Der skal afsættes flere penge til forskning på det psykiatriske område. Sådan lød en af meldingerne fra Danske Regioners generalforsamling, der i år både varmede op til de snarlige økonomiforhandlinger med staten og til de politiske forhandlinger om to længe ventede udspil, sundhedsreformen og tiårsplanen for psykiatrien, som begge i meget høj grad omhandler regionernes raison d’être.
Som begrundelse for sit krav fremførte regionerne en række kendte præmisser: Næsten halvdelen af alle danskere rammes i løbet af livet af en psykisk lidelse. Langt de fleste danskere vil have pårørende, der rammes. Og de psykiske lidelser udgør omtrent en fjerdedel af det samlede sygdomsbillede – en andel, der er stigende og på den måde udgør en enorm både menneskelig og økonomisk belastning. Alligevel, noterer regionerne sig, er det kun 3,5 af de ansatte inden for psykiatrien, der beskæftiger med forskning – og det tal skal op, lyder det.
I Dansk Psykiatrisk Selskab er holdningen den samme: Det handler i høj grad om ressourcer til selve forskningen – og det skal være »nye« penge i form af en merinvestering i psykiatriforskningen. Men det handler også om at skabe et kvalitativt stærkt forskningsmiljø, der kan styrke både rekruttering og fastholdelse inden for et speciale, der sukker efter lægelig arbejdskraft. Og det handler om at skabe muligheder for at den udførte forskning kommer ud i klinikkerne og patienterne til gode. Som det er nu, er der en »prop« i systemet, der forhindrer, at resultaterne af eksisterende forskning bliver implementeret i klinikkerne, lyder det fra tre førende psykiatere.
En af dem er selskabets nyvalgte forperson, Merete Nordentoft, der er overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor på KU. Mens regionerne ikke sætter tal på, hvor meget mere der skal afsættes til forskning, gav hun sammen med to psykiatrikolleger og sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg i efteråret deres bud. I et overslag over, hvad det samlet ville koste at løfte psykiatrien til et niveau, der sidestiller området med somatikken, var skønnet, at der skulle tilføres 100 millioner kroner om året til forskning.
Merete Nordentoft konstaterer, at forskningen »i virkeligheden er ret billig« i forhold til de andre tiltag, overslaget lægger op til.
»Det svarer, regnede vi ud, blot til de 23 millioner kroner, der i forbindelse med udflytningen af psykiatrien fra staten til amterne i sin tid blev lagt i en psykiatrisk forskningspulje. Det kan være, det viser sig at være for lidt, men det er en start, og det er jo heller ikke sådan, at psykiaterne er udelukkede fra at søge de andre puljer«, siger hun.
Men som det er nu, får psykiatrien kun en meget begrænset del af den samlede kage: Da Sundhedsstyrelsen i februar præsenterede sit faglige oplæg til tiårsplanen for psykiatrien på en faglig konference, holdt Poul Videbech, professor og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup, oplæg om netop forskningen på psykiatriområdet. Han var redaktør på selskabets seneste hvidbog og pegede på konferencen på, at ud af de i alt mere end 1,7 milliarder kroner, Det Frie Forskningsråd uddelte fra 2011 til 2016, gik kun 60,8 millioner til forskning inden for psykiatrien. Det svarer til ca. 3,5 procent.
»Så ja, i forhold til forskningen på det psykiatriske område er manglen på penge helt central. Psykiatrien er gennem mange år blevet forfordelt i forhold til de andre specialer, selvom psykiatrien er et meget stort speciale, hvis man måler det på antal ansatte og antal patienter. Det er et oplagt sted at tage fat«, siger Poul Videbech.
I hvidbogen foreslår selskabet, at der oprettes et psykiatrisk forskningsråd, der skal uddele forskningsmidler og kvalitetssikre projekterne ved at lade dem bedømme af udenlandske eksperter:
»Det skal sikre, at der ikke går andedam i den, eller at modestrømninger bliver belønnet, men så det virkelig er super kvalitet, der kan klare sig internationalt. Det gør man for eksempel i Region Hovedstaden, hvor man har en forskningspulje, hvor det er udenlandske eksperter, der bedømmer ansøgningerne, så det findes allerede – det kunne man skele til og skalere op« siger Poul Videbech og peger desuden på »en anden lavthængende frugt«:
»De kliniske databaser er noget forsømte i visse regioner inden for psykiatrien – og for den sags skyld også inden for andre specialer – men hvis man bragte dem til at fungere, så ville man umiddelbart få et vigtigt forskningsfelt«, siger Poul Videbech.
Psykiatrien er gennem mange år blevet forfordelt i forhold til de andre specialer, selvom psykiatrien er et meget stort specialePoul Videbech, professor og overlæge, Psykiatrisk Center Glostrup
Samme melding kommer fra næstformand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Mikkel Rasmussen, der er er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle, og som var en af de tre psykiatere bag det økonomiske overslag for psykiatrien:
»Hvis vi skal sikre et varigt kvalitetsløft og en blivende kvalitetssikring af psykiatrien, så er det afgørende med meget større fokus på forskning – både ledelsesmæssigt, politisk og ja, økonomisk«, siger han.
Men én ting er de »nye penge«, der måske kan være i udsigt til i de politiske forhandlinger om tiårsplanen. Noget er, hvordan forskningen konkret skal organiseres.
De tre psykiatere er enige om, at forskningsmiljøerne inden for psykiatrien skal styrkes. Der er allerede flere stærke forskningsmiljøer i landet, og i 2021 blev der afleveret 29 ph.d.-afhandlinger og doktordisputatser på det psykiatriske område.
Både Mikkel Rasmussen og Poul Videbech peger på, at der er behov for at skabe flere muligheder for at kombinere klinisk arbejde og forskning:
»Forskning er jo både et rekrutterings- og et fastholdelsesparameter, og derfor ville det være rigtig smart, hvis de, der kan udnytte det, kan have en forskningsfri dag om ugen eller være købt fri i nogle uger i træk for at løbe noget i gang, som de så senere kan arbejde på for eksempel en dag om ugen. Man kan tænke sig forskellige modeller, men der er ingen tvivl om, at det vil kunne højne niveauet, give bedre forskning plus fastholde nogle medarbejdere, som ellers ville forsvinde’, siger Poul Videbech.
Mikkel Rasmussen er enig:
»Der skal være flere muligheder for deltidsforskning, men det forudsætter tilstedeværelsen af vejlederkræfter. Man kan ikke forske alene. Der skal simpelthen være flere i et fællesskab til at dele nysgerrighed og til at vidensdele. Vi skal skabe en stærkere forskningstradition i psykiatrien, men det tager tid – både at opbygge ekspertisen og vejledererfaringen«, siger han.
Mikkel Rasmussen ser gerne, at forskning »i det små skal kunne bedrives alle steder i klinikken« og »med ledelsesmæssig opbakning«, men både han og Poul Videbech peger på, at det kan være nødvendigt at centralisere en del forskningsaktiviteter til en start for at opnå en grundlæggende robusthed – og det er Merete Nordentoft enig i. Hun understreger, at hun »går ind for delestillinger« og »synes, det er fint, at forskeren har noget tid i klinikken«, men:
»Jeg er lidt bekymret for, om man kan få forfærdelig meget forskning ud af at putte en lille smule forskning ind i en klinisk stilling. Når det forskningsprojekt kører, så er en halv dag eller en hel dag om ugen meget lidt. Hvis man skal arbejde i bund med noget, så skal man have noget mere sammenhæng. Det kan være, det skal hedde 75 procent forskning, eller længere fuldtidsperioder ad gangen. Det er det her med, at ,researchers went from hunting to farming’ – forskningsprojekterne er blevet meget større, i og med at kravene for at få noget offentliggjort er store højkvalitetsprojekter, ofte med mange samarbejdspartnere og multicenterstudier. Det er fuldtidsarbejde og ikke noget, man lige kan lægge ind en dag hist og her«, siger Merete Nordentoft.
Hun fortæller, at hun har oplevet både egne og andres små projekter kuldsejle, fordi der ikke var adgang til et miljø med tilstrækkeligt med ressourcer og støttefunktioner, og selvom det lykkes for nogle mindre projekter at »en kritisk masse«, mener hun, at der er »en eller anden bundgrænse for bæredygtigheden i et forskningsmiljø«, som blandt andet hænger sammen med adgang til kvalificeret bistand inden for datamanagement og statistik.
Og så er der det der med »proppen i systemet«, der betyder, at der er eksisterende, evidensbaseret forskning, der ikke bliver implementeret og kommer patienterne til gode. Det nikker de tre psykiatere genkendende til:
»Der mangler massivt referenceprogrammer og guidelines – og det er jo den vej, forskningen for alvor udbredes til klinikkerne. Det betyder, at god, underbygget forskning ikke når ud og gør gavn«, siger Mikkel Rasmussen.
Samme pointe har Merete Nordentoft:
»Der er ting, hvor der er nationale og internationale retningslinjer og anbefalinger baseret på randomiserede forsøg og metanalyser – og så sker det ikke alligevel. Selv ting, der har fundet vej hele vejen ind i Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer – det er ikke alt sammen, der bliver implementeret«, konstaterer hun.
Merete Nordentoft peger på, at »det er en ledelsesopgave«, at det sker, men »det er også forskernes opgave at råbe op om det«, når det ikke sker.
Som eksempel på svigtende implementering nævner hun, at de nationale kliniske retningslinjer anbefaler familieinvolvering, en opsøgende tilgang og kognitiv terapi for patienter med behandlingsrefraktære psykotiske symptomer.
»Specielt det sidste er nærmest ikke implementeret, mens familiebehandling er implementeret i nogen grad, men der er mange steder, hvor der ikke er gjort et helhjertet forsøg«, siger hun.
Tilsvarende tror hun, at »der er masser af gange, hvor man ikke bliver tilbudt kognitiv terapi eller watchful waiting, før man får antidepressiv medicin«.
Det er dels et spørgsmål om »kulturændringer«, dels et ressourcespørgsmål.
»Men der er også nogle incitamentsstrukturer, der taler imod det, for man får ikke point for inddrage pårørende i forhold til ydelsesregistreringen – og det er jo gammeldags, for hvis der er evidens for at gøre det, så skal det også anerkendes som en værdifuld intervention og derfor prioriteres, fordi det kan være med til at styrke patientens umiddelbare miljø«, siger Merete Nordentoft.
Poul Videbech peger som Mikkel Rasmussen på manglen på retningslinjer og guidelines som et grundliggende problem – og på en historisk forklaring: At arbejdet med at udarbejde dem, der tidligere lå under Sundhedsstyrelsen i Sekretariatet for Referenceprogrammer, aldrig rigtigt er blevet løftet af Danske Regioner, der for år tilbage fik overdraget opgaven.
»Som jeg ser det, er den bedste måde at få forskningen ud til klinikkerne og ud til patienterne at gennemgå forskningen i referenceprogrammer og guidelines. Det er et omfattende arbejde, og det kræver en betydelig ekspertise – og så kræver det støtte fra et sekretariat, der har forstand på litteratursøgning, statistik og de praktiske ting omkring forskningen. Så jeg synes, man burde genoprette en sekretariatsenhed som den, der var. Sundhedsstyrelsen laver jo nationale kliniske retningslinjer, men de er meget smalle – de har et bestemt emne, der bliver belyst ud fra nogle ganske få spørgsmål, der er defineret på forhånd. Men der er jo rigtig mange ting, hvor der ikke foreligger forskning, og hvor man ikke ved præcis, om den eller den anden behandling virker bedst. Her ville det være godt og anvendeligt, hvis der bliver givet plads til de vigtige erfaringer fra erfarne klinikere og lavet bredere guidelines, der gennemgår, hvad der er af gængse behandlinger, og hvad er der af komplikationer ved den og den sygdom. Det vil være mere anvendeligt for klinikerne og på den måde komme patienterne til gavn«, siger Poul Videbech.
