En stille og rolig eftermiddag for to år siden sagde Hans Ole Madsens hjerte stop. Han sad ganske fredeligt på en havestol og drak en kop kaffe med sin kone. Så blev alting sort. Han husker intet som helst om, hvad der skete, frem til han vågnede forvirret op i en seng på sygehuset i Gentofte to døgn senere.
Men det gør hans kone. Hun var lynhurtig til at trykke 112 og straks begynde at forsøge genoplivning af sin mand. Det lykkedes ikke for hende, men ambulancen var der allerede tre minutter efter, og ambulancefolkene havde bedre held med at få Hans Oles hjerte til at slå igen. Han var kun livløs i få minutter, men var stadig dybt bevidstløs.
Straks efter genoplivningen begyndte lægerne på Amtssygehuset i Gentofte at nedkøle Hans Ole. Det er en ny behandlingsmetode, der går ud på simpelthen at sænke patientens kropstemperatur til omkring 33 grader i 12 til 24 timer. Nogle steder gør man det simpelthen ved hjælp af isposer og kolde omslag. I Gentofte har man en vandkølet dragt, der er koblet til et apparat, der holder temperaturen inde i dragten nede. Fordelen ved dragten er, at man i den let kan opretholde en stabil temperatur, og samtidig er den let at åbne og lukke, når man har behov for at undersøge eller behandle patienten. For hurtigere at få temperaturen til at falde, sprøjter men desuden op til tre liter iskoldt saltvand ind i patientens blodårer.
Formålet med nedkølingen er at standse de processer, der går i gang i hjernen efter et hjertestop. Man har nemlig opdaget, at de alvorlige hjerneskader udløses af kemiske processer i hjernen som en reaktion på hjertestoppet. Og at hvis man køler patienten ned, bremses netop de processer. Det viser både udenlandske og danske undersøgelser af fænomenet meget samstemmende.
Inden for hjertekirurgien har man i øvrigt brugt nedkøling som behandlingsmetode de sidste 30 år. Det gør man for at beskytte især hjernen og hjertet under operationer, når hjertet står stille og blodet pumpes rundt af en hjerte-lunge-maskine ved siden af patienten. Så fænomenet er ikke ukendt.
Husker intet
Hans Ole var som nævnt noget forvirret, da han vågnede op på sygehuset to dage senere. Hans korttidshukommelse var ikke ret god, og han var omtåget. Men det ved han nu bagefter skyldes både den kortvarige iltmangel til hjernen, han oplevede under hjertestoppet, samt at han var i narkose og smertelindret med morfinholdig medicin. Det er også en del af hypotermibehandlingen, for man ved ikke, hvordan patienten oplever nedkølingen og behandlingen. Og det er vigtigt, at de sover og ligger helt stille, mens den står på. Patienten bliver også lagt i respirator. Efter cirka 24 timer varmer man langsomt patienten op til normal kropstemperatur igen.
»Jeg husker intet som helst«, fortæller Hans Ole Madsen, der netop er fyldt 50 år og for længst har genoptaget sit arbejde som fotograf på fuld tid.
»Ingen nærdødsoplevelser eller noget der ligner. Bare tomt. Ingenting«.
Han har ingen fysiske mén af hjertestoppet. Han arbejder, dyrker styrketræning, spiller tennis og er efterhånden oppe på at kunne løbe 7-8 kilometer.
»Egentlig er mit største mén selve oplevelsen«, fortæller han. »Psykisk bliver man selvfølgelig utroligt påvirket af det, og det gør ens nærmeste også. Jeg var rystet og bange, men har ikke fået nogen form for psykologhjælp. Men jeg har selv bearbejdet oplevelsen ved at fortælle om den som en del af et teaterstykke på Betty Nansen. Det har hjulpet mig meget«.
Undgå hjerneskader
Det er meget sjældent, man kommer så godt over et hjertestop som Hans Ole. I Danmark rammes omkring 3.400 mennesker af hjertestop hvert år, og af dem overlever kun omkring 5%. En stor del af dem får hjerneskader lige fra små hukommelsesdefekter til alvorlige og plejekrævende funktionsforstyrrelser og lammelser.
Især de der ikke vågner op umiddelbart efter, at blodcirkulationen til hjernen er kommet i gang igen, løber en stor risiko for alvorlige hjerneskader. Omkring 80% af disse får varig hjerneskade eller dør inden for få måneder.
Når Hans Ole er kommet så godt over sit hjertestop, skyldes det den behandling han fik, hypotermien. De udenlandske undersøgelser af hypotermibehandling viser, at hver gang seks patienter nedkøles, undgår man mindst ét tilfælde af invaliditet eller død.
»Det allervigtigste er selvfølgelig at få genoplivet folk så hurtigt som overhovedet muligt«, forklarer Lone Møller Poulsen, der er overlæge på Intensiv Afdeling på Amtssygehuset i Gentofte. Hun er den første intensivoverlæge i Danmark, der har indført hypotermi som fast praksis på sin afdeling.
Hun har fulgt de udenlandske studier i hypotermi nøje gennem de seneste år, og er en af de danske læger, der har størst erfaring på området.
»I starten behandlede vi kun med hypotermi på intensiv afdeling. Der var en del skepsis over for at gøre det, og det var svært at få hjertelægerne og skadestuerne med på ideen, men efterhånden som både danske og udenlandske erfaringer viser, at resultaterne af behandlingen er meget gode, bliver det stille og roligt mere udbredt«, forklarer hun.
»Nu er vi der, hvor det er ved at blive fast praksis i lægeambulancerne, og vi underviser Falck og brandvæsen i hypotermi. For ganske vist har vi endnu ikke tal for, hvor hurtigt nedkølingen skal ske for at give de bedste resultater. Men vi arbejder for hurtig og gennemgående nedkøling i alle led - det vil sige i ambulancen, på modtagesygehuset, ved overflytning og på behandlende afdelinger og intensivafdelinger - fordi det virker mest fornuftigt, når man tager årsagerne til hjerneskade efter hjertestop i betragtning«, forklarer Lone Møller Poulsen.
Bedre liv bagefter
Men hvorfor er hypotermi ikke helt fast praksis, når nu alt peger på, at patienterne ikke bare overlever men vågner op til et bedre liv bagefter?
»Samarbejdet om at behandle med hypotermi er ikke formaliseret endnu mellem dem, der modtager patienterne og hjerteafdelingerne. Nogle steder i landet er man langt fremme, andre steder gør man det overhovedet ikke«, forklarer Lone Møller Poulsen.
»Det skyldes dels nogle økonomiske beregninger: Hvor mange dage længere optager en hypotermipatient en sygehusseng? Og det tager selvfølgelig lidt flere dage«, indrømmer Lone Møller Poulsen.
»Beregninger fra min egen intensivafdeling viser, at hypotermipatienter i gennemsnit ligger på sygehuset i fem dage, mens gennemsnittet på afdelingen ellers er på to et halvt døgn«.
Men tallene siger intet om, hvordan de har det, når de bliver udskrevet - og resten af den tid, de lever. Når de beregninger ligger klar, vil det sundhedsøkonomisk rentable i hypotermi formentlig springe i øjnene. For fakta er jo, at kun meget få af dem, der ikke får hypotermi, bliver i stand til at klare sig selv efter udskrivning. Mens en ret stor procentdel af de hypotermibehandlede kommer hjem med meget få eller slet ingen mén.
»Indtil videre har vi kun 22 patienter fra Amtss ygehuset i Gentofte at foretage beregninger ud fra, og det er stadig et forholdsvis lille materiale at lave statistik på. Men min opgørelse viser, at af de 22 patienter overlevede 64%. Af de overlevende havde cirka 2/3 ingen mén, mens den sidste tredjedel havde lette mén, oftest i form af hukommelsesproblemer. Samtlige skulle kunne varetage et halvtidsarbejde eller et skånejob og dermed være i en kategori med rimelig livskvalitet. Og når vi ser på, hvordan de har det et halvt år efter, har de fleste det rigtig godt. Hvis man sammenligner livskvaliteten hos dem, der udskrives med og uden hypotermi, er vi ikke i tvivl om, at vi skal gøre det«, siger Lone Møller Poulsen.
Hans Ole Madsen og hans familie kan kun give hende ret. Hvis han ikke var blevet genoplivet hurtigt og dernæst hypotermibehandlet, havde han nok ikke haft den samme muntre 50-års-fødselsdag, som han netop har holdt. I dag er han helt normalt fungerende og koster ikke samfundet andet end et hjertetjek hvert halve år. Hans pludselige og helt uvarslede hjertestop skyldtes formentlig en minimal medfødt forstyrrelse i hans hjerterytme. Han havde aldrig haft hjerteproblemer før og får det formentlig heller aldrig igen.
Fakta
Tal på hypotermi:
Amtssygehuset i Gentofte har opgjort 22 patienter fra 2003 og 2004.
64% af de hypotermibehandlede overlevede.
42% af de 22 har kun lette mén.
16% af de 22 er uden mén og i halvdagsjob.
Det australske studie viste:
21 ud af 43 patienter behandlet med hypotermi havde godt outcome (49%).
Ni ud af 34 patienter, som ikke blev behandlet med hypotermi havde godt outcome (26%).
Det europæiske studie viste:
75 ud af 136 patienter behandlet med hypotermi havde godt outcome (55%).
54 ud af 137 patienter, som ikke blev behandlet med hypotermi, havde godt outcome (39%).
Hundeforsøg med hypotermi:
Seks ud af otte hunde, man gav hjertstop og hypotermibehandling i 1990'-erne, var normale efter opvågning.
Herefter blev de aflivet og deres hjerner undersøgt. Man fandt meget større og flere skader på dem, der ikke var hypotermibehandlede.