Nogle gange bliver man hjemmeblind. Man færdes i de samme trøstesløse omgivelser dag ind og dag ud, og til sidst lægger man slet ikke mærke til alt det grå; den ensformige tristesse, hullerne i væggene, den golde jord og de slidte betonfliser i det, der egentlig skulle være en have.
Men Lykke Pedersen bemærkede det som noget af det første, da hun som nyansat overlæge i foråret 2016 trådte inden for på afdeling O på Psykiatrisk Center København, Rigshospitalsmatriklen.
»Gud, hvor er her grimt, var det første, jeg tænkte. Jeg har været på mange psykiatriske afdelinger i mit arbejdsliv, men det her slog da alt. Det var helt enormt kedeligt. Jeg kan huske, at jeg sagde til personalet: Jeg har a-l-d-r-i-g nogensinde arbejdet på sådan en grim afdeling. Og så kunne de egentlig godt se det. Men man vænner sig jo til det«, siger Lykke Pedersen, der i september sidste år skiftede til en overlægestilling på Frederiksbergmatriklen.
På gaderne ved Frederiksberg Hospital er foråret dyrt til salg hos de lokale blomsterhandlere. Frederiksbergborgere lufter deres små hunde i solen på græsarealerne mellem hospitalsbygningerne, og indenfor i et overlægekontor, der er omtrent lige så højt, som det er dybt, finder vi Lykke Pedersen og socialpædagog Søren Magnussen.
Ugeskrift for Læger har sat dem stævne til et interview om deres erfaringer med Frirum i Psykiatrien. Et projekt, som siden den første spæde opstart i slutningen af 2015 har haft til formål at bringe liv, normalitet, skønhed og hverdagsaktiviteter ind i psykiatrien.
Søren Magnussen og Lykke Pedersen har tilbragt godt fem år sammen på Afdeling O. Hun har stået for patientbehandlingen, han for aktiviteterne i Frirum i Psykiatrien.
I denne artikel vil vi beskrive, hvordan læger har oplevet Søren Magnussens projekt indefra. Og vi vil forsøge at beskrive den rolle, aktiviteter som havearbejde, højtlæsning og strikketøj kan spille for behandlingen af psykiatriske patienter på en lukket afdeling. Og om de spiller en rolle.
Glimt af lys
Engang var Søren Magnussen syg. Eller rettere ikke én gang. Flere gange gennem et par år blev han martret af depressioner og maniske perioder.
Han var indlagt med bipolar lidelse på flere af de afdelinger, hvor han i dag arbejder med Frirum i Psykiatrien. I alt fire indlæggelser på både åbne og lukkede afsnit blev det til i de år, hvor han var hårdest ramt. 20 ECT-behandlinger, samtaler, nedture, opture, medicin og en uendelighed af smertefuld, stillestående tid.
Vi må godt skrive, at Søren Magnussen har været patient, og hvad han fejlede. Han har selv fortalt om det i flere avisartikler om sit prisbelønnede projekt samt i TV-dokumentaren »Lys på den lukkede«, som DR sendte i begyndelsen af 2021 med et seertal på 600.000.
Det er cirka ti år siden Søren Magnussens sidste indlæggelse, og han husker smerten. Men han husker også de små glimt af lys, som formåede at trænge ind på hans vej ud af mørket.
Som dengang en medpatient åbnede døren til den stue, hvor han lå sammenkrøbet på sofaen, og spurgte ham, om hun måtte spille lidt på klaveret i stuen. Han sagde ja, fordi han ikke kunne finde ud af at sige nej. Og så spillede hun.
»Jeg tror ikke, at jeg ville kunne kende hende, hvis jeg mødte hende på gaden i dag. Men jeg kan tydeligt huske oplevelsen, fordi den gjorde et stort indtryk på mig. Det var så smukt. Og det var første gang, der kunne trænge noget smukt ind til mig, og første gang i meget lang tid jeg formåede at slappe af«, husker Søren Magnussen.
Den oplevelse var vigtig for ham, og den spiller også en rolle for det projekt, han fik ideen til, efter han var blevet rask.
Kedsomheden fylder
Søren Magnussen blev tilknyttet Afdeling O omtrent samtidig med, at Lykke Pedersen holdt sit indtog på afdelingen.
»Det begyndte med de der potteplanter«, starter Lykke Pedersen og knækker sammen i et grin, bare ved tanken.
»Søren havde fået en aftale med Tivoli om at få nogle af deres blomster, og pludselig var der blomster overalt. På værelserne, på gangen, i stuerne, nede i haven. Det var lige så det flimrede for øjnene, så mange farver var der over det hele. Kurven gik meget stejlt opad fra alt det kedelige grå til et farvestrålende blomsterhav«.
Haven voksede. På et tidspunkt var der 23 forskellige tomatsorter, og flere aktiviteter kom til; højtlæsning, musik, juiceproduktion, kunstneriske projekter med tegning og maling, strikkehold, fester, grillmad og over 100 koncerter med frivillige musikere.
Den grimhed og kedsommelighed, som Lykke Pedersen først bemærkede, blev hurtigt mindre iøjnefaldende. Og der skete noget andet, som ikke kun handler om, at blomster pynter, og tomater smager godt.
For kedsomheden fylder så helt forfærdeligt på en lukket afdeling. Som Lykke Pedersen siger:
»Dagene er meget lange. Hvis man ikke allerede ryger, så kan man lige så godt begynde på det – og så selvfølgelig drikke 10-12 kopper kaffe ved siden af. For der er ikke så meget andet at lave, ud over selvfølgelig at passe sine lægesamtaler og de behandlinger, man skal gå til. Men Søren fik med sine aktiviteter patienterne til at komme ud fra deres værelser, og de efterspurgte ham fra starten: ,Hvornår kommer Søren’, lød det«.
Lykke Pedersen kan huske, at det for år tilbage var mere almindeligt, at der var aktiviteter for de indlagte psykiatriske patienter. Da hun var på Frederiksberg Hospital for godt tyve år siden, var der en stor ergoterapi midt i afdelingen, hvor patienterne kunne sy, lave kunst og den slags, og der var også en bil, så de kunne komme ud på ture. Dengang accepterede man, at patienterne var indlagt i længere tid, og at de derfor skulle kunne foretage sig noget meningsfuldt.
»Der er sket en holdningsændring, fordi vi i dag går ud fra, at patienter er ambulante, og at de patienter, der har behov for indlæggelse, kun skal være indlagt i kort tid. Det er på mange måder godt, men det er ikke kun godt, for vi lader de patienter i stikken, som har behov for længerevarende indlæggelser. Og dem er der jo en del af i psykiatrien. Der er nogle, som er indlagte i halve og hele år, selv tre uger kan være lange i et forpint menneskes liv. Skal de bare gå og glo på gangen? Jeg synes, der mangler noget fleksibilitet«, siger Lykke Pedersen.
De enkle ting
Med Søren Magnussens intro på afdelingen var der pludselig én, der havde tid til at snakke og lytte. Én, som ikke hele tiden skulle til møde eller ind på personalestuen og lave indtastninger i Sundhedsplatformen.
Søren Magnussen behandler ikke. Som han selv formulerer det, ved han »ikke en skid om behandling og medicin«. Han kender heller ikke patienternes diagnoser, medmindre de uopfordret fortæller ham det. Men han har en særlig evne til at komme i kontakt med patienterne og involvere dem i sine aktiviteter.
Her forleden dag brugte han to smøger. Normalt bruger han aldrig smøger til at opnå kontakt, og han ryger heller ikke selv.
»Jeg snød lidt med de smøger, men det var nødvendigt«, fortæller Søren Magnussen. »Dagen før havde patienten stået og skreget mig ind i hovedet i en halv time. Hun skreg, at hun hader psykiatrien – og dermed også mig – og jeg vidste, at der skulle noget særligt til for at få hul igennem til hende. Det blev de to smøger, og så kunne vi sidde og snakke sammen og finde musik på min iPad«.
Andre gange kan han stå ude i haven med planter og jord og redskaber. Hvis der står en patient ovre i hjørnet, kan han sige: »Hér, kan du ikke lige tage den her spade, så vi kan få plantet rosen«?
Det virker. Ikke altid første eller anden gang, men en dag virker det stort set altid. Selv med nogle af de allermest syge. Og når man står der og graver i jord, så kan man jo lige så godt begynde at snakke sammen.
Lykke Pedersen fortæller:
»Der har været salsafest, bål og koncerter, men jeg tror egentlig, at det vigtigste, Søren gør, er bare at være til stede. At være der for dem, lytte og snakke, mens han laver nogle enkle ting; han laver te, han læser højt af en bog eller spiller musik på sin iPad. Han sidder ude ved rygerne eller på gangen. For patienterne betyder det, at der foregår noget, som de ikke selv behøver at tage initiativ til, men som de kan deltage i, hvis de vil. Eller de kan stå i periferien og kigge på og lytte«.
Wakeupcall
Frirum i Psykiatrien er skarpt adskilt fra behandlingen. Derfor har aktiviteterne da heller ikke ændret noget konkret i lægernes behandling af patienterne, oplyser Lykke Pedersen. Men lægerne har alligevel lært noget væsentligt, påpeger hun:
»Der er ingen tvivl om, at Søren har været et wakeupcall for os i psykiatrien. Hans arbejde har utroligt stor betydning for patienterne, og det har åbnet vores øjne for, hvor vigtigt det er, at der foregår noget på afdelingen. Jeg tror, at vi, der færdes i psykiatrien hver dag, har en tendens til at glemme, hvor voldsomt hele miljøet på en lukket afdeling kan virke på de patienter, der bliver indlagt for første gang. Det må være et chok for dem«.
Det er ikke en kvalitet i sig selv, at Søren er tidligere patient. Det vigtige er det, han kan og gør, siger Lykke Pedersen:
»Men det er klart, at det giver ham en forståelse for det, de oplever. Han kan sige til dem, at han også har været bag en låst dør. At han har oplevet det, de oplever, og at han er kommet videre. Det har da stor betydning«.
Søren Magnussen siger selv, at et væsentligt mål for ham er, at patienterne oplever en følelse af ejerskab ved aktiviteterne.
»Det kan være ejerskab til en kaffekværn, et strikketøj eller nogle potteplanter. For når man er indlagt på den lukkede, har man uendeligt lidt ejerskab i dagligdagen«, forklarer han. »Værelserne er af sikkerhedshensyn ofte strippet for alt, og hvis patienterne ønsker at få fat i nogle af deres personlige ting, må de have personalet til at låse op«.
Hverdagen rykker ind
I sommeren 2015 mødte Søren Magnussen op på Ida Hagemans kontor. Han havde fået en god idé og havde bedt om et møde med hende.
Dengang var Ida Hageman ikke klar over, hvor vigtigt netop dette møde skulle blive. Både for patienterne, for Søren Magnussen og for hende selv.