Region Hovedstaden ser på ansattes presseregler

Er Region Hovedstaden en åben region, eller lægger den mundkurv på sine ansatte? Det spørgsmål bliver diskuteret på regionens næste forretningsudvalgsmøde. Spørgsmålet tages politisk op, efter at Ugeskrift for Læger beskrev, hvordan nogle overlæger i psykiatrien blev bedt om at fremlægge nogle interview for direktionen, og hvor samme direktion anmodede Ugeskriftets redaktion om at få en artikel til gennemsyn [1].

Regionsdirektør Helle Ulrichsen oplyser, at regionen nu vil se nøjere på de regler, som de forskellige sygehuse har vedrørende pressekontakt, »for at se, om vi skal lave et nyt regelsæt i fællesskab, så vi får den samme kultur på området«.

Hvordan vurderer du det forløb, som Ugeskriftet har beskrevet?

»Overlægerne havde ikke på forhånd orienteret ledelsen om, at der skulle komme journalister på arbejdsstedet. Og det skal man gøre. Af høflighed over for ledelsen, så den har mulighed for eventuelt at kunne forberede sig på efterfølgende reaktioner, og fordi direktionen har et ansvar over for patienter og arbejdstilrettelæggelsen. Det havde man ikke gjort. Og så synes jeg, det er helt rimeligt, at direktionen ville have artiklen til gennemsyn bagefter. Det er ikke for at lægge låg på noget«.

Var det i orden, at en medarbejder i direktionen bad Ugeskriftets redaktion om at få artiklen tilsendt?

»Det ville jeg ikke selv have gjort«.

Hvad er det, der er vigtigt for direktionen?

»Det springende punkt for direktionen er, om man udtaler sig som enkeltperson eller på institutionens vegne. Derfor ville direktionen se artiklen. Sagen er, at som enkeltperson kan man udtale sig, men som en del af organisationen kan man ikke udtale sig uden at have organisationen bag sig. Og direktionen vidste ikke, om det var det ene eller det andet«.

Det er vel en sondring, der kan være svær at foretage?

»Det er ikke nemt. Men jo højere man kommer op i systemet, desto vigtigere er det, at man har en fornemmelse af den sondring. Hvis en ledende medarbejder siger, at der f.eks. er skåret for meget i psykiatrien, kan man spørge sig, hvad loyaliteten er i forhold til, at du er ansat i et politisk ledet system, og forholdene er politisk besluttet. Så er det til diskussion. Jo højere op i systemet du er, desto sværere kan det være at stå frem med egne udtalelser, der går imod en politisk beslutning. Medmindre man vil tage konsekvensen og sige, at så vil jeg ikke længere være leder af denne afdeling. De overvejelser tror jeg, alle, der arbejder i det politiske system, kender til«.

Men under en ikke nærmere defineret grænse i hierarkiet kan man trygt sige sin mening?

»Ja. Men man skal tænke sig om. Det kan være karrierefremmende at være fremme i skoene og have en mening om, hvad der er godt. Og nogle gange er det karrierehæmmende. Det er et spørgsmål om kontekst og timing. Det er op til den enkelte at overveje. Men man kan frit sige sin mening«.

Kan en ledende medarbejder sige, at der mangler psykiatriske sengepladser?

»Det kommer an på konteksten. Det vil jeg ikke sige noget præcist om. Men jo højere op i systemet man er, desto mere skal man være opmærksom på, at man har to kasketter. Også fordi det bliver sværere for andre at skelne - når jeg f.eks. taler, er det så som privatpersonen Helle Ulrichsen eller direktøren? Den er svær«.

Kan andre medarbejdere sige offentligt, at der er skåret for meget i psykiatrien?

"Ja. Hvis det er det, de mener. Men man siger det under ansvar. Man skal kunne begrunde, hvorfor man mener det. Jeg synes generelt, at det er meget positivt, at fagpersoner udtaler sig om deres fag, deres faglighed og de muligheder og barrierer, der ligger for udviklingen af den. Man skal bare kunne stå mål med det, man har sagt«.