Skip to main content

Q&A om open access

Journalist Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

4. feb. 2011
2 min.

Hvad er open Access?

Open Access betyder, at alle skal have uhindret adgang til at læse og anvende forskningsresultater.

Hvorfor open Access?

I dag betaler det offentlige over 90 procent af udgifterne, når forskere producerer videnskabelige resultater. Siden foræres rettighederne til publicering som oftest væk til kommercielle forlag, der tjener penge på at sælge adgang til samme publikationer til institutioner, virksomheder, forskere og studerende på universiteterne samt almindelige borgere.

Hvad er baggrunden for at nedsætte et open Access Udvalg?

Videnskabsministeren tiltrådte EU-ministerrådets konklusioner om videnskabelig information i den digitale tidsalder i november 2007. Ministeren forpligtede sig til bl.a. at sikre borgerne fri og gratis adgang til resultater af offentligt finansieret forskning på nettet, og det skulle ske på en økonomisk holdbar måde.

Hvad er udvalget nået frem til?

I juni 2010 kom udvalget med 14 anbefalinger om en bevidst national open access-strategi, der så vidt muligt skal give fri adgang til offentligt finansierede forskningsresultater i Danmark. Det må ikke forhindre, at resultater fra dansk forskning fortsat offentliggøres i de mest anerkendte tidsskrifter og kvaliteten skal fortsat sikres ved tidsskrifternes brug af peer review. Udvalget kommer i løbet af nogle uger med en revideret rapport.

Hvad nu?

Den endelige rapport skal danne baggrund for en efterfølgende debat, udredningsarbejde, konferencer mv. Ministeren skal på et tidspunkt tage stilling til, hvordan det videre arbejde skal forløbe og træffe den endelige beslutning. Meget er endnu afklaret.

Betyder open Access, at de videnskabelige tidsskrifter mister deres funktion som primært publiceringssted?

Nej, de videnskabelige tidsskrifter kan fortsat være det første sted, artiklerne publiceres. Og den videnskabelige bedømmelse, optagelsesprocedure og publicering hos tidsskrifterne vil fortsat være den samme. Disse kvalitetssikringsprocedurer ligger nemlig før publicering i open access.

Hvad er forskernes interesse i at publicere i open Access?

Forskningsresultater spredes hurtigere og mere effektivt.

Kilde: Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Ugeskrift for Læger