Psykiateren, der blev chef for de medicinske læger: »Jeg siger nærmest ikke nej til noget«

Det var et bemærkelsesværdigt og utraditionelt karriereskifte, da Jens Holmskov for to år siden blev cheflæge på Medicinsk Afdeling på Regionshospital Nordjylland.

Han havde både været ledende overlæge og cheflæge i psykiatrien og havde ingen klinisk baggrund inden for de mange medicinske specialer, han nu skulle stå i spidsen for.

Godt nok havde den nye lægelige ledelsesstruktur i forbindelse med OK21 tilføjet et ekstra ledelseslag af ledende overlæger under cheflægen, der har gjort behovet for specifik specialefaglig ekspertise hos cheflægen mindre afgørende.

Men ligefrem en psykiater som cheflæge i somatikken?

Selv vurderede Jens Holmskov, at manglen på medicinsk specialviden ikke var en svaghed. På en stor afdeling med omkring 60 læger og mange specialer kan ingen cheflæge være ekspert på det hele. Ligesom han fremhævede, at det kunne være en fordel at komme udefra og dermed gå til ledelsesopgaven uden forforståelser og historik på medarbejderne.

Efter to år på posten afviser Jens Holmskov da også, at han på noget tidspunkt har følt sig på dybt vand og bagud på faglige point.

»Nej, det har jeg ikke. Dels har vi for længst forpasset den tid, hvor vi gjorde de faglige spydspidser til cheflæger. Dels var min mangeårige forgænger på posten øjenlæge, så afdelingen var vant til en chef, hvis eget speciale var langt væk fra det, vi bedriver her i forretningen, og de ledende overlæger har været vant til at have et betydeligt større fagligt ansvar, end det jeg kommer fra i psykiatrien.

Som cheflæge i psykiatrien brugte jeg en stor del af min tid på det fagfaglige, men min opgave her er at lede, sætte retning og skabe gode rammer«.

Der er dog plads til drillerier om hans manglende specialefaglige indsigt.

»Jo, de kan drille mig indimellem a la: ,Vi forklarer det lige en gang til, så også psykiateren er med’.

Når det er sagt, er mit speciale nok mere fremmed for dem, end deres er for mig.

Og det er jo heller ikke sådan, at jeg ikke vil vide noget. Nok er jeg psykiater, men jeg er jo dog læge. Og når en CT-skanning gennemgås på morgenkonferencen, er jeg ikke bleg for at spørge ind til den indforståede fremstilling«.

Deltid er ikke et fyord

Ugeskrift for Læger træffer Jens Holmskov på kontoret, som han efter eget ønske deler med chefsygeplejersken.

»Vi har alligevel brug for at tale sammen mange gange i løbet af dagen, så det gør ledelsesopgaven nemmere, at vi sidder over for hinanden. Det betyder også, at jeg er til rådighed for ikke bare de læger, men også de sygeplejersker, der går ind ad den åbne dør, fordi de har brug for at drøfte dette eller hint.

Vi er en afdelingsledelse, så derfor har vi også indført, at både chefsygeplejersken og den sundhedsadministrative leder nu også er med til morgenkonferencen.

I det hele taget er jeg optaget af at få nivelleret de hierarkiske skel.

Det er hverken krukkeri eller et politisk statement, men sagt for at understøtte, at vi trækker på samme hammel.

Som leder har man først og fremmest med mennesker at gøre, og opgaven er at få dem alle – på trods af den personlige bagage, de kommer med af bl.a. skilsmisse og sygdom – til at bidrage til, at forretningen fungerer«.

På Medicinsk Afdeling har Jens Holmskov i sine første to år på posten udfordret det, han beskriver som en »konservativ sygehuskultur«.

Allerede ved sin tiltræden pegede han bl.a. på behovet for større fleksibilitet i ansættelserne og mente, at man burde turde diskutere eksempelvis vagtfrie stillinger.

Men ét er, at den nye generation af læger stiller andre krav til deres arbejdsliv end tidligere generationer. Noget andet er, om man som cheflæge uden om de faglige organisationer kan indfri de forventninger?

»Jeg synes ikke, det er så svært.

Jeg udstikker vilkårene, men siger nærmest ikke nej til noget. De ønsker, medarbejderne har, er faktisk ikke særligt urimelige, og vi kan i vid udstrækning honorere dem.

Det kan være lægen, der gerne vil på nedsat tid, fordi vedkommende har brug for at være mere sammen med sin familie.

Eller en kollega, der føler sig stresset. Her kan vi arrangere, at vedkommende i en kortere eller længere periode slipper for vagter.

Tidligere var deltid nærmest et fyord og noget, man bare kunne glemme alt om. I hvert fald som læge. Men det kan godt udmøntes i praksis.

Det er et udtryk for konservatisme og forstokkethed, at vi ikke langt tidligere har åbnet op for mere fleksibilitet i ansættelsen, for hvorfor skulle netop lægefaget være noget særligt?« lyder det fra Jens Holmskov, der også har indtryk af, at flere af hans cheflægekolleger er åbne over for mere fleksible ansættelser.

En håndsrækning til de svageste patienter

Jens Holmskov proklamerede også forud for sin ansættelse, at han gerne ville være med til at tilgodese de patienter, der har de ringeste sundhedskompetencer og ofte de største behov.

Mens han arbejdede i psykiatrien, har han bl.a. været med til at etablere et tættere samarbejde mellem psykiatri og somatik, der udmønter sig i, at internmedicinske speciallæger går fast stuegang i psykiatrien.

Tilsvarende har han arbejdet på at gøre den medicinske afdeling bedre til at tage hånd om patienter med ingen eller få sundhedskompetencer og komplekse behov.

Til september åbner derfor et nyt ambulatorium for udsatte borgere på Regionshospital Nordjylland.

I første omgang er det målrettet patienter, der er landet i akutmodtagelsen, f.eks. i en brandert eller efter at være faldet og have slået sig, men som hverken før eller efter selv opsøger egen læge.

»Ambulatoriet vil have åbent to gange om måneden og vil i samarbejde med akutmodtagelsen forsøge at følge op på de borgere, der ellers udskrives til ingenting.

Ofte har de hverken familie eller netværk, og egenomsorg er ikkeeksisterende.

Og ofte bærer de rundt på ikkediagnosticerede og uværdige sygdomme, som ambulatoriet skal hjælpe dem med.

Vi vil sætte god tid af til dem, vi afslutter dem ikke, hvis de ikke er mødt op tre gange i træk, og vi vil også give dem medicin gratis, hvis det er det, der skal til.

Socialrådgiveren i akutmodtagelsen vil bistå med at etablere kontakt til dem, f.eks. på værestederne eller via de kommunale sagsbehandlere, da det er borgere, som enten ikke har eller åbner deres e-Boks, og som vil skulle have et skub for at komme ind til os«.

Opgør med fordomme og sladder

Jens Holmskov understreger gang på gang under samtalen, at han først og fremmest er leder: »Strategisk leder«, som der står på hans LinkedIn-profil. Og at det at bevæge sig ud af det speciale, man er vokset op i og blevet speciallæge i, ikke bør være noget hverken særligt eller diskutabelt.

»I regionen har vi talentforløb for dem, der enten er speciallæger eller på vej til at blive det, og som har interesse for ledelse. De skal bl.a. være i praktik hos en leder, og de fleste forestiller sig, at det skal være hos en leder inden for eget speciale.

Men jeg siger til dem, at det er uklogt. De skal netop ud at snuse til ledelse i et speciale langt væk fra deres eget. Først da vil de få fokus på ledelsesdelen, da det er det, der er opgaven, frem for at klamre sig til specialet«.

Da Jens Holmskov blev cheflæge på Medicinsk Afdeling, var han i gang med en master i public governance, men den har han ikke færdiggjort. Og han har heller ikke tænkt sig at gøre det.

»Jeg synes, det er både kedeligt, banalt og baseret på videnskab med tvivlsom evidens, og jeg synes heller ikke, at teorierne er særligt anvendelige.

Jeg er optaget af relationer, som er det, der betyder mest.

Noget af det første, jeg tog fat på, var at udfordre de til tider forudindtagede holdninger, der var til de andre. Det kunne f.eks. bestå i at pege fingre ad nogle andre afdelinger.

Der kan let opstå en konstruktion af »os og dem«: at der er nogle andre, der begrænser os i, at vi kan yde optimalt. Det kan være sandt eller usandt. Men uanset hvad der er tilfældet, er det ikke synsninger, vi kan bruge til noget.

Vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i, at vi alle gør vores bedste og handler ud fra de bedste intentioner. Men der, hvor vi er utilfredse med enten det ene eller det andet, kan vi let komme til at tillægge andre motiver, de ikke har.

Ligesom der kan opstå sladder. F.eks. blev jeg kontaktet af en kollega, der mente at vide, at vi ville nedlægge hans afdeling. Det var et rygte, den pågældende var stødt på nede i omklædningen, og som havde spredt sig, men som der intet hold var i.

Jeg siger til medarbejderne, at de ikke kan være med til at bestemme det hele. Men at vi skal se, om vi sammen kan blive enige et langt stykke ad vejen.

Jeg siger ikke, vi er lykkedes med alt, og at ingen længere brokker sig, men jeg synes, vi er nået langt«.

Overlægekollega: »Manglende specialisering i intern medicin ingen hæmsko«

Overlæge Søren Bagge sad med i ansættelsesudvalget, da cheflægeposten skulle besættes, og han var ikke i tvivl om, at Jens Holmskov var den rette.

»Jens skal ikke tage stilling til specialespecifikke og sygdomsfaglige spørgsmål. Han skal alene koncentrere sig om ledelse, og der har vi tillid til og respekt for hans lederevner. Ligesom han tilsvarende er ydmyg over for vores respektive fagligheder.

Og vi mærker derfor ikke, at hans manglende specialisering i intern medicin er en hæmsko.

Jeg selv er lungemediciner og ved jo heller ikke eksakt, hvad de laver i et gastroenterologisk eller reumatologisk ambulatorium – og da slet ikke i takt med, at vi bliver mere og mere specialiserede hver især.

Dermed siger jeg ikke, at vi lige så godt kunne have en djøffer. Så langt er Jens trods alt ikke fra os.

Han kan godt stille spørgsmål under morgenkonferencen, hvis der er noget, han ikke forstår, og som måske er indlysende for os, men det ser jeg kun som sundt. For hvis han ikke forstår det, gør introlægerne det måske heller ikke«, siger Søren Bagge og fortsætter:

»Forleden var en af mine kolleger syg og skrev til Jens og mig, at hun regnede med at være på arbejde igen et par dage efter. Jeg skrev derpå til begge, at det nok skulle gå – vi kunne jo blot stikke Jens et stetoskop og fortælle ham, hvordan det skal vende.

Det grinede han af og gav tilbage af samme mønt.

Jeg savner ikke, at det er en medicinsk læge, endsige et internmedicinsk fagligt fyrtårn, der er vores chef.

Jens kender til gengæld psykiatriloven, som internmedicinere ofte er notorisk dårlige til, og det er ofte en stor hjælp i det daglige«, slutter Søren Bagge med et grin.