Psykologisk tryghed: Stop med at lade som om, at alt er fint

Det er svært at være imod, at der skal herske en høj grad af psykologisk tryghed ude på afdelingerne. Begrebet emmer af noget blødt, men kan være hårdt og svært at etablere.

Det fremgik på Yngre Lægers og Overlægeforeningens konference om psykologisk tryghed, der meget symbolsk blev afholdt på Severin Kursuscenter i Middelfart, navngivet efter FDB’s første formand, Severin Jørgensen, der bl.a. advokerede for, at »gode arbejdsforhold skaber gode medarbejdere«.

For Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen, handler psykologisk tryghed om den daglige omgangsform, herunder at man anerkender hinanden i løbet af arbejdsdagen.

»Når det på morgenkonferencen fremlægges, hvad der er sket i løbet af vagten, er det ikke befordrende, hvis nogle løfter et øjenbryn eller decideret udtrykker misbilligelse af det, kollegerne fremlægger.

Som overlæger bærer vi et stort ansvar for, hvilken kultur vi er med til at fremme. Og det er vores adfærd i hverdagen – og ikke de politikker, vi formulerer for det gode arbejdsmiljø – der bliver toneangivende. Vi har hver især et stort personligt ansvar.

Vi skal f.eks. ikke tiltale en uddannelseslæge, der har været på afdelingen i to måneder som ,du der’, men sige fra i situationen og ikke vente til et stabsmøde om halvanden måned.

Eller sige til vores yngste kolleger, når de siger fra, at nu skal de jo ikke klynke. Eller konstatere, at en stressramt kollega åbenbart ikke kan tåle mosten«, lød det fra Susanne Wammen med henvisning til filmen »Det andet offer«, som der ad flere omgange blev henvist til på konferencen.

YL-forperson: »Det andet offer« er også min hverdag

Filmen, der netop har haft premiere, handler om en garvet ung læge, der på en sygdomsramt afdeling både har trombolyse- og bagvagt og ender med at træffe en beslutning, der får fatale følger.

Men ifølge Wendy Schou, forperson for Yngre Læger, begår den pågældende læge ikke en fejl, men »træffer en beslutning under de vilkår, der gælder den dag«. Hun foretager et medicinsk skøn i en presset situation, der så får fatale konsekvenser.

»Som medicinsk bagvagt i en akutmodtagelse beskriver filmen min hverdag en ud af ti dage – hvis ikke én ud af fem: Der er sygemeldinger, man skal holde to bagvagtstelefoner, samtidig med at hjertestopknappen hyler, og der er læger, der skal superviseres.

Når der er sygemeldinger om morgenen, og der mangler fire på gulvet i akutmodtagelsen, er der ingen, der skal holde to bagvagtstelefoner – så hellere lukke et ambulatorium, hvor der ofte er ikkeakutte opgaver. Men desværre har jeg oplevet en berøringsangst over for om morgenen at løse de akutte problemer med den konsekvens, at man ender ud i en vagt, som beskrives i filmen«, lød det fra YL’s forperson, der fortsatte:

»Psykologisk tryghed er altafgørende i en læges hverdag, hvor man ofte på ekstrem kort tid skal træffe vigtige beslutninger.

Derfor er det også opløftende, at syv ud af ti i vores arbejdsmiljøundersøgelse oplever at arbejde et sted, hvor de frit kan tale om fejl, og om det, de er i tvivl om.

Men det er ikke alle afdelinger, hvor det er lige så let, og hvor man formår at skabe en kultur, hvor man kan efterspørge hjælp til ting, man ikke forstår«.

Wendy Schou roste de afdelinger, hvor man efter aftennattevagten sætter sig ned og holder en defusing.

»En ud af tre gange er der ikke noget, men det, at man systematisk sætter sig ned sammen, gør, at man som yngre læge kan gå hjem fra sin vagt uden at få ondt i maven.

Vi havde i YL overvejet at stille det som et overenskomstkrav, at der skal ske defusing på alle afdelinger, men endte med at afstå herfra, da vi synes, det er noget, der skal ske helt automatisk.

Og jeg tror, vi sammen kan skabe de kulturændringer, der gør det godt og trygt at gå på arbejde alle steder«.

»Du synes, det er svært – det synes jeg ikke«

Malene Friis Andersen, psykolog, forsker og forfatter til flere bøger om bl.a. stress, herunder psykologisk tryghed, advarerede mod det »bijob«, mange påtager sig, når den psykologiske tryghed er lav, og som bl.a. består i at lade som om – skjule sin usikkerhed, svagheder og fejl og ikke sige fra.

Eller som Malene Friis Andersen lettere karikeret udtrykte det:

»At vi har en personaleomsætning på 23% er da kun fedt, da en fremmed jo blot er en ny kollega, du ikke har mødt endnu«.

»Nå, du synes, den afdeling er svær at samarbejde med. Det synes jeg slet ikke. Jeg oplever altid, at de er anerkendende og siger tak, men sådan er det åbenbart ikke for dig«.

»Jeg synes, det bliver suuuperspændende med den her nye reform«.

Men vi skal ikke bruge vores energi på at gå og lade som om, at alt er fint.

Psykologisk tryghed handler om, at vi har nogenlunde gensidige positive forventninger til, at den anden vil mig det godt og ikke lod en bemærkning falde som en magtdemonstration eller for at udstille mig.

»At vi trækker i samme retning og arbejder for fælles interesser, og at ingen meler deres egen kage«.

Flere adfærdsformer fremmer ifølge Malene Friis Andersen den psykologiske tryghed.

»Opsøg i stedet for at afvente feedback«.

»Hvorfor skulle jeg i dag sige tingene fire gange til den patient? Var det mig, der var uklar, eller var der noget, jeg ikke fik rammesat?«

Tag fat i Bjarne, når han ruller med øjnene

Malene Friis Andersen advarede også mod, at viden bliver et nulsumsspil, hvor man afstår fra at dele ud af sin viden for at sikre, at man selv bliver mere uundværlig og kollegerne mindre dygtige: »Gør derfor opmærksom på kurser, efteruddannelse, artikler og lignende, som kunne have interesse for dine kolleger«.

En væsentlig del af kernen i psykologisk tryghed er, at man bliver bedre til at lære af sine fejl. Men ifølge Malene Friis Andersen kræver det også psykologisk tryghed at fortælle om sine succeser. Det, der er gået godt. Rosen fra direktionen. Rosen fra patienten og de pårørende. At tidsplanen er holdt.

Men når den psykologiske tryghed er fraværende, kan det være svært, lod Malene Friis Andersen forstå med eksempler opfundet til lejligheden:

»Vi ved jo godt, at Malene altid slesker for de pårørende og er noget så forstående – det ville jeg aldrig kunne gøre med min faglighed«.

»Det er jo fedt, at direktionen var begejstret for jeres projekt. Men vores afdeling er jo en helt anden type med en meget mere kompleks opgaveløsning«.

Men husk, at I er kollegaer, så vær nysgerrig: »Du prioriterer pårørendesamtaler mere, end vi gør. Måske jeg kan lære noget?«

»Og hvordan fik I egentlig foretræde for direktionen – hvad var de særligt optaget af?«

Og med direkte adresse til de lægelige ledere lød det: »Vær tydelig med, at psykologisk tryghed er vigtig. Og skab struktur, rutiner og ritualer for at etablere den.

Spørg ind til, hvad de største bekymringer er ved det nye tiltag.

Og se ikke igennem fingre med uønsket adfærd, helt ned til at tage fat i Bjarne, der ruller med øjnene, når Bente siger noget«.

Det handler ikke kun om mig

Cheflæge Marie Storkholm på afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospitalet Horsens, har siden 2018 haft vedvarende fokus på at løfte medarbejdernes kompetencer og give dem autonomi og frihed til at træffe beslutninger i selvledende, tværfaglige teams, hvor der netop er fokus på en høj grad af psykologisk tryghed, og hvor alle skal turde give sin mening til kende.

»Psykologisk tryghed er et gruppebegreb. Det handler ikke om, hvorvidt jeg er psykologisk tryg, men om vi alle er det.

Som læge og leder har jeg en høj grad af psykologisk tryghed, men når vi måler på yngre kolleger og andre faggrupper, har de det ikke på samme måde. Jo længere vi kommer ned i hierarkiet, desto lavere er den – selv hos os, der har arbejdet så meget med og undervist i det.

Vi skal alle tage action i forhold til at fremme psykologisk tryghed i de daglige krydspunkter undervejs i arbejdsdagen, såsom morgenkonferencen ved f.eks. at huske at give feedback«.

Kvindeafdelingens daglige »teamtalk« er et af de redskaber som supplement til debriefing, der er udviklet af medarbejderne selv, og som fremmer den psykologiske tryghed: Hvad fungerede godt? Hvad kunne være gjort anderledes? Hvad lærte vi? Det er kortvarigt og alle skal sige noget.

På afdelingen har de også brugt en del tid på at blive bevidste om, hvad det er for antagelser, man har med på arbejde.

»Nogen tror, at de risikerer at bliver fyret, hvis de får en klage, og at man bliver en upopulær kollega eller bliver hængt ud på de sociale medier, hvis man begår en fejl«, lød det fra Marie Storkholm, der er særlig optaget af, hvordan det går med den udbredte udbrændthed blandt læger.

»Hos os har vi siden 2018 formået at halvere den. Det betyder rigtig meget for sygefraværet, som er 20% lavere end regionsgennemsnittet, men også for overskuddet til at arbejde sammen«.

Endelig advarede også Marie Storkholm mod at iføre sig en maske i arbejdsdagen.

»Hvis vi bruger krudt på at fremstå som den selvsikre, der altid er en god kollega, har styr på alt, altid får otte timers søvn og får løbet om morgenen, så bruger vi energi på noget, vi kunne have brugt på vores reelle arbejde, kolleger og patienter«.