Regeringen mangler en plan for forskningen

Finansloven handler mere om at få budgettet til at hænge sammen og om partiernes mærkesager end om at sikre Danmarks position som et videnssamfund, mener Mette Siemsen, formand for Lægeforeningens Udannelsespolitiske udvalg og medlem af Lægeforeningens Hovedbestyrelse.

Med vedtagelsen af den nye finanslov er vejen frem mod Barcelona-målene vel blevet længere?

»Ja det må man konstatere. Jeg havde ikke de store forventninger til finanslovsaftalen, for op til forhandlingerne har intet tydet på, at politikerne har ønsket at prioritere forskning og udvikling. Det virker som om, at politikerne mere er interesseret i deres mærkesager og i at få budgettet til at nå sammen. Det er uforståeligt, at politikerne ikke prioriterer de mål, som de selv har sagt ja til«, siger Mette Siemsen.

Undrer det dig, at politikerne prioriterer på denne måde?

»Ja, for deres prioritering er helt uforståelig. Vi lever i et videnssamfund hvor Danmark bl.a. er stærk inden for det lægevidenskabelige område. Så kan det jo undre, at politikerne ikke prioriterer dette. Ikke mindst set i lyset af, at udviklingen, især inden for det medicinske område, sker meget hurtigt. Derfor er der brug for flere penge, hvis vi fortsat skal være med i front og klare os i den internationale konkurrence. Heldigvis undgår forskningen direkte nedskæringer, hvilket regeringen selv har fremhævet som noget positivt.

Det paradoksale er også, at politikerne selv har udtrykt bekymring for, om den videnskabelige vurdering af lægemidlers effekt og bivirkninger er uvildig, når det primært er industrien, der står bag undersøgelserne. Men de samme politikere forholder sig ikke til, at forskning i lægemidler koster penge, og at de skal bevilges, hvis forskningen skal være mindre sponsoreret«.

Finanslovsaftalen skal bl.a. skabe bedre rammer for samspillet mellem erhvervslivet og den offentlige forskning. Dermed skubbes balancen mellem den offentlige og private forskning?

»Industriens fokus er på de projekter, der kan give et hurtigt og sikkert afkast. Sådan skal industrien tænke, det er der ikke noget odiøst i. For det tjener deres aktionærer. Men der er mange andre områder inden for sundhed, som det er meget relevant at forske i, og som ikke har industriens umiddelbare interesse. Disse områder bør det offentlige prioritere, men det koster penge. Hvis Barcelona-målene skal nås, kræver det øgede offentlige bevillinger til forskningen«.

Er der behov for en offentlig forskningsfond som Peter Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, har foreslået?

»Man kan selvfølgelig godt ændre det nuværende system og oprette en ny fond eller lignende, men jeg synes, at det nuværende system fungerer godt. Der eksisterer allerede en række forskellige fonde, der kan sikre, at øgede bevillinger vil blive brugt fornuftigt«.

Universiteterne står over for problemer med at rekruttere forskere og især læger. Hvordan mener du, at disse problemer skal løses?

»På mange måder er en universitetsansættelse i forhold til tilrettelæggelse af en arbejdstid attraktiv, men lønnen skal følge med. Derudover skal forskerne have bedre muligheder for at forske, så de ikke bruger uforholdsmæssig stor tid på at søge efter forskningsmidler. Det er tid, der tages fra forskningen«.