Psykiatri som straf

I Sovjetunionen blev psykiatrien, især fra 1970’erne og frem, brugt til at straffe politiske dissidenter. Men hvis man tror, at den praksis ophørte ved kommunistregimets sammenbrud i 1991, tager man fejl. Putins regime holder hundreder af kritikere indespærret og tvangsmedicineret.

I marts 2026 blev den ellers Putin-loyale blogger og jurist Ilja Remeslo indlagt på Psykiatrisk Klinik Nr. 3 i Sankt Petersborg. Klinikken var allerede berygtet som en af regimets psykiatriske straffeanstalter i sovjettiden. Remeslo har i årevis hjulpet regimet med at angive og retsforfølge oppositionelle, deriblandt Aleksej Navalnij. Nu havde han fortrudt og rettede hårde anklager mod Putin, bl.a. for krigsforbrydelser, og krævede ham stillet for en domstol. »Det har aldrig været det her, jeg har kæmpet for. Det var ikke det her, jeg meldte mig til«, sagde han i et videoklip på Telegram. Remeslo forudså, at regimet snart vil vælte eller blive kuppet – måske allerede i 2026.

»En slags sindssygdom«

En avis havde kaldt hans digtning »pornografisk og antisovjetisk«. Da dommeren spurgte, »Hvem har anerkendt Dem som digter? Hvem har indlemmet Dem i digternes rækker?«, svarede Brodsky:

»Ingen. Hvem har indlemmet mig i menneskeheden?«

Efter et års indespærring beordrede en dommer Brodsky mentalundersøgt for »at afgøre, om han lider af en slags sindssygdom eller ej«, og om denne sygdom ville stå i vejen for at sende ham til en tvangsarbejdslejr. Han tilbragte derefter tre uger bag tremmer i »Psykiatrisk Hospital Nr. 2«, hvor han fik »beroligende« indsprøjtninger, blev vækket om natten og nedsænket i koldt vand, indpakket i et vådt lagen og anbragt ved siden af et varmeapparat, hvorved lagnet krympede og skar sig ind i huden, når det tørrede.

Brodsky beskriver opholdet i digtet »Gorbunov og Gortjakov«. Det handler om to patienter på et sindssygehospital og består af deres samtaler og af de forhør, de udsættes for af psykiatere.

Fjerndiagnose

Brodskys skæbne var efterhånden blevet til en international skandale, og Sovjetunionen ville helst bare være fri for ham. I 1972 blev han derfor »undersøgt« af psykiateren A.V. Snjesnjevskij, som uden at møde sin patient diagnosticerede ham som skizofren og konkluderede, at han var »en person uden værdi, som man kan lade udrejse«. Så Brodsky blev udvist, og med støtte fra amerikanske forfatterkolleger slog han sig ned i USA, hvor han underviste ved flere af de bedste universiteter.

I 1987 modtog han Nobelprisen for litteratur for »et altfavnende forfatterskab præget af klar tænkning og poetisk intensitet«.

Brodsky slap relativt let. Det kan man ikke sige om tusinder af sovjetborgere, som endte i det psykiatriske straffesystem. Sovjetregimets psykiatriske anstalter havde mange indgange og få udgange: Hvis man ansøgte om tilladelse til at rejse ud; hvis man var i besiddelse af forbudte bøger; hvis man deltog i demonstrationer, kritiserede systemet eller var tilhænger af en forbudt religion – ja, så måtte man selvfølgelig lide af en sindssygdom, som krævede akut behandling. Hvordan kunne man ellers forklare, at nogen virkelig ville ofre alt, bare for at mene noget, som ingen normale mennesker mente?

Det hemmelige politi, KGB, sendte dissidenter og andre »afvigere« til mentalundersøgelse for at få en diagnose. På den måde slap man for pinlige politiske retssager og kunne stemple sine kritikere som vanvittige. Der kunne da ikke være andre forklaringer på, at man var utilfreds med Sovjetunionens perfekte samfundssystem – vel?

»Langsom skizofreni»

En yndet diagnose var »langsom skizofreni«. Det skulle være en form for fremadskridende skizofreni, der udviklede sig så langsomt, at man kunne hæfte den på patienter, længe før de viste symptomer på skizofreni eller andre mentale sygdomstegn. Diagnosen blev opfundet af den føromtalte Snjesnjevskij og fandt aldrig anvendelse uden for Sovjetunionen og dens vasalstater.

Men i Sovjettidens politiske psykiatri var det den mest brugte diagnose, og Snjesnjevskij stillede personligt diagnosen, endda in absentia, for den berømte dissident, atomfysikeren Andrej Sakharov.

Med denne diagnose hæftet på sig var tusinder af dissidenter – selv efter en eventuel udskrivning fra det psykiatriske fængsel – berøvet alle borgerrettigheder. Man blev regnet for et udskud og var afskåret fra at finde arbejde.

Direktøren for KGB’s femte direktorat konkluderede: »Sakharov er objektivt mentalt syg. Komplikationen i forhold til de operationelle konsekvenser består i, at man af politiske hensyn ikke kan indlægge ham på et psykiatrisk hospital«.

Ikke desto mindre blev Sakharov tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, hvor han blev tvangsmadet og blev medicineret med bevidsthedsændrende stoffer.

Efter Sovjetunionens opløsning blev de mange ofre for den forkvaklede psykiatri rehabiliteret af den nye Russisk Føderation. Staten indrømmede officielt, at psykiatrien var blevet misbrugt til politiske formål og som redskab for undertrykkelse af systemkritik.

Læger lader sig misbruge

Erkendelsen af, at psykiatrien var blevet misbrugt som middel til udstødelse og straf, blev et kortvarigt tøbrud. I Putins Rusland lader psykiatere sig igen misbruge til at fængsle og straffe regimets kritikere. Et stigende antal underkastes »psykiatrisk« behandling og tvangsindlæggelser efter samme mønster som i sovjettiden. Menneskeretsaktivister fortæller om ydmygelser, prygl og indsprøjtninger med kraftig antipsykotisk medicin.

I 2023 – efter fuldskalainvasionen i Ukraine – er antallet af borgere, som udsættes for denne behandling, femdoblet i forhold til året før invasionen, oplyser det uafhængige nyhedsmedie Agentstvo. En sådan indlæggelse er i praksis en tidsubegrænset anbringelse, og udskrivelse sker kun, hvis en kommission af psykiatere vurderer, at man er »kureret«.

Den uafhængige kritiske medie Moscow Times, som i dag er stemplet som »udenlandsk agent« og derfor må udgives uden for Rusland, oplyser, at en 19-årig aktivist, Maksim Lypkan, blev arresteret efter at have indkaldt til en demonstration på etårsdagen for invasionen. Han blev underlagt psykiatrisk tvangsbehandling for at sprede »løgne« om det russiske militærs aktiviteter i nabolandet. Og han er bare ét blandt mange eksempler.

»Falske nyheder«

Den 38-årige Maria Sjemerjenko blev tvangsindlagt – også for at »sprede løgne« om militæret. Hun havde bl.a. udtalt sig om hærens massakre på civile i Kyiv-forstaden Bucha.

Den 40-årige journalist og musiker Andrej Gajevskij havde også »spredt falske nyheder« om krigen i Ukraine, da han postede et indlæg om det veldokumenterede missilangreb på et indkøbscenter i Krementjuk, der kostede mindst 20 ukrainske civile livet og sårede mange flere. Han var angiveligt motiveret af »politisk had«.

Den 28. april 2024 blev den 37-årige Jekaterina Fatjanova indespærret på et psykiatrisk hospital i hjembyen Krasnojarsk, anklaget for at »miskreditere« den russiske hær. I sin fritid udgav hun en lille oppositionel avis. I en artikel, som hun ikke selv havde skrevet, blev der argumenteret for, at krigen i Ukraine var drevet af »imperialistiske« motiver. Under indlæggelsen blev hun ifølge Reuters kilder udsat for smertefuld, nedværdigende og unødvendig behandling, herunder en gynækologisk undersøgelse, hvilket hun klagede over i et brev til myndighederne efter sin løsladelse.

Det er muligt, at omfanget af den perverterede misbrug af psykiatrien endnu ikke er på højde med 1970’erne. Men tendensen er klar, og begrundelserne for arrestationerne og de metoder, der anvendes, er de samme.