Psykiatrien har brug for ro

Det har ellers ikke skortet på psykiatriplaner fra regeringerne i de senere år.

»Ligeværd – nyt fokus på indsatsen for mennesker med psykiske lidelser«, hed en plan, som regeringen i 2014 sendte ud. »Vi løfter i fællesskab« lød det fire år senere i en ny regeringspsykiatriplan.

Og nu to år efter er der en ny på vej. Barnets navn kender vi ikke. Men sundhedsminister Magnus Heunicke har indkaldt tropperne til en længere møderække i de kommende måneder, og til februar skal fundamentet til planen være klar.

Men hvorfor endnu en plan?

Ifølge Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, er det fordi, de andre planer ikke duede.

»Ingen af de tidligere planer havde et ordentligt fundament. De har været sporadiske punktnedslag uden ordentlig finansiering. Den seneste plan var 43 skud i hver sin retning. Der var mystiske forslag, f.eks. at retspsykiatriske patienter skulle behandles på privathospitaler. Forslag, der ikke var født ud af en faglighed, tværtimod lugtede det langt væk af lobbyisme«, siger hun.

Det kan godt lade sig gøre at forbedre forholdene for mennesker, der lider af psykisk sygdom, understreger hun.

»Den store samlede, overordnede plan har vi ikke set. Der har aldrig været lavet en gennemgribende plan, hvor alle fagligheder samt pårørende, patientforeninger, regioner og kommuner har siddet om bordet og lavet en langsigtet plan, som vel at mærke var ordentligt, fundamentalt finansieret. Det er der behov for, og det er det, vi håber på nu«.

Det gælder om at gå til værks, som man gjorde med kræftplanerne. Hvor man først kortlægger området i forhold til, hvad der virker og ikke virker. Og også: Hvad der vil koste noget og hvad ikke. Det er ikke alt sammen bare et spørgsmål om flere penge.

»Der er rigtig mange steder, hvor vi kan løfte, uden at det koster noget«, påpeger Gitte Ahle. Hun henviser til, hvor dyrt det er med de mange genindlæggelser.

»I dag ser vi et hamsterhjul. Patienter bliver genindlagt, igen og igen. Det er dyrt og giver ingen mening. Hverken for patienterne eller samfundsøkonomien«, fastslår hun.

Flere senge giver ro

Det er et overskueligt antal håndtag, der skal drejes på for at få psykiatrien på fode igen.

»Det er ikke så vanskeligt«, lyder beskeden fra Gitte Ahle. Helt centralt står behovet for flere senge og længere indlæggelsestider.

»Det kan gøre patienterne stabile og gøre det muligt for den ambulante psykiatri at gribe dem, når vi udskriver. Dernæst skal der være et veludbygget ambulant system og et veluddannet personale på bostederne, som kan forhindre, at patienter bliver genindlagt. Så har vi fået mere ro i hele systemet. For det, psykiatriske patienter først og fremmest har brug for, er ro i hovedet,

og det får de ikke i dag«.

Det, som Gitte Ahle kalder hamsterhjulet, der præger mange psykotiske menneskers liv i dag, er årsag til en lang række problemer. Mere ro vil sætte en stopper for det.

»Vi vil kunne nedbringe en stor del af medicinforbruget. I dag bruges der meget medicin bare for at få ro. Det bliver ikke kun brugt imod patientens psykose, men for at få ro. I starten af en indlæggelse er meget medicin nødvendig, men hvis patienterne er indlagt gennem længere tid, kan den trappes ned igen til et niveau, hvor patienten er stabil og har så få bivirkninger som muligt. Og så kan du faktisk nå dem ad frivillighedens vej og dermed nedbringe antallet af både tvangsindlæggelser og mennesker, der bliver tvangsmedicineret«.

Færre genindlæggelser med længere indlæggelsestid

Gitte Ahle og Dansk Psykiatrisk Selskab har ti anbefalinger til den nye psykiatriplan (se faktaboks). Længere indlæggelsestid er en af dem. Det skal opgraderes til det niveau, der var i 2007. Selskabet har ikke et bud på, hvor mange procent indlæggelsesperioden skal skrues op på.

»Det er ikke alle patienter, der har brug for længere tid. Men det vil i starten være en stor del, for jeg kan se, hvordan de psykiatriske patienter i dag ryger ind og ud. Der vil være behov for en del mere end de 2-3 dage, de i dag er indlagt«.

Efter indlæggelse følger noget at udskrive til. De ambulante tilbud skal opgraderes. Bostederne, hvor mange mennesker med psykiatriske lidelser bor, skal opgraderes med mere veluddannet personale, lyder

det fra psykiaterne.

»Der skal være nogen, der kan tage sig af patienterne, når de er udskrevet, så vi forhindrer genindlæggelser«.

Det kniber det med i dag, og forklaringen ligger lidt tilbage i tiden.

»Da man nedlagde sengepladser til fordel for det ambulante, regnede man med, at de fleste patienter kunne behandles ambulant. Men alligevel blev de ambulante tilbud ikke opgraderet i samme grad, som sengepladserne blev nedlagt. Man glemte at tage højde for, at der nu ville komme en masse syge mennesker ud, som skulle behandles ambulant. Tværtimod skar man i det ambulante. Hidtil havde der været mulighed for at komme i daghospital i flere år. Det blev begrænset«, lyder Gitte Ahles udlægning.

Forkert præmis

Gitte Ahle mener, at det psykiatriske system og hele dets opbygning i Danmark i for høj grad hviler på den opfattelse, at de fleste med psykisk sygdom bliver raske.

»Man anerkender ikke, at mange psykiske sygdomme er kroniske lidelser. Det smitter af på systemet. Udviklingen i de senere år har været at skære ned alle steder, fordi man ikke anerkender, at vi har kroniske lidelser i psykiatrien. Systemet er bygget op omkring en forventning om, at man bliver helbredt. Men det er forkert«, siger Gitte Ahle.

Historien bag er begrebet recovery, der i 1990’erne prægede det danske psykiatriske system. En grundtanke i recovery er, at psykisk lidelse kan helbredes.

»Det er en bevægelse, som mange har grebet, også patienter. Psykiaterne har aldrig rigtig troet på det. Men det er medvirkende til det system, vi har i dag, hvor vi har korte indlæggelse, og den efterfølgende ambulante behandling også er tidsbegrænset. Patienterne bliver afsluttet efter 1-2 år. Og man overgår til egen læge. Så går der endnu et eller to år, så er patienten tilbage – de ser det i akutmodtagelserne – svært psykotisk igen«.

Pizza og Faxe Kondi

Ifølge Gitte Ahle er det ved at vende. Bl.a. de pårørende oplever, at mange af de svært syge ikke bliver raske.

»Vi er ved at få recovery derhen, hvor vi siger, ja, alle kan få et godt funktionsniveau. Og den kan vi psykiatere godt være med på. Men det kommer an på, hvor den enkelte ser sit funktionsniveau. Som en af mine patienter sagde til mig: ’Jeg vil bare gerne være en almindelig dreng fra Tingbjerg, der drikker Faxe Kondi og spiser pizza’. Og det kan endda være vanskeligt for nogen at nå dertil«.

DPS foreslår, at man tager udgangspunkt i den enkelte, og de der har brug for mere end to år i det ambulante tilbud, skal have et livslangt tilbud.

»Vi bliver skudt i skoene, at vi vil have asylerne tilbage. Men nej, det vil vi ikke. Vi vil bare gerne have, at de mest psykisk syge, dem med psykoselidelserne og det rigtig dårlige funktionsniveau, kan bo et sted og have en værdig tilværelse. Det kunne være i noget a la Sankt Hans i gamle dage, hvor der var beskæftigelse til dem. Alle mennesker har brug for at føle, at de gør en forskel, de skal vide, hvor de bor, og hvor de hører til«.

Hun tilføjer:

»I dag har mange ikke et sted at bo. De går rundt og er så syge og skal samtidig begå sig på gaden! Det ville man ikke byde en kræftpatient«.

Der er afsat penge til flere senge. Det skete ved Finansloven 2019, hvor man afsatte 600 millioner kroner årligt, blandt andet til det. Det er endnu ikke noget, der kan mærkes, siger Gitte Ahle.

Individuelle behov

En vigtig ændring har i de senere år været med til at gøre psykiatrien mere travl. Der er kommet flere patienter med ikkepsykotiske lidelser i psykiatrien. Mange af dem behandles i pakkeforløb.

Det er godt, men så alligevel ikke. Psykiatrien vil gerne have patienterne, men ikke pakkeforløbene. De passer ikke til patienter i psykiatrien, siger Gitte Ahle.

»Med pakkeforløbene blev vi endelig sammenlignet med somatikken, som vi jo ellers gerne vil. Men ikke på den måde. Ønsket fra driftsherrernes side var at effektivisere behandlingen. Men vi taler ikke om en patient, der er mistænkt for kræft, og som skal igennem en række standardundersøgelser med billeddannende diagnostik, og hvor der er en del paraklinik, man kan gøre brug af. Det har man ikke i psykiatrien«.

»Mennesker i psykiatrien har brug for individualiserede forløb. I pakkeforløbene glemmer man at se på, hvordan den enkelte patient er påvirket af sin diagnose. En angstpatient kan f.eks. være meget mere invalideret af sin sygdom, hvis det er svær angst, end en person, som har en mild form for skizofreni«.

Psykotiske patienter værst ramt

Presset på systemet er blevet øget i takt med, at antallet af ikkepsykotiske patienter i psykiatrien er steget, fastslår Gitte Ahle.

»Der kom ikke flere ressourcer til de mange flere patienter. Vi fik dermed omkring 50 procent flere patienter. Men ikke flere penge. Resultatet er færre kroner pr. patient«.

Det er gået ud over gruppen af de sygeste psykotiske patienter. Mens dem med ikkepsykotiske lidelser godt kan finde ud af at møde op til behandling, er det i mange tilfælde sværere for de psykotiske. De ser ofte ikke en besked i e-boks, og nogle gange skal de opsøges og måske hentes med udrykningstjeneste, siger Gitte Ahle.

»Driftsmålene og økonomien i vores system gør, at det er mere hensigtsmæssigt at behandle mennesker, som kommer af sig selv, og som er hurtige at gøre raske. Hvorimod de mennesker, som ikke kommer af sig selv, men skal opsøges, og hvis livskvalitet psykiatrien kun kan øge en lille smule, ikke tæller i driftsmålene. Systemet lægger op til, at det bliver de patienter, der møder op, vi behandler, mens de andre bliver afsluttet, fordi de ikke møder op«.

Fremskridt i psykiatrien

Selvom tanken om en jammerdal, når talen falder på psykiatrien, kan synes nærliggende, så er det ikke dækkende. Faktisk er fortællingen også positiv, når det gælder psykiatriens substans, behandlingen.

»Der sker fremskridt på mange områder. Vi ved mere og mere om psykiske sygdomme, og vi har rigtig mange behandlingsmodaliteter at gøre brug af. Der er historien positiv. Problemet er, at vi ikke kan gøre brug af det i praksis, fordi ressourcerne ikke er der til det. Sagen i en nøddeskal er, at vi kunne hjælpe vores patienter langt bedre, end vi har mulighed for. Det er ganske forfærdeligt – også som læge at vide, at man kunne gøre det langt bedre«.

Nu begynder arbejdet med tiårsplanen. Og Gitte Ahle tror, der vil ske noget godt.

»Vi er så mange foreninger og grupperinger med i arbejdet med meget forskellige meninger og tilgange. Men vi er enige om, at det hele er så udpint nu, at der må ske noget. Og der er lagt op til, at vi får tid til det. Det er godt, så kan vi få gjort noget ved det, en gang for alle«.