Skip to main content

Pusten er gået af HPV-henvisningerne

Strømmen af piger til regionernes HPV-centre falder og får samtidig ventetiden til at falde. Kun Region Hovedstaden har stadig lang venteliste.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

20. jun. 2016
3 min.

Mens antallet af piger med formodede bivirkninger af HPV-vaccinen strømmede til landets HPV-centre for under et år siden, er tendensen nu helt vendt.

Ifølge nye tal fra Danske Regioner er der kun henvist 25 piger til afdelingerne i de seneste to måneder fra 1. april til 1. juni, mens der i juni, juli og august sidste år blev henvist ikke færre end ca. 1300 piger til de samme centre.

De fem HPV-centre blev etableret netop 1. juni sidste år og som de praktiserende læger kunne henvise især piger til, der oplevede diffuse og uklare symptomer og som kædede symptomerne sammen med bivirkninger fra HPV-vaccinen. HPV-centrene kom efter kritik af, at pigerne og forældrene følte sig som kastebolde i det danske sundhedsvæsen, og i månederne efter etableringen strømmede henvisningerne til de fem centre.

Samlet set er 2109 piger henvist siden etableringen sidste sommer, og mens der i begyndelsen var mange henvisninger, er tendensen nu altså slået om.

Fakta

Fakta

Det betyder, at langt færre står på venteliste til at blive udredt. I alt 1.721 piger var pr. 1. juni 2016 blevet tilset af specialister og kommet i gang med et udredningsforløb. Og hvor 503 piger den 1. april ventede på at blive udredt på centrene, ventede 285 piger den 1. juni - et fald på 43 pct. Fire ud af fem regioner har næsten barberet ventelisterne helt væk, men i Region Hovedstaden er der fortsat en stor gruppe ventende piger.

I alt venter på landsplan per. 1. juni 285 piger på at blive udredt, men 269 af de i 285 patienter er på venteliste til udredning på Synkopecentret i Region Hovedstaden. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra overlæge Jesper Mehlsen

Udviklingen falder sammen med et helt nyt studie, som netop er publiceret i Ugeskrift for Læger, som viser, at intet tyder på, at der er en sammenhæng mellem HPV-vaccinen og bivirkningerne som hovedpine, smerter og svimmelhed.

Så længe der henvises patienter, vil centrene fortsætte med at tage sig grundigt af dem. Ulla Astman (S), formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner

Ifølge Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, er det stadig vigtigt, at have et nødvendigt sikkerhedsnet.

”Flere ting spiller ind på de færre henvisninger, men for mig som ansvarlig politiker er det ikke så afgørende, hvor mange der henvises - det helt afgørende er, at vi i regionerne tager hånd om pigerne. Og det gør centrene. Indsatsen overfor pigerne er specialiseret og koordineret, og det er nødvendigt, for ingen kan endnu fastslå en præcis diagnose hos mange af disse piger. Så længe der henvises patienter, vil centrene fortsætte med at tage sig grundigt af dem, siger Ulla Astman.

Ifølge Danske Regioner har flere efter udredningssamtaler på centrene haft god nytte af psykologsamtaler og/eller fysisk træning.