Skip to main content

Rationalet for anvendelse af probiotika i gastroenterologien

Professor Jørgen Rask Madsen

4. nov. 2005
4 min.

Metchnikoff foreslog i 1908, at indtagelse af Lactobacillus i yoghurt kunne forklare de russiske bønders usædvanligt lange levetid. Teorien om »autointoksikation« var dengang populær og baseret på opfattelsen af, at tarmbakterier frigjorde skadelige substanser, som bidrog til sygdom og aldring. Yoghurt med dets indhold af sundhedsfremmende mikroorganismer antog man kunne modvirke de sygdoms- og aldringsfremmende toksiner. Teorien om autointoksikation var uden videnskabeligt grundlag, men blev draget frem af glemslen med introduktionen af begrebet »probiotikum« - en levende organisme, som efter indtagelse kan forebygge eller behandle tarmsygdom.

Probiotisk behandling har tiltrukket sig fornyet interesse blandt både klinikere og basalforskere. Det teoretiske rationale for at modificere mave-tarm-kanalens flora i specielle situationer synes umiddelbart godt. Probiotikaområdet er imidlertid fortsat forplumret af dårligt underbyggede påstande om terapeutisk effektivitet og overdrevne forventninger fra befolkningens side, som yderligere styrkes af surmælksproducenternes ønske om at markedsføre en universal sundhedseliksir.

Ændringer i den normale tarmfloras sammensætning medfører øget følsomhed for patogener som Clostridium difficile , og der foreligger god evidens for, at normalt forekommende tarmbakterier har en væsentlig patogenetisk betydning ved inflammatorisk tarmsygdom hos genetisk disponerede individer [1, 2]. En række anvendte strategier til modifikation af tarmfloraen med kosttilskud er inspireret heraf, men der findes ingen pålidelig in vitro-test, der kan forudsige effekten af et formodet probiotikum in vivo, hvilket for en given indikation kræver prospektive afprøvninger i kontrollerede kliniske undersøgelser. Det samme probiotikum er heller ikke a priori lige velegnet til alle, og der foreligger ingen sammenlignende, kontrollerede in vivo-undersøgelser af forskellige bakteriestammers virkningsfuldhed. Dette kan ikke undre, når man tager i betragtning, at fæces indeholder tifold flere bakterier, end der er celler i organismen, 500-2.000 forskellige arter og i alt 2-4 mia. gener.

I dette nummer af Ugeskrift for Læger orienterer Bente Glintborg & Anette Mertz Nielsen [3] om de mekanismer, som formodes at have betydning for effekten af probiotisk behandling og om de foreliggende evidensbaserede indikationer for forebyggelse og behandling af sygdomme i mave-tarm-kanalen med probiotika. Forfatterne citerer indledningsvis en nylig foreslået definition af probiotisk behandling, der forudsætter anvendelse af levedygtige, veldefinerede mikroorganismer i et tilstrækkeligt antal. Endnu upublicerede undersøgelser tyder dog på, at disse forudsætninger - såvel som kravet om evne til kortvarig kolonisering af mave-tarm-kanalen - er overflødige, da strålebehandlede bakterier har samme biologiske virkning som levedygtige. Dette skyldes formentlig, at molekylære elementer af mikroorganismer kan genkendes af overfladereceptorer i tarmslimhinden, de såkaldte toll-like - receptorer (TLR), hvilket radikalt har ændret forståelsen af medfødt immunitet [4]. Genkendelse af f.eks. bakterielt lipopolysakkarid, bakteriespecifikt CpG-DNA eller viralt, dobbeltstrenget RNA sker ved aktivering af TLR, som udtrykkes af epitelceller og immunkompetente celler i tarmslimhinden. TLR-signalering medieres via adapterproteinet MyD88 [5], som igen aktiverer en lang række signalveje, hvilket fører til translokation og transkription af bl.a. NF-κB, aktivering af NF-κB-afhængige gener for TNFα, IL-1 og IL-6 og finalt et stereotypt inflammatorisk respons. Receptorsignaleringens kompleksitet understreges af, at der uafhængigt af adapterproteinet MyD88 er påvist forskelle i genekspressionen induceret af individuelle TLR [4]. Probiotika er vist at hæmme adhæsionen af tarmpatogene bakterier, reducere pH i tarmlumen, stimulere sekretionen af bakteriedræbende peptider og mucin fra tarmepitelet, fremme det humorale immunrespons og reducere tarmslimhindens permeabilitet [1]. Tilførsel af apatogene bakterier, bakteriekomponenter eller bakteriesubstrater, som ændrer tarmfloraens sammensætning, signaleringen til tarmepitelet og slimhindens immunkompetente celler og/ eller miljøet i tarmlumen er derfor et potentielt effektivt behandlingsprincip. Hvis den øgede molekylærbiologiske indsigt kan udnyttes i praksis, vil probiotika muligvis få en vigtig rolle i fremtidig patientbehandling. Indtil da er anvendelse af probiotika-cocktails og bakterioterapi med fæcesekstrakter nyttig i specielle tilfælde [5].

Korrespondance: Jørgen Rask Madsen, Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling C-112, Amtssygehuset i Herlev, DK-2730 Herlev. E-mail: jrrm@herlevhosp.kbhamt.dk

Interessekonflikt: Ingen angivet


Referencer

  1. Marteau P, Seksik P, Shanahan F. Manipulation of the bacterial flora in inflammatory bowel disease. Best Pract Res Clin Gastroenterol 2003;17:47-61.
  2. Guarner F, Malagelada JR. Gut flora in health and disease. Lancet 2003;361: 512-9.
  3. Glintborg B, Nielsen AM. Probiotisk terapi: virkningsmekanismer og indikationer ved sygdomme i gastrointestinalkanalen hos voksne. Ugeskr Læger 2004; 166:135-9.
  4. Barton GM, Medzhitov R. Toll-like receptor signaling pathways. Science 2003; 300:1524-5.
  5. Aas J, Gessert CE, Bakken JS. Recurrent Clostridium difficile colitis: case series involving 18 patients treated with donor stool administered via a nasogastric tube. Clin Infect Dis 2003;36:580-5.