private psykiatritilbud øget vækst, i økonomi, i patienter og i ansatte, herunder psykiatere. Her er der ikke de frustrationer, der er i det offentlige, lyder det fra et par af dem – og i de to psykiatriske selskaber genkender man billedet.
(Foto: Mikkel Bækgaard/Privat)
Forfatter(e)
Anne Steenberger, as@dadl.dk og Jens Nielsen, jen@dadl.dk

Tyve psykiatere. Det er antallet af psykiatere, som den private sundhedsfaglige klinik PPclinic har tilknyttet lige nu. De fleste er ansat enten fire dage om ugen eller 3-4 dage om ugen – nogle er tilknyttet som freelance.

Det er et antal, der er steget i de senere år, fordi klinikken, der har afdelinger i København, Vejle og Aarhus, har fået mere at lave, fortæller Jesper Karle, der er medstifter og den ene af tre ejere og direktører i klinikken, der har 20-årsjubilæum i år.

»Vi har vækst, i ansatte, i henvendelser og i henvisninger«, siger han.

De to P’er i klinikkens navn står for psykiatere og psykologer, og det er de to faggruppers tværfaglighed, som klinikken tilbyder i sin behandling, der både er voksen og børne- og -ungdomspsykiatrisk.

Lidelserne, som patienterne kommer med, er ikke de tungeste kroniske psykiatriske sygdomme. Det er depression, bipolare tilstande, ADHD, OCD, autismespektrum og lettere personlighedsforstyrrelser.

Patienterne fordeler sig i tre grupper: egenbetalere, henviste og forsikrings- og pensionskunder.

»Kommer der mennesker med alvorlig psykisk sygdom, det kan for eksempel være kendt skizofreni, som har behov for en tværfaglig indsats, som rækker ud over vores tilbud, så er det vores opgave at hjælpe personen tilbage i det offentlige«, siger Jesper Karle.

Han oplyser, at klinikken i det seneste par år har foretaget et stigende antal udredninger for ADHD.

»Det er egenbetalere i Jylland, der navnlig er kommet flere af. Vi har alle årene haft egenbetalere i Københavnsområdet, men først i de senere år i Jylland, og især efter corona er det gået stærkt på det område«, siger Jesper Karle.

Hvordan ser I jer selv i forhold til den offentlige psykiatri?

»Helst så vi os som et godt supplement til en velfungerende offentlig psykiatri, så det er ikke sådan, at vi sidder og griner ved negativ omtale af det offentlige«, siger Jesper Karle.

Frustrationerne i det offentlige

Lige så mange år som PPclinic er, lige så mange år er det siden, at Jesper Karle og hans kompagnon forlod den offentlige psykiatri.

Da havde han under sin uddannelse til speciallæge været ansat på Sct. Hans, på Rigshospitalet og på Bispebjerg.

Da han blev speciallæge i 2001, havde overvejelsen om at søge væk luret i nogle år.

»Jeg var afdelingslæge, men valgte ret hurtigt, at hvis jeg skulle overleve og ikke blive sur og gammel før tid, og opleve at bruge mit håndværk i overensstemmelse med det, jeg selv synes, så skulle det være et andet sted end i det offentlige«.

Konkret oplevede han tiltagende og tidskrævende registreringskrav til psykiaterne, og at hospitalet for ofte måtte afvise at hjælpe folk uden for målgruppen.

»Vi brugte ikke vores tid fornuftigt, og samtidig havde jeg en stigende oplevelse af, at det var en meget begrænset målgruppe, vi hjalp; der var et kæmpe udækket behov uden for hospitalsdørene. Og i vagterne oplevede vi mennesker, der kom med behandlingskrævende tilstande, som ikke hørte til målgruppen, og som vi derfor måtte sende hjem igen«.

Det førte til en tiltagende frustration, og de to psykiatere øjnede muligheden for i eget regi at arbejde med de mennesker, som hospitalerne dengang ikke kunne hjælpe.

»Vi så et kæmpe behov. Der var masser af mennesker, som befinder sig et eller andet sted mellem almen praksis, psykiatrisk speciallægepraksis og hospitals- og distriktspsykiatri, som ikke fik kvalificeret hjælp.

Vi gik uden at smække med døren, vi var pæne unge mænd. Vi havde gjort opmærksom på, at noget burde gøres anderledes. Men uden at gøre os umulige. Vi gik, før vi nåede at blive vrede. Men jeg husker, at jeg havde oplevelsen af, at hvis det her skulle gøres væsentligt anderledes, så er mit liv for kort til at forsøge at bearbejde det offentlige«.

Så nu har han og hans medejer i 20 år, efter Jesper Karles udsagn, haft et tilfredsstillende arbejdsliv.

»Vi har kunnet holde fast i ønsket om at værne om kerneopgaven, her er ingen Sundhedsplatform, og vi kan udøve vores håndværk, som vi mener, det er rigtigt«.

Han er godt klar over, at det betyder noget, at de har med de lettere psykiatriske patienter at gøre, forstået på den måde, at de fleste bliver raske.

»Vi er privilegerede, fordi en meget stor del af de mennesker, der kommer her, kan vi gøre noget for, de bliver raske. På godt og ondt er mange af de psykiatriske patienter i hospitalspsykiatrien kronisk syge, og det kan kræve et særligt blik hos psykiateren at se sin indsats som nyttig. Det er nemmere at have håb hos os«.

De onde spiraler

Hvad tænker, du den offentlige psykiatri kan gøre for at blive en mere attraktiv arbejdsplads?

»Der er mange onde spiraler i den offentlige psykiatri, gamle som nye, og de griber ind i hinanden. Rekrutteringsproblemer, knaphed i ressourcer, for få sengepladser og så videre, der gør det svært at imødekomme folks behov. Da jeg var der, var det en udfordring at finde en fagidentitet, en faglig stolthed. Der var ikke mange steder, hvor man kunne sige, at der var en faglig ånd til stede, som tiltrækker og får folk til at føle sig hjemme«.

»Jeg havde oplevelsen af, at hvis det her skulle gøres væsentligt anderledes, så er mit liv for kort til at forsøge at bearbejde det offentlige« siger Jesper Karle (foto: Mikkel Bækgaard)»Jeg havde oplevelsen af, at hvis det her skulle gøres væsentligt anderledes, så er mit liv for kort til at forsøge at bearbejde det offentlige« siger Jesper Karle (foto: Mikkel Bækgaard)

Og så er det vigtigt med tværfaglighed, pointerer Jesper Karle.

»Det skal være muligt, at faglighederne taler sammen, som vi kan her, en regelmæssig udveksling om patientforløb og en klar holdning til, at det er vigtigt at gøre sig umage og opnå resultater hurtigst muligt«.

Tværfagligheden i det offentlige forsvinder

Der var flere trin på børne- og ungdomspsykiater Pernille Darling Rasmussens vej ud af det offentlige til fordel for en ansættelse på det psykiatriske privathospital Hejmdal. Det lå egentlig langt fra hende.

»Jeg er en af dem, der altid har haft et horn i siden på det private«, som hun siger. Men tabet af tværfaglighed var også for hende et alvorligt tab i hendes arbejdsdag i det offentlige. Det var en udvikling, der skete, fra hun begyndte i psykiatrien i 2009, til hun var færdiguddannet speciallæge i psykiatri i 2020.

»I begyndelsen havde jeg andre faggrupper omkring mig i stor stil – socialrådgivere, pædagoger, lærere, ergo- og fysioterapeuter og så selvfølgelig sygeplejersker og psykologer. Alle dem kunne jeg hente information fra, og så kunne jeg samle trådene og individualisere det enkelte forløb, som jeg syntes var optimalt for den enkelte familie«.

Men efterhånden er de fleste af faggrupperne helt eller næsten skåret væk. Og i forbindelse med indførelsen af Sundhedsplatformen skete det samme med lægesekretærerne.

Opgaverne, som de faggrupper havde varetaget, forsvandt ikke, men gled over til lægerne, siger Pernille Darling Rasmussen.

  • »Forholdene er nu sådan, at store dele af personalet er dybt bekymret over og påvirket af, at det arbejde, vi kan gøre for patienterne, er for dårligt«

Merete Nordentoft

»De opgaver er vi læger ikke særligt gode til at løse, og for familierne betyder det, at forløbene bliver mere usammenhængende og efter min mening af ringere kvalitet. Fordi vi sidder næsten alene og skal træffe beslutninger om, hvad der skal ske for dem videre«.

Der blev indført pakkeløsninger i psykiatrien. Dermed oplevede Pernille Darling Rasmussen, at det blev svært at udøve sin faglighed og lave individualiserede skøn og finde ud af, hvad der var bedst for hver enkelt familie. Pakker kan være gode nok, mener Pernille Darling Rasmussen, hvis det er åbenlyst, hvad problemerne er.

»Men ofte er det mere komplekst, og så er der brug for noget andet end en pakke. Men jeg må ikke få lov til at give dem det, de har brug for, fordi der er nogle strukturer og rammer og ressourcer, der er bundet op på nogle bestemte ting, der ikke er meningsfulde for hverken lægen eller familierne«.

Mangel på fleksibilitet

Andre trin på vejen ud af det offentlige var oplevelsen af et system med meget kontrol og dokumentation og så nogle ildsjæle, »der kæmpede for at få tingene til at fungere«.

Det trin, der blev som dråben, der fik det hele til at løbe over, var da Pernille Darling Rasmussen var færdig som speciallæge og egentlig skulle have ansættelse som afdelingslæge i Region Sjælland. Undervejs i uddannelsen havde hun taget en ph.d.-grad og oplevet en fleksibilitet fra hospitalets side, hvilket betød, at hun kunne få tingene til at hænge sammen – job, uddannelse, syg mor og lille datter. Men da hun skulle overgå til at blive afdelingslæge og bad om samtidig at få mulighed for at færdiggøre resultaterne fra sit postdocprojekt, eventuelt med udsigt til en lektorkvalificering, fik hun et nej fra regionen.

Det undrede hun sig over og gav udtryk for det i et brev til den øverste psykiatriledelse i regionen. Hun skrev blandt andet, at det var paradoksalt, at regionen, der havde udtrykt store visioner om at ville videreudvikle forskningen i behandlingskvalitet, ikke ville bruge de mennesker til det, som de allerede havde ansat.

Der var ikke noget svar fra regionen, til gengæld blev Pernille Darling Rasmussen kontaktet af et rekrutteringsfirma, der spurgte, om de måtte præsentere hende for alternative muligheder.

Det blev et ja.

Og selvom hun nok havde en idé om, at det kun skulle være ganske kortvarigt, har hun nu været på Hejmdal i to et halvt år, og hun svært ved at forestille sig at vende tilbage.

»Jeg havde faktisk ikke troet, at jeg ville bryde mig om at være i det private. For jeg havde en forestilling om, at det ville være en pengemaskine og ikke et sted, som satte fagligheden i højsædet. Men jeg er overraskende glad for det. Faktisk kan jeg i højere grad lave det faglige skøn af, hvad der skal til i behandlingen. Og jeg oplever en helt anderledes lydhørhed og åbenhed over for idéer«.

Som på PPclinic er der tre patientgrupper på Hejmdal: selvbetalere, viderehenviste fra regionen og personer med en sundhedsforsikring. Patienter kommer med de lidelser, man ser i regionalt regi, men er der mistanke om for eksempel skizofreni, viderehenviser klinikken til et mere omfattende tilbud som OPUS. Hospitalet har fire afdelinger fordelt i hele landet, og siden starten i maj 1999 er Hejmdal gået fra 1,5 fuldtidsstilling til pr. 1. oktober i år at have 12-13 fuldtidsstillinger – med forventning om en fortsat stor vækst over det kommende halve år, idet der er gang i en del rekrutteringer samt indgået kontrakt med speciallæger, der starter senere på året og i det tidlige forår, fortæller Pernille Darling Rasmussen.

»Faktisk kan jeg i højere grad lave det faglige skøn af, hvad der skal til i behandlingen. Og jeg oplever en helt anderledes lydhørhed og åbenhed over for ideer« siger Pernille Darling Rasmussen»Faktisk kan jeg i højere grad lave det faglige skøn af, hvad der skal til i behandlingen. Og jeg oplever en helt anderledes lydhørhed og åbenhed over for ideer« siger Pernille Darling Rasmussen

I 1999 var langt hovedparten – ca. 80 procent – af patienterne på Hejmdal henvist via en udbudskontrakt med Region Hovedstaden. Siden er der åbnet afdelinger i Odense, Aarhus og Aalborg og indgået en større samarbejdsaftale med Region Nordjylland om udredning og behandling på børne- og ungeområdet.

Hospitalet oplever en stigende efterspørgsel, allermest fra selvbetalere, som der er kommet langt flere af – »de har opgivet at komme ind i psykiatrien«, siger Pernille Darling Rasmussen, så trods en fortsat vækst i antallet af regionspatienter udgør de i dag kun 30-40 procent af Hejmdals patienter, for der har været en langt større vækst af forsikringspatienter, selvbetalere og kommunale sager.

»Vi oplever folk, der er blevet afvist af den offentlige psykiatri, fordi den er presset. Man kan nogle gange tænke, at det skyldes nogle teknikaliteter, som ikke giver mening for patienter – for eksempel at PPR [Psykologisk Pædagogisk Rådgivning] ikke har foretaget en kognitiv testning. Jeg kan godt have en fornemmelse af, at det offentlige lægger snittet anderledes nu i forhold til tidligere, fordi de ikke kan tage alle de henviste. Og så bliver det kun de allerdårligste, de tager ind«.

Det er sørgeligt, siger Pernille Darling Rasmussen, der fortæller, at kolleger nogle gange spørger hende, hvorfor hun har forladt det offentlige; hun fornemmer, at de synes, at hun har valgt »the dark side«, siger hun.

»Men jeg har det sådan, at jeg ikke vil være i den båd mere, som der kommer flere og flere mennesker i, og hvor jeg padler på livet løs, og så sidder der nogle politikere og borer huller i den.

Det er på det niveau, at der skal laves om på tingene. Politikerne skal gå ind og prioritere for alvor, hvis det skal give mening for mig at vende tilbage«.

Bekymrede og skuffede

Både i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) og i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP) genkender man argumenterne og bevæggrundene for at forlade den offentlige psykiatri til fordel for det private.

I DPS er forperson Merete Nordentoft »alvorligt bekymret over den generelle udvikling«.

»Jeg anerkender selvfølgelig, at der foregår vigtigt arbejde ude i speciallægepraksis og i det private, som også vil betyde noget for de mål, vi sætter os i psykiatriplanen, men for den offentlige psykiatri er det et problem. For første kommer vi jo helt indlysende til at mangle psykiatere, men det er ikke mindst bekymrende, fordi afvandringen er et klart symptom på, at der er noget helt galt i den offentlige psykiatri. Folk er ganske enkelt utilfredse med deres arbejdsvilkår inden for psykiatrien. Forholdene er nu sådan, at store dele af personalet er dybt bekymret over og påvirket af, at det arbejde, vi kan gøre for patienterne, er for dårligt«, konstaterer Merete Nordentoft.

Samme erfaring har Nina Tejs Jørring, forperson for BUP – og særligt i forhold til de nye, unge psykiatere:

»Jeg tror simpelthen, at de unge bliver skuffet, når de kommer ind i børne- og ungdomspsykiatrien, og at de forlader den offentlige psykiatri, fordi de ikke oplever at få lov til at arbejde som læger. De oplever et system, der bruger et sprog fra en fabriksverden, og hvor der er fokus på tal for, hvor meget man producerer. Der er ikke nogen, der spørger, om børnene og deres familier har fået det bedre«, siger hun og fortæller om en markant ændring:

»Engang var man først i det offentlige og fik en masse erfaring og blev ret garvet, og så gik man ud og fik sin egen praksis, hvis man ikke blev overlæge. Der var de to karriereveje. I dag tæller de unge dagene ned, mens de er i en uddannelsesstilling. Jeg superviserer og underviser rigtig mange af dem, og de kommer og fortæller mig, at ,nu er der 50 arbejdsdage tilbage’ – og så skal de ikke arbejde i det offentlige mere«.

Men det er ikke kun de unge psykiatere, der står med de tanker, siger Nina Tejs Jørring:

»Mange oplever at skulle gå på kompromis med sin egen etik. Mange står faktisk i et dagligt dilemma: Skal man rejse, velvidende at så kan man kun hjælpe dem, har råd eller har en forsikring, eller skal man blive og kæmpe. Eller skal man tage den tredje mulighed: ,nå ja, jeg gør bare det, ledelsen siger, jeg skal’? Jeg har respekt for de psykiatere, der af den ene eller anden grund ikke magter det systempres, der er i den offentlige psykiatri, og derfor rejser«.

Merete Nordentoft peger på to grundlæggende forudsætninger for at gøre den offentlige psykiatri mere attraktiv:

»Den ene er psykiatriplanen, der skal løfte kvaliteten i psykiatrien og dermed give personalet et håb om igen at kunne levere end bedre indsats over for patienterne. Den anden er – som en del af psykiatriplanen – at vi laver en plan for rekruttering og fastholdelse, og det handler både om efteruddannelsestilbud, tilbud om supervision og om fleksibilitet i forhold til arbejdet – altså både arbejdstider og arbejdstilrettelæggelse – og om fastholdelse af seniorer. Det håber jeg kan blive udfoldet i et samlet udspil om rekruttering og fastholdelse«, siger hun.

Fakta

Antal speciallæger i psykiatri i Danmark i 2021

Speciallæger i psykiatri: 945

Speciallæger i børn- og ungdomspsykiatri: 277

Kilde: SST’s lægeprognose 2021-45

Antal praktiserende psykiatere med ydernummer, i alt: 136

Fordeling

Region Hovedstaden: 66

Region Sjælland: 21

Region Syddanmark: 17

Region Midtjylland: 25

Region Nordjylland: 7

Antal praktiserende børne- og ungdomspsykiatere i alt: 16

Fordeling

Region Hovedstaden: 7

Region Sjælland: 3

Region Syddanmark: 2

Region Midtjylland: 3

Region Nordjylland: 1

Den gennemsnitlige ventetid for en tid hos en praktiserende psykiater er knap 63 uger

Kilde: tal fra Sundhed.dk, trukket af DR, august 2022

Blad nummer: 

Right side

af Anette Bygum | 02/12
1 Kommentar
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 02/12
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar
af Tom Giedsing Hansen | 21/11
2 kommentarer