Content area

|

Psykiatere har åbnet dørene til den lukkede

I 2015 begyndte et usædvanligt projekt i Psykiatrisk Center København. Den tidligere patient, socialpædagog Søren Magnussen, rykkede ind på afdelingerne med aktiviteter, som skulle skabe lys og glæde for de indlagte patienter. Nu fortæller to læger, hvordan de har oplevet hans projekt indefra. Og hvilke indsigter hans arbejde har givet dem.
Den tidligere patient, socialpædagog Søren Magnussen, og overlæge Lykke Pedersen foran Afdeling O, hvor de har arbejdet sammen i godt fem år. Foto: Claus Bech.
Forfatter(e)
Bodil Jessen, boj@dadl.dk

Nogle gange bliver man hjemmeblind. Man færdes i de samme trøstesløse omgivelser dag ind og dag ud, og til sidst lægger man slet ikke mærke til alt det grå; den ensformige tristesse, hullerne i væggene, den golde jord og de slidte betonfliser i det, der egentlig skulle være en have.

Men Lykke Pedersen bemærkede det som noget af det første, da hun som nyansat overlæge i foråret 2016 trådte inden for på afdeling O på Psykiatrisk Center København, Rigshospitalsmatriklen.

»Gud, hvor er her grimt, var det første, jeg tænkte. Jeg har været på mange psykiatriske afdelinger i mit arbejdsliv, men det her slog da alt. Det var helt enormt kedeligt. Jeg kan huske, at jeg sagde til personalet: Jeg har a-l-d-r-i-g nogensinde arbejdet på sådan en grim afdeling. Og så kunne de egentlig godt se det. Men man vænner sig jo til det«, siger Lykke Pedersen, der i september sidste år skiftede til en overlægestilling på Frederiksbergmatriklen.

På gaderne ved Frederiksberg Hospital er foråret dyrt til salg hos de lokale blomsterhandlere. Frederiksbergborgere lufter deres små hunde i solen på græsarealerne mellem hospitalsbygningerne, og indenfor i et overlægekontor, der er omtrent lige så højt, som det er dybt, finder vi Lykke Pedersen og socialpædagog Søren Magnussen.

Ugeskrift for Læger har sat dem stævne til et interview om deres erfaringer med Frirum i Psykiatrien. Et projekt, som siden den første spæde opstart i slutningen af 2015 har haft til formål at bringe liv, normalitet, skønhed og hverdagsaktiviteter ind i psykiatrien.

Søren Magnussen og Lykke Pedersen har tilbragt godt fem år sammen på Afdeling O. Hun har stået for patientbehandlingen, han for aktiviteterne i Frirum i Psykiatrien.

I denne artikel vil vi beskrive, hvordan læger har oplevet Søren Magnussens projekt indefra. Og vi vil forsøge at beskrive den rolle, aktiviteter som havearbejde, højtlæsning og strikketøj kan spille for behandlingen af psykiatriske patienter på en lukket afdeling. Og om de spiller en rolle.

Glimt af lys

Engang var Søren Magnussen syg. Eller rettere ikke én gang. Flere gange gennem et par år blev han martret af depressioner og maniske perioder.

Han var indlagt med bipolar lidelse på flere af de afdelinger, hvor han i dag arbejder med Frirum i Psykiatrien. I alt fire indlæggelser på både åbne og lukkede afsnit blev det til i de år, hvor han var hårdest ramt. 20 ECT-behandlinger, samtaler, nedture, opture, medicin og en uendelighed af smertefuld, stillestående tid.

Vi må godt skrive, at Søren Magnussen har været patient, og hvad han fejlede. Han har selv fortalt om det i flere avisartikler om sit prisbelønnede projekt samt i TV-dokumentaren »Lys på den lukkede«, som DR sendte i begyndelsen af 2021 med et seertal på 600.000.

Det er cirka ti år siden Søren Magnussens sidste indlæggelse, og han husker smerten. Men han husker også de små glimt af lys, som formåede at trænge ind på hans vej ud af mørket.

Som dengang en medpatient åbnede døren til den stue, hvor han lå sammenkrøbet på sofaen, og spurgte ham, om hun måtte spille lidt på klaveret i stuen. Han sagde ja, fordi han ikke kunne finde ud af at sige nej. Og så spillede hun.

»Jeg tror ikke, at jeg ville kunne kende hende, hvis jeg mødte hende på gaden i dag. Men jeg kan tydeligt huske oplevelsen, fordi den gjorde et stort indtryk på mig. Det var så smukt. Og det var første gang, der kunne trænge noget smukt ind til mig, og første gang i meget lang tid jeg formåede at slappe af«, husker Søren Magnussen.

Den oplevelse var vigtig for ham, og den spiller også en rolle for det projekt, han fik ideen til, efter han var blevet rask.

Kedsomheden fylder

Søren Magnussen blev tilknyttet Afdeling O omtrent samtidig med, at Lykke Pedersen holdt sit indtog på afdelingen.

»Det begyndte med de der potteplanter«, starter Lykke Pedersen og knækker sammen i et grin, bare ved tanken.

»Søren havde fået en aftale med Tivoli om at få nogle af deres blomster, og pludselig var der blomster overalt. På værelserne, på gangen, i stuerne, nede i haven. Det var lige så det flimrede for øjnene, så mange farver var der over det hele. Kurven gik meget stejlt opad fra alt det kedelige grå til et farvestrålende blomsterhav«.

Haven voksede. På et tidspunkt var der 23 forskellige tomatsorter, og flere aktiviteter kom til; højtlæsning, musik, juiceproduktion, kunstneriske projekter med tegning og maling, strikkehold, fester, grillmad og over 100 koncerter med frivillige musikere.

Den grimhed og kedsommelighed, som Lykke Pedersen først bemærkede, blev hurtigt mindre iøjnefaldende. Og der skete noget andet, som ikke kun handler om, at blomster pynter, og tomater smager godt.

For kedsomheden fylder så helt forfærdeligt på en lukket afdeling. Som Lykke Pedersen siger:

»Dagene er meget lange. Hvis man ikke allerede ryger, så kan man lige så godt begynde på det – og så selvfølgelig drikke 10-12 kopper kaffe ved siden af. For der er ikke så meget andet at lave, ud over selvfølgelig at passe sine lægesamtaler og de behandlinger, man skal gå til. Men Søren fik med sine aktiviteter patienterne til at komme ud fra deres værelser, og de efterspurgte ham fra starten: ,Hvornår kommer Søren’, lød det«.

Lykke Pedersen kan huske, at det for år tilbage var mere almindeligt, at der var aktiviteter for de indlagte psykiatriske patienter. Da hun var på Frederiksberg Hospital for godt tyve år siden, var der en stor ergoterapi midt i afdelingen, hvor patienterne kunne sy, lave kunst og den slags, og der var også en bil, så de kunne komme ud på ture. Dengang accepterede man, at patienterne var indlagt i længere tid, og at de derfor skulle kunne foretage sig noget meningsfuldt.

»Der er sket en holdningsændring, fordi vi i dag går ud fra, at patienter er ambulante, og at de patienter, der har behov for indlæggelse, kun skal være indlagt i kort tid. Det er på mange måder godt, men det er ikke kun godt, for vi lader de patienter i stikken, som har behov for længerevarende indlæggelser. Og dem er der jo en del af i psykiatrien. Der er nogle, som er indlagte i halve og hele år, selv tre uger kan være lange i et forpint menneskes liv. Skal de bare gå og glo på gangen? Jeg synes, der mangler noget fleksibilitet«, siger Lykke Pedersen.

De enkle ting

Med Søren Magnussens intro på afdelingen var der pludselig én, der havde tid til at snakke og lytte. Én, som ikke hele tiden skulle til møde eller ind på personalestuen og lave indtastninger i Sundhedsplatformen.

Søren Magnussen behandler ikke. Som han selv formulerer det, ved han »ikke en skid om behandling og medicin«. Han kender heller ikke patienternes diagnoser, medmindre de uopfordret fortæller ham det. Men han har en særlig evne til at komme i kontakt med patienterne og involvere dem i sine aktiviteter.

Her forleden dag brugte han to smøger. Normalt bruger han aldrig smøger til at opnå kontakt, og han ryger heller ikke selv.

»Jeg snød lidt med de smøger, men det var nødvendigt«, fortæller Søren Magnussen. »Dagen før havde patienten stået og skreget mig ind i hovedet i en halv time. Hun skreg, at hun hader psykiatrien – og dermed også mig – og jeg vidste, at der skulle noget særligt til for at få hul igennem til hende. Det blev de to smøger, og så kunne vi sidde og snakke sammen og finde musik på min iPad«.

Andre gange kan han stå ude i haven med planter og jord og redskaber. Hvis der står en patient ovre i hjørnet, kan han sige: »Hér, kan du ikke lige tage den her spade, så vi kan få plantet rosen«?

Det virker. Ikke altid første eller anden gang, men en dag virker det stort set altid. Selv med nogle af de allermest syge. Og når man står der og graver i jord, så kan man jo lige så godt begynde at snakke sammen.

Lykke Pedersen fortæller:

»Der har været salsafest, bål og koncerter, men jeg tror egentlig, at det vigtigste, Søren gør, er bare at være til stede. At være der for dem, lytte og snakke, mens han laver nogle enkle ting; han laver te, han læser højt af en bog eller spiller musik på sin iPad. Han sidder ude ved rygerne eller på gangen. For patienterne betyder det, at der foregår noget, som de ikke selv behøver at tage initiativ til, men som de kan deltage i, hvis de vil. Eller de kan stå i periferien og kigge på og lytte«.

Wakeupcall

Frirum i Psykiatrien er skarpt adskilt fra behandlingen. Derfor har aktiviteterne da heller ikke ændret noget konkret i lægernes behandling af patienterne, oplyser Lykke Pedersen. Men lægerne har alligevel lært noget væsentligt, påpeger hun:

»Der er ingen tvivl om, at Søren har været et wakeupcall for os i psykiatrien. Hans arbejde har utroligt stor betydning for patienterne, og det har åbnet vores øjne for, hvor vigtigt det er, at der foregår noget på afdelingen. Jeg tror, at vi, der færdes i psykiatrien hver dag, har en tendens til at glemme, hvor voldsomt hele miljøet på en lukket afdeling kan virke på de patienter, der bliver indlagt for første gang. Det må være et chok for dem«.

Det er ikke en kvalitet i sig selv, at Søren er tidligere patient. Det vigtige er det, han kan og gør, siger Lykke Pedersen:

»Men det er klart, at det giver ham en forståelse for det, de oplever. Han kan sige til dem, at han også har været bag en låst dør. At han har oplevet det, de oplever, og at han er kommet videre. Det har da stor betydning«.

Søren Magnussen siger selv, at et væsentligt mål for ham er, at patienterne oplever en følelse af ejerskab ved aktiviteterne.

»Det kan være ejerskab til en kaffekværn, et strikketøj eller nogle potteplanter. For når man er indlagt på den lukkede, har man uendeligt lidt ejerskab i dagligdagen«, forklarer han. »Værelserne er af sikkerhedshensyn ofte strippet for alt, og hvis patienterne ønsker at få fat i nogle af deres personlige ting, må de have personalet til at låse op«.

Hverdagen rykker ind

I sommeren 2015 mødte Søren Magnussen op på Ida Hagemans kontor. Han havde fået en god idé og havde bedt om et møde med hende.

Dengang var Ida Hageman ikke klar over, hvor vigtigt netop dette møde skulle blive. Både for patienterne, for Søren Magnussen og for hende selv.

Ida Hageman var Søren Magnussens læge, da han var indlagt, og det var også hende, der som klinikchef i 2015 gav grønt lys til opstarten til Frirum i Psykiatrien. Foto: Region Hovedstaden. Ida Hageman var Søren Magnussens læge, da han var indlagt, og det var også hende, der som klinikchef i 2015 gav grønt lys til opstarten til Frirum i Psykiatrien. Foto: Region Hovedstaden.

I dag er Ida Hageman vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, men i 2015 var hun klinikchef på Psykiatrisk Center København, og hun havde været Søren Magnussens læge, dengang han var indlagt.

»Jeg kendte jo Søren, og jeg tror, at der var opstået en form for tillidsbånd mellem os, fordi det var mig, der overbeviste ham om at tage imod de ECT-behandlinger, som mange patienter kan være bange for, men som gjorde ham rask«, fortæller hun på et Teams-møde med Ugeskrift for Læger.

Ida Hageman kendte ikke blot Søren Magnussen som patient, hun kendte også hans baggrund og vidste, at han kunne lede store udviklingsprojekter for sårbare mennesker.

»Søren fortalte, at noget af det, han selv havde savnet, da han var indlagt, var, at hverdagen var til stede i afdelingen. At der foregik noget andet for patienterne end bare behandling«, fortæller Ida Hageman.

»Da han sagde det, tænkte jeg: ,Ja, selvfølgelig’. Det var pludselig så indlysende. På et hospital handler alt om sygdom og behandling, og det var så oplagt, at vi havde brug for, at nogle bragte noget normalitet og hverdag ind i patienternes liv. Det var helt enkelt et godt projekt«.

Eftersom Søren Magnussen var tidligere patient, og flere af lægerne og de ansatte havde været med til at behandle ham, mens han var indlagt, drøftede Ida Hageman først ideen med dem. Der var ingen protester.

»Søren er meget tillidsvækkende, og jeg kan huske, at han var god til at samarbejde med os og fortælle, hvilke aktiviteter han ville forsøge sig med. Vi taler stadig sammen om gode idéer«, siger Ida Hageman:

»Han udfyldte et vakuum, og vi sugede ham til os. Vi kunne jo hurtigt se, hvilket fællesskab han fik skabt ved at bringe alt det skønne, dejlige og smukke ind på afdelingen. Det gjorde en meget mærkbar forskel for patienterne, og de begyndte at søge ud i fællesområderne på en helt anden måde, end de havde gjort tidligere. Musik taler jo for eksempel et andet sprog, end der normalt bliver talt på en psykiatrisk afdeling. Og selv om du ligger inde på dit værelse, så smyger musikken sig ind under døren til dig. Ja, syge mennesker skal have ro, men der kan også blive for stille«.

Menneskelighed

Søren Magnussen havde ikke en plan for, hvad han præcis ville opnå med sit projekt, da han gik ind til Ida Hageman.

»Dengang jeg selv var patient, kunne jeg ikke sætte ord på, hvad det var, jeg manglede. Jeg havde det bare forfærdeligt«, siger han. »Men jeg bad om et møde med Ida, fordi jeg havde fået en idé om, at jeg kunne tilbyde et eller andet, som kunne gøre miljøet i psykiatrien mere menneskeligt for den enkelte patient. Jeg kunne mærke, at der manglede noget energi og menneskelighed«.

Det er bestemt ikke, fordi læger og personale ikke viser menneskelighed, understreger Søren Magnussen. Og når han snakker med patienterne og siger til dem, at han godt kan forstå, at de hader psykiatrien, så skal det heller ikke opfattes som en kritik af læger og plejepersonale.

»Behandlingen har i høj grad hjulpet mig. Og det er meget vigtigt for mig at sige, at jeg ikke på nogen af de seks afdelinger, jeg har arbejdet på, har oplevet, at læger eller personale har opført sig umenneskeligt. Altså, Lykke står jo virkelig for menneskelighed. Jeg har set hende arbejde for fanden, og dét har jeg respekt for«, siger Søren Magnussen.

Han kigger fra sin lænestol over på Lykke Pedersen på den anden side af sofabordet.

»Men jeg mener, at psykiatrien ikke har gode nok rammer for menneskelighed. Og det var det, jeg gerne ville hjælpe med«.

Ud af personalestuen

Søren Magnussen kender de uendeligt lange dage på en psykiatrisk afdeling. Patienter, der går hvileløst frem og tilbage på gangen, frem og tilbage, frem og tilbage. Han har selv gået der, og han genkender fornemmelsen af at stoppe op uden for vinduet ind til personalerummet.

»Man ser, at der sidder en masse mennesker sammen derinde, og man kan ikke altid komme i kontakt med dem, fordi de ikke har tid. Jeg kan huske, hvor forfærdelig den følelse af afmagt er. Og man skal ikke underkende, at mange af patienterne på en lukket afdeling føler en utroligt stor magtesløshed«, siger Søren Magnussen.

Han ønsker »en kulturrevolution«, hvor det ikke er personalestuen, der er base. Men miljøet. Derude hvor patienterne er. Og han ville ønske, at læger og især personale kunne være mere til stede blandt patienterne og tage del i nogle aktiviteter.

»Det ville betyde meget for patienterne, og det ville give personalet en mulighed for at kunne indgå i nogle af de relationer, som jeg får skabt til patienterne. For selv om mine aktiviteter er skarpt adskilt fra behandling, arbejder jeg tæt sammen med personalet. Og jeg oplever, at personalet har stor lyst til at deltage, og at der er stor ledelsesmæssig opbakning til mit projekt«, siger han.

Søren Magnussen understreger da også, at det ikke er en kritik af personalet, som altid har travlt, og »de læger, jeg ser i psykiatrien, løber altid. Men problemet er rammerne«, understreger han.

Lykke Pedersen lytter opmærksomt til Søren Magnussen. Hun nikker og tænker.

Det er rigtigt, at personalet bør være mere ude i miljøet blandt patienterne, og det er et ledelsesansvar at sikre det, fastslår hun. For der er ingen tvivl om, at der er en kultur, hvor man gemmer sig lidt inde i personalerummet. Men Lykke Pedersen er ikke så sikker på, at det også skal gælde lægerne. Det handler om rollefordelingen.

»Jeg tror, at det vil virke lidt falsk og som kammerateri, hvis lægerne begynder at sidde og hygge sig ved grillen sammen med patienterne. Det ene øjeblik sidder man og hyggesnakker, det næste øjeblik siger man nej til, at de kan få udgang eller blive udskrevet. Patienterne ved godt, at det i sidste ende er mig, der beslutter, om de for eksempel skal tvangsbehandles. Sådan er det jo bare«.

Virker det?

Patienterne spørger, hvornår Søren kommer. De kommer ud af deres værelser og deltager i aktiviteter på gangen, i fællesrum og i haven. De åbner op og får lys i øjnene. Midt i sygdom og selvmordstanker er der dukket glimt af lys og glæde op.

  • »Vi har ikke lavet en spørgeskemaundersøgelse, og vi har ikke målt effekt. Men det er meget svært at overse glæden«

Ida Hageman, vicedirektør

Fuldstændig ligesom Søren Magnussen ønskede. Men får aktiviteterne dem til at få det bedre? Virker det? Kan vi måle effekten?

I begyndelsen forsøgte Ida Hageman at søge midler til projektet hos forskellige fonde. Det lykkedes dog ikke, for hver gang blev hun mødt med et krav fra fondene om at kunne måle og dokumentere effekten.

Som videnskabeligt uddannet var det ikke en fremmed tanke for hende. Sådan tænker læger traditionelt, og sådan skal de jo også tænke, når det gælder behandling.

»Men aktiviteterne er ikke behandling, og det er i øvrigt ikke i Sørens ånd at dokumentere og føre resultater ind i Excel-ark«, siger Ida Hageman. »Og hvordan skulle vi måle? Hvad er målet – at nedbringe antallet af dage, man er indlagt? Det er der jo så meget, der influerer på. Vi rev os i håret, og til sidst måtte vi finansiere det selv og opgive at søge midler«.

Heller ikke Lykke Pedersen har haft den store trang til at måle på, om aktiviteterne hjælper på patienternes helbredelse. Hun har med egne øjne bemærket forandringerne på afdelingen.

»Jeg tror selv, at aktiviteterne har utroligt stor betydning for patienternes velvære og bedring. Patienterne føler sig mødt, og Søren får dem til at vise andre sider af sig selv. Det betyder noget, at der er en person, som ikke har en behandlerrolle«, siger hun.

Lykke Pedersen kan dog huske, at hun for nogle år siden besøgte en ret barsk afdeling i London, som havde mange tvangsepisoder. På den afdeling besluttede man på et tidspunkt at ansætte mere personale, som skulle give patienterne mulighed for at deltage i kunst, musik eller sportsaktiviteter.

»Antallet af tvangsepisoder faldt mærkbart, og som overlægen sagde til mig dengang, så slår patienterne ikke hinanden, hvis de er beskæftiget med noget, de godt kan lide. Der blev mere ro på afdelingen«, fortæller hun.

Det vigtigste

Når Ida Hageman i dag går til eller fra sit arbejde i direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri på københavnske Østerbro, slår hun fra tid til anden vejen forbi haven ind til den lukkede. Der får hun ofte øje på Søren Magnussen, som sidder og maler sten med en gruppe patienter, eller også er de i gang med at strikke eller ordne have.

»Man kan slet ikke undgå at bemærke den samhørighed, der er imellem dem. Vi har ikke lavet en spørgeskemaundersøgelse, og vi har ikke målt effekt. Men det er meget svært at overse glæden«, siger hun.

Ida Hageman fortæller, at Søren Magnussens projekt har inspireret til den frivillighedspolitik, der er blevet udarbejdet i de senere år. Søren Magnussen er en ener, fastslår hun, men med frivillighedspolitikken åbnes der op for, at man i højere grad kan lukke civilsamfundet ind i psykiatrien.

»Vi er ved at skrue op for at lukke flere frivillige ind. De skal screenes nøje, for vi skal passe på de patienter, som vi har æren af at behandle i en periode af deres liv, hvor de er meget syge og sårbare. Men der sker noget, og det har Søren en meget stor andel i«, siger Ida Hageman.

Hun tænker lidt, inden hun tilføjer:

»Hvis jeg bliver bedt om at nævne de tre vigtigste ting fra mit arbejdsliv, når jeg en dag skal pensioneres, så ved jeg, at Søren og hans projekter skal være en af de tre«.

Se flere billeder i billedgalleri nedenunder faktaboksen

Frirum i Psykiatrien

Projektet har eksisteret siden foråret 2016 efter den første opstartsperiode i slutningen af 2015. Projektleder Søren Magnussen var i begyndelsen frivillig/ulønnet, men har fra august 2018 været ansat på fuld tid.

Frirum i Psykiatrien har i årenes løb eksisteret på flere både åbne og lukkede afsnit på flere hospitalsmatrikler, men fra 2018 har det været forbeholdt de lukkede afsnit på Afdeling O.

I november 2022 flytter Frirum i Psykiatrien med ud til Ny Psykiatri Bispebjerg, hvor Psykiatrisk Center Københavns sengeafsnit efterhånden skal samles i de nye bygninger. Det er planen, at projektet skal være forbeholdt to lukkede sengeafsnit med i alt 32 patienter.

I 2018 modtog Søren Magnussen SINDs samfundspris for sit arbejde med Frirum i Psykiatrien.

Blad nummer: 

Right side

af Peter Gjersøe | 21/05
3 kommentarer
af Mia Gall Grandahl | 20/05
1 Kommentar
af Bahast Biuk | 19/05
1 Kommentar
af Jesper Kolbeck | 16/05
3 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 15/05
5 kommentarer
af Jacob Nielsen | 14/05
5 kommentarer
af Thomas Tagmose Thomsen | 13/05
1 Kommentar