Radiologisk intervention ved venesygdomme

Interventionsradiologi (IR) er minimalt invasive behandlinger, der udføres under vejledning af radiologiske modaliteter som røntgengennemlysning, computertomografi, magnetisk resonans- eller ultralydskanning. Disse behandlinger er generelt patientvenlige og kan oftest foretages i lokalanalgesi. De kan i mange tilfælde erstatte eller supplere tilsvarende kirurgiske procedurer. Fordelene ved IR er, at disse behandlinger er skånsomme og har få bivirkninger og komplikationer. Patienterne har kun brug for en kortvarig indlæggelse eller slet ingen, og rekonvalescensperioden er kortere end efter tilsvarende kirurgiske indgreb. IR har gennemgået en betydelig teknologisk udvikling igennem de senere år, hvilket har ført til, at de i nogle tilfælde helt har erstattet kirurgi.

Regional trombolyse har været anvendt i mange år på arteriesiden ved akutte underekstremitetstromboser. Det forekommer logisk, nøjagtig som ved regional kemoterapi, at indgive det aktive stof med selektiv injektion i målorganet så tæt som muligt på det sted, hvor virkningen ønskes, for at opnå høj lokal koncentration og samtidig reducere de generelle bivirkninger. Herved nedbringes behandlingstiden og den totale mængde af trombolysestoffer.

Kirurgi og interventionsradiologiske procedurer på venesystemet har været mindre brugt end behandlinger på arteriesystemet. Mange venesygdomme kan imidlertid være lige så invaliderende som arteriesygdomme og medføre betydelige kliniske symptomer med store sociale, samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser som ved posttrombotisk syndrom og af og til med letalt forløbende komplikationer som beskrevet i arbejdet af Broholm et al i dette nummer af Ugeskrift for Læger [1].

Inden for de senere år er IR på venesystemet blevet mere udbredt, f.eks. ved central venekateter-anlæggelse, angioplastik på de store vener, v. cava superior-stent, v. cava-filteranlæggelse, angioplastik på venebenet af dialysefistler, angioplastik af subclavia- og bækkenvener, pelvic congestion- og varikoceleemboliseringer, portalveneembolisering og veneblodprøvetagninger i nyrer, binyrer og parathyroidea.

Trombolyse på venesiden anvendes også i større omfang. Det er rationelt at infundere trombolytiske stoffer ved akut dyb iliofemoral venøs trombose direkte i tromben gennem anlagt kateter i denne. Når adgangen til venen er etableret, giver dette samtidig mulighed for at følge trombolysen op med angioplastik og stentning i de tilfælde, hvor der viser sig stenoser, som er flowbegrænsende og medvirkende til trombedannelsen. Bivirkningerne ved lokal trombolyse er færre end ved generel trombolyse, og kun sjældent forekommer der alvorlige bivirkninger som lungeembolier og blødninger i organer. Lungeembolier kan afgives ved kateteranlæggelse i tromben eller under trombolyseinfusion, hvis tromben fragmenteres og løsrives, men denne komplikation kan formentlig forebygges med anlæggelse af et temporært v. cava-filter forud for trombolysen.

I de senere år er behandlingsmulighederne på venesystemet blevet bedre. Dette har medført større interesse for disse tilstande, og behandlingsbehovet er stigende. Med udviklingen af minimalt invasive IR-principper og med opbygning af dedikerede veneteam og veneklinikker er fagområdet blevet udviklet. Danmark er førende inden for lokal venøs trombolyse med publikationer, hvor der indgår store patientmaterialer. Disse publikationers resultater dokumenterer en sikker og effektiv behandling med særdeles gode langtidsresultater [2, 3]. Der er dog fortsat et stort udækket behandlingsbehov i Danmark, og behandlingen fortjener større udbredelse.

Et tværfagligt tæt samarbejde om disse patienter primært mellem karkirurger, interventionsradiologer, klinisk biokemikere (trombosespecialister) og andre organspecifikke specialister er af væsentlig betydning for optimal behandling og optimale patientforløb ligesom ved andre former for interventioner.

Korrespondance: Poul Erik Andersen, Radiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, Sdr. Boulevard 29, 5000 Odense C. E-mail: anders1@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen