Psykiatrien er en del af et sammenhængende sundhedsvæsen

Psykisk syge er syge mennesker. De hører til i sundhedsvæsenet og ikke i socialforsorgen. Det synes at være så logisk, at det næsten ikke burde være nødvendigt at sige det. Ikke desto mindre har kreative lokalpolitikere i forbindelse med det igangværende strukturarbejde luftet idéer om det modsatte. Strukturkommissionen, som inden årets udgang skal komme med anbefalinger om den fremtidige struktur og opgavefordelingen inden for den offentlige sektor, har været en kærkommen anledning for nogle interesser til at foreslå en løsrivelse af psykiatrien fra det øvrige sundhedsvæsen.

Især den decentrale psykiatri, herunder distriktspsykiatrien, er ganske vist i høj grad afhængig af de sociale tilbud og støttemuligheder, som patienterne har adgang til. Men psykiatrien er ikke en servicefunktion for socialsektoren. Sektoranalysen om sundheds- og socialsektorens opgaver i forhold til mennesker med sindslidelser, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har gennemført sammen med Socialministeriet, peger på, at ansvaret for behandlingspsykiatrien - de sundhedsmæssige ydelser til sindslidende inkl. distriktspsykiatrien - skal følge ansvaret for det øvrige sundhedsvæsen. Heri er Lægeforeningen fuldstændig enig.

Psykiatri er en sundhedsvidenskabelig disciplin på linje med de øvrige lægelige specialer og indgår i et samspil med en række af disse i årsagssøgning, diagnostik, behandling og forebyggelse af psykiske sygdomme. 25-30% af de patienter, der er i kontakt med den primære sundhedssektor eller er indlagt på et somatisk sygehus, har behandlingskrævende psykisk sygdom, og 50% af de indlagte på en psykiatrisk afdeling har somatiske sygdomme.

Videreuddannelsen af læger til speciallæger foregår på sygehusene og i praksis gennem ansættelse i et forløb af relevante afdelinger. Strukturen af videreuddannelse i psykiatrien adskiller sig ikke fra de øvrige specialer. Alle specialer søger at håndtere den voksende viden gennem en fortsat uddannelse, der indebærer en udspecialisering i fagområder. I psykiatrien sker specialisering fx i affektive sindslidelser, skizofreni, gerontopsykiatri, retspsykiatri, spiseforstyrrelser m.fl. - en specialisering, som nødvendiggør et tæt samarbejde med somatiske specialer.

De sociale tilbud til de psykiatriske patienter - socialpsykiatrien - er ofte afgørende for, at behandlingsresultaterne af psykiatriske patienter kan fastholdes, og at konsekvenserne af en psykiatrisk lidelse ikke forværres. Dette tilbud er blevet stærk forbedret i de senere år. Lægeforeningen hilser denne udvikling meget velkommen og ser det som et bevis på, at de sociale tilbud til psykiatriske patienter kan forbedres og koordineres med den behandlende psykiatri, hvis den politiske og faglige vilje er til stede i den sociale sektor. Men Lægeforeningen kan ikke se logikken i, at denne udvikling som konsekvens har, at behandlingspsykiatrien bliver en del af det sociale tilbud til psykiatriske patienter. Det kan de fleste interessenter på psykiatriområdet heller ikke.

Psykiatrien har som arbejdsområde vanskeligt ved at rekruttere sundhedsfaglig arbejdskraft. Både sygeplejersker og læger finder arbejdsopgaverne belastende og specialet perifert, fordi de psykiatriske sygehuse ofte er bygningsmæssigt og ledelsesmæssigt adskilt fra de øvrige specialer. Sker der en yderligere adskillelse af ansvaret for psykiatrien fra det øvrige sundhedsvæsen, vil rekrutteringsproblemerne blive uoverskuelige.