Psykiatri – med et solidt tværfagligt afsæt

De er sådan set allerede en succes, de Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper (DMPG), der nu fra årsskiftet er gået fra at være et projekt til at være en permanent organisation under SundK (Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut).

Siden opstarten i 2023 har de syv DMPG’er, der er oprettet indtil videre, udarbejdet ti tværfaglige kliniske retningslinjer, som oversætter opdateret evidensbaseret viden til kliniknære anbefalinger, og 13 mere er aktuelt på vej.

De nye faglige miljøer, som grupperne udgør, skal »skabe udvikling og konsensus om udredning og behandling til gavn for patienterne«, hedder det fra SundK ved søsættelsen, som markeres med en konference mandag den 19. januar, som efterfølges af et første repræsentantskabsmøde og valg til forretningsudvalget i den nye organisation.

Organisationen skal »understøtte og koordinere de enkelte grupper og deres arbejde med nationale kliniske retningslinjer, kliniske kvalitetsdatabaser, vidensdeling og implementering« og »indgår i den nationale kvalitetsstruktur i tæt samspil med faglige selskaber, patient- og pårørendeorganisationer samt centrale myndigheder«, hedder på organisationens hjemmeside, www.dmpg.dk.

Overlæge, Simon Hjerrild, har været med i projektet fra start. DMPG ADHD var en af de første grupper, der blev etableret i 2023, og Simon Hjerrild er forperson for gruppen. Og selv om han maner til tålmodighed, er han sikker på, at effekten nok skal vise sig:

»Jeg tror ikke, patienterne sådan hver især vil tænke, at ,hold da op, nu er jeg da godt nok blevet udredt efter en retningslinje’. Men jeg tror helt sikkert, at de vil komme til at mærke, at der er fælles og styrket faglighed bag det, de møder. At de vil mærke det ved, at de får bedre behandling«, siger han.

Starte med det specifikke

Baggrunden for opstarten på DMPG-projektet var ikke opløftende: Psykiatrien var præget af manglende ensartethed, et haltende kvalitetsarbejde og manglende sammenhæng mellem retningslinjer, patientforløbsbeskrivelser og pakkeforløb, fortæller overlæge Inger Brødsgaard, der har fungeret som tværregional projektleder i opstarten af DMPG’erne.

»Konkret har vi kun haft få retningslinjer fra de to psykiatriske selskaber, og i marts 2023 meldte Sundhedsstyrelsen ud, at de nationale kliniske retningslinjer – på nær tre af dem – ikke længere var gældende, fordi de ikke var blevet opdateret inden for de foregående tre år«.

Derfor er arbejdet i DMPG’erne startet med det helt basale faglige udgangspunkt: med de specifikke psykiatrifaglige kliniske retningslinjer, som dækker det hele patientforløb fra udredning og diagnostik over behandlingsvalg og opfølgning. Målet på sigt er mere tværgående med fokus på forskning og kompetenceudvikling.

Den nye organisering kommer desuden samtidig med integrationen af psykiatri og somatik, og det, siger Inger Brødsgaard, »forventer vi vil betyde et langt større fokus på ko- og multimorbiditet«.

Men det er, påpeger hun, en ubekendt i ligningen, at man med sammenlægningen af psykiatri og somatik går fra fem psykiatrihospitaler til i alt 35 voksen- og børne- og ungeafdelinger. Det er »meget spændende, hvordan det kommer til at spænde af«, og hvordan relation mellem de landsdækkende DMPG’er og de regionale grupper bliver, konstaterer hun.

Den svære implementering

DMPG-arbejdet tager afsæt i en række centrale principper, der er beskrevet i et visionspapir. Der er skelet til udviklingen af de multidisciplinære grupper på kræftområdet, og klinikerne »er gået til opgaven med krum hals«.

»Den tværfaglige arbejdsform er ikke naturlig for alle læger, men det er det faste udgangspunkt her, og det er også helt grundlæggende, at DMPG’ernes arbejde skulle dække indsatsen for patienter i alle aldre – både børn, unge og voksne.

Og så har vi også et fokus på, at det beskrevne i retningslinjerne skal kunne lade sig gøre – de skal kunne implementeres og omsættes til almindelig klinisk praksis«, siger Inger Brødsgaard.

Dette har fra start været centralt i DMPG ADHD, fortæller Simon Hjerrild, og det er også implementeringen, Dorte Linde-Bech lige nu ser som den største udfordring.

Hun har siddet i projektets følgegruppe siden midten af 2025 og indtræder i det kommende forretningsudvalg – begge dele som repræsentant for BUP-DK (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab), hvor hun også er næstforperson.

»At få fælles retningslinjer til at leve ind i de regionale rammer og i speciallægepraksis er ganske svært, og det skyldes ikke mindst de kapacitetsudfordringer og det politiske pres, vi oplever. Og hvis ikke retningslinjer kommer ud at leve i klinikken for patienterne, er de jo ikke så interessante«, konstaterer hun.

Simon Hjerrild uddyber, at det helt grundlæggende har præget arbejdet med retningslinjerne: De har skullet tilpasses den måde, sundhedsvæsenet er organiseret på, og samtidig være både fagligt solide og realistiske. Som eksempel nævner Simon Hjerrild arbejdet med retningslinjer om udredning af ADHD hos voksne:

»Her løb vi ind i overenskomsterne mellem regionerne og de praktiserende speciallæger. Kunne vi komme til at lave en klinisk retningslinje, som faktisk ikke er mulig for de praktiserende speciallæger at nå inden for den overenskomst, de har med regionerne? Lige pludselig kommer der en hel masse økonomi og administration ind i noget, som egentlig i princippet er sådan et rent fagligt foretagende.

Så vi har hele tiden måttet være bevidste om, at man ikke laver retningslinjerne i et vakuum, men ind i nogle eksisterende strukturer. Du kan ikke lave dem på en måde, hvor du kommer til at smide kollegaer under bussen ved at sætte barren urealistisk højt«, fortæller Simon Hjerrild.

Demokratiseret

Men, siger Simon Hjerrild, én ting er selvfølgelig at lave en retningslinje, en anden ting er at få folk til at bruge den.

»Jeg har selvfølgelig beskrevet retningslinjer alle de steder, jeg underviser, om udredning af ADHD og prøver hele tiden at trække det frem og lade det være det grundlag, vi står på. Men det der med at få folk til at ændre praksis eller i hvert fald gøre tingene på en bestemt måde, det er også noget, der tager noget tid. Det er en stor udfordring i det her arbejde.

Hvordan får vi på en eller anden måde demokratiseret retningslinjerne? Hvordan får vi dem ud at leve, ud at blive brugt i klinikken og i speciallægepraksis?

Altså nogle gange kan man godt sidde og tænke, at de bedste til at implementere retningslinjer i Danmark i virkeligheden er Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager, for det er jo dem, der i sidste ende skal sætte en streg under, hvad der er gældende faglig standard. Men vi ønsker jo helst, at vi får det ud at leve og ud at blive brugt, inden man når dertil«, siger han.

Aftenarbejde

Derfor har det i høj grad handlet om »begrænsningens kunst«, siger både Simon Hjerrild og Dorte Linde-Bech:

»Der er masser af steder, hvor vi godt kunne bruge mere systematiseret viden og ensartet praksis, men der er også en grænse for, hvor mange samtidige retningslinjer vi kan udvikle. Også fordi vi tit trækker på de samme ressourcer og de samme folk, Tordenskjolds soldater, der stiller op igen og igen«, siger Simon Hjerrild og fremhæver, at meget store dele af det hidtidige arbejde i DMPG-regi er »blevet lavet om aftenen«:

»Det har for mange været svært at få allokeret arbejdstid til det, så vi har i høj grad brugt interessetid på det, fordi vi synes, det har været så vigtigt«.

Også Dorte Linde-Bech peger på, at det er begrænset, hvor meget man kan presse citronen:

»Med det tempo, der er i driftsøjemed, er det svært at lægge rigtig mange interessetimer ud over, hvad der ellers kræves. Det er sådan en balancegang. Døgnet har kun 24 timer, og vi har i hverdagen i forvejen ofte brug for at lægge interessetid på andre områder også, fordi vi ellers ikke rigtig kan få enderne til at hænge sammen«.

Rent indholdsmæssigt har det også været nødvendigt at »være realistiske«:

»Vi har hele tiden været bevidste om, at vi er nødt til at operere med en eller anden grad af vaghed. Det sprog, som DMGP’erne lægger op til, er jo også anbefalinger. Vi kan ikke gå ud og sige, at man skal gøre sådan og sådan hver gang, men der er nogle anbefalinger til, hvad man skal overveje.

Og så har vi jo prøvet at bygge ind i vejledningerne, at man kan godt afvige fra dem. Man skal bare forklare det og argumentere for det, så den kollega, der overtager patienten senere, kan se, hvorfor det lige var, at man med den her komplekse patient valgte at gøre noget andet. Det kan der være rigtig mange gode grunde til, men det er rigtig vigtigt, at man kan se, hvorfor man afviger fra det – hvad argumenterne var«, siger Simon Hjerrild.

På tværs af specialer

Mens Inger Brødsgaard altså peger på, at tværfaglighed ikke ligger lige til højrebenet for alle lægelige specialer, oplever Dorte Linde-Bech, at det er meget integreret i børne- og ungepsykiatrien. 

»Vi arbejdet i høj grad tværfagligt på tværs af professioner, men ønsket er at sammenlægningen mellem somatik og psykiatri vil højne tværfagligheden på tværs af lægefaglige specialer – det er meget blandet på tværs af landet, hvordan det foregår.

Der håber jeg, at nye fælles retningslinjer gør det mere tydeligt, også for vores kollegaer i andre lægespecialer, hvordan vores faglighed ser ud, og at retningslinjerne kan give os noget fælles at henholde os til i samarbejdet. Og jeg tror, at vores samarbejde på tværs af specialerne kan blive løftet – ikke mindst i arbejdet med de komplekse patienter«, siger Dorte Linde-Bech.

Udgangspunktet var som nævnt inspiration fra de multidisciplinære cancergrupper, men det var ikke sådan lige til at kopiere, fortæller Simon Hjerrild.

»Nogle af de ting, vi fokuserer på, var lidt vanskelige at sætte op i et helt klassisk paradigme med randomiserede forsøg og effektstørrelser. Så vi holdt fokus på: Hvordan skal vi gøre det på vores måde? Hvad er det for nogle områder, som vi egentlig synes er vigtige? Og hvad for nogle skal vi prioritere?

Vi har i ADHD-DMPG’en prioriteret udredning – altså selve diagnostikken – som den mest brændende platform, fordi vi kunne se, at der var nogle forekomster af diagnoser, der steg meget kraftigt«, konstaterer Simon Hjerrild.

Den rigtige vej

Både han og Dorte Linde-Bech tror, at DMPG’erne vil føre til »en meget mere ensartet og fagligt samstemt udredning og behandling på tværs«, og det vil patienter og pårørende forhåbentlig komme til at mærke.

Begge peger de på, at det handler om fokus på de steder, »hvor de store huller i vores viden er, og hvor skal vi bruge kræfterne«.

Dorte Linde-Bech mener også, at nye nationale retningslinjer vil kunne løfte uddannelse og efteruddannelse – også med et tværfagligt perspektiv – og så ser hun gerne, at de nonfarmakologiske metoder og kompetencer, der er i børne- og ungepsykiatrien, bliver tænkt ind i den nye måde, sundhedsvæsenet skal bygges op på, og at det over tid også kommer til at være mere i fokus i DMPG-arbejdet.

Simon Hjerrild understreger også, at etableringen af DMPG i sig selv vil have en stor betydning:

»Jeg synes, det er et enormt kraftigt signal fra regionerne om, at de tager det her arbejde dybt alvorligt, og man gerne vil have høj kvalitet. Og det er en kæmpe gave, at man kobler det op på tiårsplanen, så de midler, der nu kommer til at tilflyde psykiatrien, ikke bare flyder ind, uden at vi har nogen retning på, hvor vi gerne vil hen med dem. Den retning får de med DMPG-strukturen«, siger han.

De direkte gevinster går der nok nogle år, før man kan se på det overordnede plan, mener han.

»Men jeg har f.eks. snakket med kollegaer, som efter vejledningen om udredning blev udgivet er begyndt at bruge den. Så der har den forhåbentlig en konkret betydning for patienterne med det samme.

Før det ligesom slår igennem på større niveau, og vi kan se ændringer i indlæggelsestider eller faldende mortalitet, eller at vi i ADHD-databasen kan måle nogle positive forandringer, går der nok længere tid – 5-10 år eller sådan noget. Men det gælder om at gå den rigtige vej«, siger Simon Hjerrild.

Se mere på dmpg.dk

Læs visionspapiret for DMPG’erne her