Op til en fjerdedel af alle henvisninger af børn til psykiatrisk behandling bliver afvist. Konsekvensen er ofte, at børnene ofte havner i utilfredsstillende behandlinger – og før eller siden alligevel ender i psykiatrien.
Næsten 4000 børn bliver afvist til behandling hos psykiatrien om året.
Børnene bliver henvist fra enten alment praktiserende læger, socialforvaltningen eller Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunerne, men børnene bliver ofte kastet tilbage til ingen eller utilfredsstillende behandlingstilbud i kommunerne.
Selvom det er en bureaukratisk tung opgave at henvise børn til psykiatrisk behandling, er antallet af henvisninger steget med 15 procent hvert år de seneste 10 år - og andelen af afvisninger er fuldt med.
De seneste tal for antal årlige henvisninger er for 2011.
Her var der 15.684 henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien.
Allan Hvolby, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, vurderer, at op til en fjerdedel af alle henvisninger bliver afvist, fordi henvisningen ikke dækker over et egentligt psykiatrisk problem.
Det svarer til 3921 børn og unge om året.
De 3921 børn, som fx lider af begyndende angst, tvangstanker, spiseforstyrrelser, etc., har dog stadigvæk brug for behandling, hvis ikke deres lidelse skal forværres.
Mange af de 3921 børn risikerer at udvikle en psykiatrisk sygdom, pointerer Allan Hvolby.
”Der burde være nogle tilbud til de børn, som endnu ikke er blevet så syge, at de har brug for behandling i psykiatrien. Det er jo ikke for sjov skyld, at børnene bliver henvist. Vi ved, at de havner hos os, hvis ikke de får hjælp. Hvis fx en let depression hos et barn ikke bliver behandlet, kan det udvikle sig til en svær depression, og så kan barnet ende hos os. Jeg har behandlet patienter, som vi i første omgang har afvist at behandle, men som vi så ser et halvt til et helt år senere,” udtaler Allan Hvolby.
Han efterlyser, at kommunerne løfter opgaven bedre.
Men udbuddet og kvaliteten af kommunernes behandlingstilbud til børn og unge er meget forskellige.
Allan Hvolby roser fx Psykologisk Center for Børn og Unge i Esbjerg for at tage godt hånd om børnene, men i de fire andre kommuner, som hører under optageområdet for Børne- og Ungdomspsykiatrien Esbjerg, er der ikke tilbud, som matcher det psykologiske center i Esbjerg.
Allan Hvolby mener, at mange henvisninger til psykiatrien, herunder ikke mindst de afviste henvisninger, kunne undgås, hvis der på skolerne var en forebyggelse og en tidlig indsats over for børn med begyndende psykiatriske problemer.
Det store antal unødvendige henvisninger til psykiatrien kan også skylde en diagnosefiksering hos både behandler i kommunen og forældrene til børnene, vurderer Allan Hvolby.
Han opfordrer pædagoger, psykologer og andre i kommunerne til at gå i gang med at hjælpe de unge. Pædagogerne og psykologerne i kommunerne behøver ikke at vente på en eventuel diagnose.
”Typisk går mange gode tiltag i stå ude i kommunerne, mens børnene er til undersøgelse og behandling i hospitalsregi. Grundlæggende er det bedre at støtte barnet i dets funktionsnedsættelse og ikke på baggrund af en diagnose,” siger han.
Knud Kristensen, formand for Landsforeningen Sind, er særligt bekymret for de børn og unge, som bliver afvist, men som før eller senere alligevel ender i psykiatrien.
”Vi må blive mere skarpe til at finde ud af, hvem der er målgruppen og hvem der ikke er. Det er ulykkeligt for børnene, at de bliver kastet fra den ene behandler til den anden indenfor systemet. Barnet og familien kommer i klemme. Det er et spild af menneskelige og økonomiske resurser,” udtaler Knud Kristensen.
Han advarer også mod diagnosefokuseringen.
”Også børn, som bliver afvist af psykiatrien, har brug for en psykologisk og pædagogisk indsats. Man er generelt alt for fokuserede på, at der, koste hvad det vil, skal stilles en diagnose på barnet, inden man kan hjælpe. Vi må overbevise pædagoger, psykologer og andre om, at man sagtens kan hjælpe uden at have en specifik diagnose. Lad os komme væk fra diagnosefokuseringen,” mener han.
Lene Agersnap, alment praktiserende læge i Ry, tror, at antallet af afviste børn til psykiatrien kan minimeres, hvis der var et bedre samarbejde mellem almen praksis og psykiatrien.
”Jeg kunne ønske mig en lettere ad hoc tilgang eller en hotline. Det skulle vel og mærke være et tilbud fra psykiatrien, som ikke kun var tilgængelig hver anden tirsdag mellem 08.30 og 08.35. Jeg tror, at psykiaterne holder sig tilbage fordi de frygter, at der vil komme en tsunami af henvendelser fra alment praktiserende læger. Det tror jeg ikke. Vi vil ikke ringe, medmindre vi virkelig har brug for det. Jeg er sikker på, at det ville kvalificere henvisningerne yderligere. Ventelisterne kunne forkortes, hvis der var en bedre kommunikation mellem almen praksis og psykiatrien,” mener hun.
Også Knud Kristensen, Landsforeningen Sind, opfordrer til, at sektorerne bliver bedre til at kommunikere.
”I stedet for bare at afvise inden for psykiatrien bør psykiaterne vende tilbage til de visiterende enheder og fortælle, hvorfor et barn ikke hører hjemme i psykiatrien, og hvad psykiaterne foreslår, at der så skal gøres,” siger Knud Kristensen.
Samarbejdet mellem almen praksis og kommunerne lider også. Lene Agersnaps indtryk er, at udbuddet og kvaliteten af de kommunale tilbud er uklart.
Hun oplever, at det er forældre til børn, som er kørt fast i behandlingsmuligheder i det kommunale system, som kommer til hende og beder om hjælp
”Der burde også være lettere kommunikationsveje mellem almen praksis og kommunen. Jeg har ikke brug for mere snak om tværfaglighed i festtalerne. Jeg har brug for, at nogle tager fat om udfordringen og får gjort noget ved det. Mulighederne for de praktiserende læger for at sende patienterne til behandling i kommunen kunne godt blive bedre og fremstå mere tydeligt. Jeg tror, at mange læger har en black box fornemmelse af området. De kan have svært ved at finde ud af, hvilke behandlingsmuligheder, der p.t. er tilgængelige,” mener Lene Agersnap.
